Hvorfor er paparazzi-fotografier nødvendige for Se og Hørs journalistik?

»De er nødvendige, hvis vi ikke på anden måde kan dokumentere en historie, eller hvis det væsentligt styrker en dokumentation. Vi bruger dem, hvis vi har en historie, som vi ved, holder, eller som vi er næsten 100 procent sikre på holder, og som vi er nødt til at billeddække på den ene eller den anden måde. Det kunne eksempelvis være, at Martin Jørgensen siger, at han ikke er par med Eva Harlou, og vi så fotograferer dem sammen. Tidligere var der en afdeling på fire-fem mennesker, der ikke bestilte andet end at ligge på lur; i dag er det én mand én time om ugen maksimum. Det, vi bliver skudt i skoene af Radio24syv, eksisterer stort set ikke længere, og når det sker, er det i meget begrænset omfang.«

Ifølge Radio24syvs opgørelse har Se og Hør benyttet sig af metoden 418 gange det seneste år. Mener du, at det er et begrænset omfang?

»Tallet skal ses i forhold til, hvad vi gjorde før i tiden. Og tager vi de udenlandske billeder fra – for det er bare billeder, vi køber, og hvis vi ikke køber dem, gør BT det –så er der 159 billeder tilbage, hvoraf mange er arkivfotos, og så har du et helt andet tal. Hvor stort det er, ved jeg ikke, for jeg har andet at gøre end at tælle lovlige billeder i mit blad. Jeg synes faktisk heller ikke, det er ret mange gange, og det er uanset hvad betydeligt færre end før.«

Kan du komme med et konkret eksempel på en situation, hvor Se og Hør før i tiden ville benytte sig af paparazzi, men hvor I i dag undgår det?

»Nej, det kan jeg ikke, for jeg ved ikke, hvad man gjorde før i tiden.«

I forbindelse med Se og Hør-sagen indførte Aller Media nye retningslinjer for at genskabe tilliden. I den forbindelse udtalte du: »Nu har vi lukket paparazzi-gruppen og bruger kun den metode, når den har et klart formål«. Hvad er Se og Hørs definition af »et klart formål«?

»Jeg er jo heldigvis ikke en lovgivende magt, så vi har ingen klare retningslinjer, men formålet er, at det skal kunne dokumentere en historie. Hvis jeg opdager, at der sidder nogle andre på en café, som jeg tilfældigvis befinder mig på, så vil jeg forbeholde mig retten til at tage det pludselige billede. Men når jeg sender fotografer ud til bestemte privatadresser, så er det for at kunne dokumentere en historie. Det er en helt almindelig journalistisk metode, som der intet ulovligt er ved. Loven er min definition og regel. Vi har ikke haft nogen sager ved domstolene de seneste tre år, og jeg har ikke hørt nogen stille spørgsmål ved vores metoder, før Radio24syv vælger at ringe nogle op og høre, om de ikke kan være lidt krænkede.«

Hvilke overvejelser gør Se og Hør sig om, folk føler sig krænkede ved at blive fotografere?

»En krænkelse er en meget subjektiv oplevelse. Nogle bliver krænkede, blot vi overvejer at fotografere dem, mens andre stiller nøgne op på fortovet.«