Nicolaj Kopernikus får Ove Sprogøe Prisen

Rollen som morderen i "Forbrydelsen" er blot én af mange fine præstationer i Nicolaj Kopernikus' karriere. Nu har præstationerne gjort ham til prismodtager.

Skuespilleren Nicolaj Kopernikus blev fredag hædret med Ove Sprogøe Prisen.

Prisen blev overrakt på den dag, hvor Ove Sprogøe ville være fyldt 88, og ud over hæderen kunne modtageren indkassere et beløb på 30.000 kr.

Prisen tildeles en dansk skuespiller for en usædvanlig præstation på tv, teatret eller på film.

Senest har Nicolaj Kopernikus især gjort opmærksom på sit talent i rollen som morderen Vagn i tv-succesen "Forbrydelsen".

Den 40-årige skuespiller blev uddannet på Odense Teater i 1994, og han har i de seneste år udmærket sig i en række fine præstationer, eksempelvis i Per Flys film "Bænken", hvor rollen indbragte Kopernikus en Bodil.

Prisen blev overrakt af Ove Sprogøes søn Henning Sprogøe. Den er stiftet med honorarerne fra forfatterne bag bogen "Den fynske vulkan" og med indtægterne fra de mindeforestillinger, som Nordisk Film stod for efter Sprogøes død i september 2004.

/ritzau/