Som en af landets førende økonomer har Nina Smith været med til at udarbejde de regnemodeller, som er helt centrale for, hvordan vores skattekroner bliver brugt.
Hun var for eksempel med i Velfærdskommissionen, hvis arbejde blev til den politiske »velfærdsaftale«, der sikrer, at pensionsalderen stiger med levealderen og dermed sikrer holdbarheden i de offentlige finanser.
Derfor er det opsigtsvækkende, at hun bakker op om Emma Holtens kritik af samfundets værdiansættelse af omsorg. Finansministeriets regnemodeller er i dag »ubalancerede«, »favoriserer skattelettelser« og »giver politikerne et skævt billede af virkeligheden«.
Det siger Nina Smith i Pilestræde – Berlingskes nyhedspodcast.
Nina Smith er aktuel med »Overskudskvinder«, en bog om, hvordan kvinder »kan blive en overskudsforretning – både for sig selv og for staten«, som hun har skrevet med økonom og journalist Anne-Mette Barfoed.
Med bogen samler de, ifølge Nina Smith, stafetten op fra Emma Holten, der sidste år udkom med »Underskud – om værdien af omsorg«, der skabte en del debat, også i Berlingske.
I har det til fælles, du og din medforfatter og Emma Holten, at I retter en ret skarp kritik af Finansministeriets regnemodeller. Hvad er problemet med dem?
»Problemet er, at man er meget, meget nidkær med at regne alle effekter af, hvis man ændrer skatterne – hvad det så kan have af effekter på arbejdsudbuddet. Men vi opkræver jo skatterne, for at man kan bruge dem på nogle velfærdsinvesteringer eller velfærdsudgifter – og der regner vi slet ikke med, at det har nogen betydning,« siger Nina Smith i »Pilestræde«.
Hun fortsætter:
»Og på den måde bliver regnemodellerne ubalancerede i forhold til at give politisk input, når man vil ændre på ting, lave reformer og sådan. Jeg er helt med på, at det er sværere rent teknisk at beregne effekterne af for eksempel at investere i folkeskolen eller daginstitutioner. Men jeg køber ikke, at det ikke kan lade sig gøre.
Og hvis ikke man prøver at gøre det så godt, man kan, så kommer man til at give politikerne et skævt billede af det, der er virkeligheden, og det er ikke heldigt.«
Konsekvensen ved »ubalancerede« regnemodeller er for lave investeringer, mener Nina Smith:
»Hvis du har nogle regnemodeller, som er med til at sige, at det ikke har nogen betydning at investere i omsorg, så vil jeg argumentere for, at det er ret logisk, at så kommer man måske også til at underinvestere i den offentlige velfærd.«
Og hun fortsætter:
»Vi har en folkeskole, hvor det må være oplagt, at det er sindssygt vigtigt, at vores børn klarer sig og ikke kommer i mistrivselsproblemer, og at de også lærer noget – i forhold til, hvordan vores økonomi udvikler sig i fremtiden. Og sådan nogle regnestykker bliver vi nødt til at prøve at kvalificere og tage med, for at man kan vurdere, hvor meget man skal investere i folkeskolen.«
Finansministeriets »provokerende« mangel på vilje
Hvis regnemodellerne kan laves om, hvorfor gør man det så ikke?
»Det skal du ikke spørge mig om, det skal du spørge Finansministeriet om,« lyder det kontant fra Nina Smith.
»Jeg ved godt, hvad man svarer: Man siger, at det kan man ikke. Det er jeg så bare uenig i. Jeg sad selv som formand for Reformkommissionen, hvor vi insisterede på at prøve og regne ud, hvad det betød på en hel masse felter, når man investerede i uddannelse,« siger Nina Smith og konkluderer:
»Det er ikke svært, det handler om, at man skal ville det.«
Daværende departementschef Martin Præstegaard, nu topchef i ATP, advarede i 2018 i Politiken om at politisere de her regnemodeller i Finansministeriet. Han sagde: »Der skal være fagligt belæg for vores arbejde, og hvis de politisk dikterede regnestykker eller modeller ikke lever op til det grundlag, og det bliver usagligt, så har vi et problem.«
Nina Smith svarer prompte:
»Jeg er uenig, og jeg vil sige, at de sådan set er politiserende, de regnemodeller, vi har, for de favoriserer skattenedsættelser.«
Faktisk bliver hun provokeret af Finansministeriet:
»Jeg ved, at man for nylig har brugt rigtig mange kræfter på at få skattemodellerne opdateret, og det virker altså lidt provokerende på mig, at man ikke prøver at sætte de ressourcer af til i det mindste at gøre det så godt, man kan i forhold til det, som man har på udgiftssiden; altså hvad betyder det at investere i folkeskoler, daginstitutioner og så videre.«
Finansministeriets manglende vilje går især ud over kvinderne, siger Nina Smith:
»Jeg vil argumentere for, at for rigtig mange kvinder er vi efterhånden kommet derhen, hvor kvinders arbejdsudbud – og det, at de vælger at tage deltidsarbejde – kan være lige så meget afhængigt af, at den offentlige omsorg, den offentlige børnepasning er god – som skatteelasticiteter (groft sagt effekten af at få en skattelettelse, red.).
Jeg tror, det betyder rigtig meget for, hvor meget vi kan arbejde, om vi skal køre hundrede kilometer hen og passe vores gamle mor på et eller andet plejehjem, fordi det ikke bliver gjort godt nok, om man har børn, der mistrives og så videre. Og så er det jo helt skævt, at vi slet ikke tænker det ind.«
Berlingske har forelagt Nina Smiths kritik af Finansministeriet for ministeriet, der ikke har haft mulighed for at svare inden deadline.
Lyt til hele interviewet med Nina Smith i »Pilestræde«. Her kan du blandt andet også høre om hendes kritik af »dårlig mor-samvittighed« og moderskabet som koncept.
