Nina Groes stopper som direktør for Kvinfo

Som direktør for Kvinfo har Nina Groes været en fast bidragsyder til debatter om ligestilling, men 1. januar stopper hun i organisationen for at foretage et »karriereskift«.

Efter tre år på posten stopper Nina Groes som direktør i Kvinfo den 1. januar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Hun har i tre år med markant stemmeføring kastet sig ind i ligestillingsdebatter fra kønsopdelte svømmehaller til sexchikane på arbejdspladser. Men nu har Nina Groes valgt at sige sin direktørstilling op for at foretage et »karriereskifte«. Det skriver Kvinfo i en pressemeddelelse.

Og Nina Groes betegner det som »et privilegium« at have stået i spidsen for ligestillingsorganisationen.

»Jeg kom til Kvinfo fra det private erhvervsliv, hvor jeg som iværksætter havde skabt min egen virksomhed. Præcis der, hvor vi har alt for få kvinder i Danmark. Det har været et privilegium, at få lov til at stå i spidsen for en organisation som Kvinfo. Efter tre år hvor vi har rykket så meget, dokumenteret ligestillingsudfordringerne og fået så mange mennesker med, er det tid for mig at foretage et karriereskifte. Det er et personligt valg, og hvor det sender mig hen, ved jeg endnu ikke,« udtaler Nina Groes i pressemeddelelsen.

Kampen er ikke slut

Da Berlingske får Nina Groes i røret, afviser hun at løfte sløret for, hvilket karriereskifte hun har udset sig.

»Selvfølgelig har jeg ideer, men det kan jeg ikke fortælle mere om lige nu. Det må blive i næste interview.«

Spørger man den nu afgående direktør, hvad hun er mest stolt af at have udrettet, lyder svaret:

»Mit arbejde har været at modernisere Kvinfo og revitalisere Kvinfos stemme og den store viden, organisationen rummer,« siger hun og tilføjer:

»Vi har fået en masse nye unge målgrupper med, og det er jeg meget stolt over.«

Selvom Nina Groes siger farvel til Kvinfo, siger hun ikke farvel til kampen for ligestilling. For den kamp er langtfra slut, påpeger hun. Ude i verden mister kvinder og piger rettigheder hver dag, men også hjemme i Danmark skal vi blive ved med at diskutere og arbejde for ligestillingen, mener Nina Groes.

»Vi har en forestilling (i Danmark red.) om, at ligestilling ikke længere er relevant. Der er enighed om, at ligestilling er en bærende værdi i vores samfund, men vi har også en forestilling om, at kampen er slut. At det var en kamp, vores bedstemødre og – fædre kæmpede, hvor de gode vandt, og vi har sat et punktum,« siger hun.

Men der er nok at tage fat på – barsel, ligeløn, retten til at bestemme over egen krop samt stereotype kønsforestillinger om både mænd og kvinder, opremser Nina Groes.

»Det er klart, at hvis man læner sig tilbage i en tro om, at en værdi varer ved uden kamp og indsatser, så går man i stå. Og så risikerer man tilbageskridt.«

Bestyrelse »ærgrer« sig

Kvinfos bestyrelse ærgrer sig over at skulle sige farvel til direktøren, der blev ansat i februar 2014.

»Kvinfo har været begunstiget med en i særklasse dygtig direktør, leder og debattør i Nina Groes de sidste tre år. Sammen med medarbejderne og de titusindvis af brugere, har vi nået markante mål med organisationen, og kursen er nu sat for at fortsætte den solide fremgang. Bestyrelsen glæder sig over de gode resultater der er opnået, og selv om Nina Groes' farvel ærgrer os, har vi naturligvis forståelse for Ninas beslutning om et karriereskifte,« siger bestyrelsesleder Tonny Skovgård Jensen.

Indtil videre er Kvinfos souschef, Suzanne Moll, konstitueret direktør i organisationen.