Niklas Landin har papir på at være verdens bedste håndboldspiller – men fra sommer har han ikke papir på sin fremtid.
Hans kontrakt med THW Kiel udløber nemlig med udgangen af juni, og parterne er endnu ikke blevet enige om en forlængelse.
Det er unormalt i en håndboldverden, hvor klubberne ofte har styr på trupsammensætningen mindst et år ud i fremtiden. Særligt med tanke på, hvor eftertragtet Niklas Landin er.
Men den danske stjerne virker selv til at tage situationen med samme stoiske ro, som han normalt udviser i målet.
Også selvom Landin i sommer sagde til B.T., at han regnede med, at der snart ville ske noget – efter at coronavirussen havde sat den indledende dialog med Kiel på pause.
Hvorfor er der stadig ikke sket noget?
»Det er et godt spørgsmål. Det må du snakke med andre om.«
Hvem?
»Kiel.«
Det har jeg forsøgt. Men de svarer ikke på mine spørgsmål.
»Ja, okay, ha ha. Jamen, det ligger lidt stille ligesom i sommer. Men forhåbentligt kommer det inden så længe.«
Du sagde i sommer, at du regnede med, du ville forlænge med Kiel. Regner du stadig med det?
»Ja, det regner jeg også stadig med. Det er det, der er min førsteprioritet,« siger Niklas Landin.
Det er ingen hemmelighed, at de tyske klubber er hårdt presset økonomisk af coronakrisen, og eksempelvis måtte Landin og holdkammeraterne i Kiel gå 50 procent ned i løn i 2020.
De finansielle kvaler kunne ligne den oplagte forklaring på, at Kiel ikke for længst har forlænget kontrakten med Niklas Landin, men de spekulationer vil den danske landsholdsanfører ikke bidrage til.
Til gengæld vil han gerne fortælle, at han og familien stortrives i den nordtyske by.
Og med udsigten til, at hans ældste søn skal begynde i skole til sommer, spiller netop familiens ve og vel også ind på overvejelserne om fremtiden for Niklas Landin, der har boet i Tyskland siden 2012.
»Han (sønnen, red.) er – og vi er – utroligt glade for den måde, vi lever på i Kiel, så det betyder selvfølgelig også noget i forhold til, om vi skulle til at flytte til et andet land. Og det er også en af grundene til, at vi håber på, at det er i Kiel, vores fremtid ligger,« siger Landin.
Den danske stjerne kom til THW Kiel i 2015, og efter et par magre år har Landin og co. nu for alvor ramt en guldåre.
I 2019 vandt klubben pokalturneringen, i foråret blev Kiel kåret til tyske mestre efter coronanedlukningen, og i forrige uge strøg tyskerne så til tops i Champions League efter en imponerende finalesejr over Barcelona.
Nu må de kommende måneder så vise, om Niklas Landin og Kiel ender med at finde fælles fodslag og får forlænget samarbejdet.