Nils Malmros om børnepornosagen: »Vi havde nok gjort det i samme tankeløshed«

Instruktøren bag flere populære ungdomsfilm, børnetalsmanden og eks-politichefen og den erfarne skoleleder giver deres bud på, om den gal med nutidens unge, den ny teknologi, eller om tankeløsheden er universel.

1.000 unge, fortrinsvis fra Nordsjælland, er sigtet for Facebook-deling af børneporno. Billederne er blandt andet film, hvor en 15-årig pige har samleje med en dreng og billeder af fire drenge, der på forskellig vis krænker pigen seksuelt.

Ville vi voksne have gjort det samme, da vi var unge, hvis vi havde haft de sociale medier til rådighed?

Per Larsen, formand for Børnerådet, tidligere chefpolitiinspektør ved Københavns Politi:

»Jeg tror, vi ville have gjort det samme. Man har jo altid følt sig pirret af seksuelt materiale eller luret ind i pigernes omklædningsrum. De unge har den samme lyst til at udforske omgivelserne. Men parallelt med det har vi i dag en teknologisk udvikling, der gør, at, det ikke bare bliver et spørgsmål mellem dig og mig, men noget man deler med tusindevis af andre. Teknikkens tilstedeværelse gør, at de unge udnytter den uden at tænke sig om.

Vi ved jo alle, hvordan man kan mobbe folk efter den gamle metode direkte face to face. Den digitale mobning har vundet lige så meget indpas. Og der er det vigtigt, at vi har nogle dannelsesmæssige regelsæt. Det hænger uløseligt ammen.«

Er der sket noget med de unge i dag?
»Jeg tror ikke, de er mere nederdrægtige i dag, end vi var i gamle dage. Vi voksne har ikke taget det alvorligt nok fra starten af. Vi har ikke taget tilstrækkelig fat i dannelsesproblemet. De voksne har bliver spillet off side af den moderne teknologi. De har måske ikke føling med, hvad der egentlig sker, når de unge kører løs på sociale medier. Derfor er det vigtigt, at man også i familierne tager en debat op, hvad man skal bruge de sociale medier til.

Den aktuelle sag er et wake up call til alle, der har unge mennesker under deres vinger. Den er en kærkommen lejlighed til at sætte ekstra fokus på det rundt omkring i skolen og på uddannelserne. Jeg er jo en naiv sjæl. Jeg tror på, at børnene gerne vil være med til at sætte nogle grænser for deres egen gøren og laden på de sociale medier. Hvis jeg var skolelærer, ville jeg ved førstkommende lejlighed tage bolden op tage en diskussion med de unge - alene det vil kunne flytte grænserne en lille mule i positiv retning.«

Vil sigtelserne have en præventiv virkning?
»Det vil ikke have den store pædagogiske virkning at straffe de unge, men hvis man tager det op som et emne med den alvor, der er bagved, blandt andet, at den her sag har bredt sig så voldsomt, så tror jeg godt, det kan have en præventiv virkning.

Nils Malmros, filminstruktør, med flere film om og med unge bag sig:
»Vi havde nok gjort det i samme tankeløshed, indtil vi havde opdaget, at det var et problem. Det ville vi helt klart have gjort.

Det spændende er, hvad der nu sker, efter at alle bliver klar over magten og faren ved det digitale. De der fremover bruger de sociale medier, vil ikke være lige så tankeløse, for nu ved alle, hvad farerne er. Først nu er det ved at gå op for de unge, at det digitale ikke er til at slette igen, at det ikke er så harmløst. At hvor meget man end holder af sin kæreste, så skal man ikke tro, at det billede, man sender til ham eller hende er beskyttet for evigt.

»Kundskabens Træ« handler om én stor krænkelse. Den handler om Elin, der bliver kaldt TRL, Transportabel rejseluder, det er klart en bevidst ondskabsfuldhed fra de andre. Så ondskaben var der dengang, og den er der så sandelig også i dag. Så jeg ved ikke om så meget dybest set er ændret.«

Ville du i dag kunne lave en ungdomsfilm, hvor sociale medier spillede en rolle?
»Jeg ville kvie mig ved det. Jeg ville ikke kunne overskue det. Jeg er ikke engang på Facebook. Jeg kender ikke den verden, men jeg har en følelse af, at man skal tage stilling til så mange tåbeligheder. Når en mand som Trump kan føre sig frem som han gør, og sandheden bliver helt anderledes relativ end den var i gamle dage, det er klart, at den slags må smitte af. Det bliver spændende at se, om de unge bliver klogere. Jeg tor de bliver klogere. Lad os sige det på den måde: Ondskaben og tåbelighederne og uvidenheden er universel.«

Axel Bech, skoleleder på Øster Farimagsgades Skole gennem 31 år:
»Hvis jeg havde været teenager i dag, havde jeg stået i den samme problematik. Men jeg håber, jeg havde været bedre opdraget og lært at sige nej. I dag er der et missing link i unges opdragelse, nemlig at de ikke har lært at sige fra, når der er noge,t de ikke har lyst til. Det er væsentligt forværret, siden jeg var ung.

Det er både den ny teknologi og pubertetens evige mangel på omtanke, der er årsagen til sådan nogle krænkelser. Vi har alle sammen været der. Det er de samme instinkter, der styre os. Men det er udviklingen af teknologien, der er eksploderet så hurtigt.

For de unge handler det om at være først på. Det handler om mig, mig, mig. Hele tiden. De siger jo selv, at når de har sendt et billede, så er det ikke for at være onde, men for at vise, at de er på hele tiden.

Når jeg taler med forældre, så føler jeg ofte, at der bare mangler underskriften, så har jeg skrevet under på adoptionspapirerne, så har skolen overtaget alle opgaver.

Forældrene har et kæmpe ansvar, men de står typisk af ved syvende klasse. Så har de nogle pudsige tanker om deres børns frihed. At de ikke skal blande sig i deres frihed eller kigge i deres tasker eller se i deres telefoner. En frihed de aldrig nogensinde har bedt om, og som de ikke kan administrere. Det er en skøn frihed, men de sovser rundt i en paradisisk situation af muligheder. De er ikke gode til at håndtere mulighederne og i hjemmet eller i skolen eller på institutioner er de ikke opdraget til, hvordan vi er over for hinanden.«

Hvad er gået galt galt?
»Tempoet er blevet så højt, at de unge bliver overladt for meget til sig selv. Men det er der mange familier, der har det fint med. Der er alle muligheder og ingen stopklodser. Du kan begynde at ryge, det koster ingen ting, du kan alt. Der er et pres på de unge, som er helt helt ulideligt. Mere end der var i din og min tid.«

Vil sigtelserne mod de tusind unge have en pædagogisk effekt?
»Nej, det er endnu en glidebane. Vi tror, vi kan straffe os ud af alt og banke folk på plads på den måde. Danskerne har den frihed, og den hæger vi om, og det er først, når vi bliver taget på fersk gerning, at det går op for os, at det var noget skidt.«