New York City er kendt for mange ting. Ikke mindst byens mange skyskrabere.

Men netop skyskraberne er uheldigvis så tunge, at de får byen til at synke.

»The Big Apple« synker gennemsnitligt en til to millimeter pr. år. Nogle områder i den otte millioner indbyggere store by synker dobbelt så hurtigt.

Det slår forskere fast i tidsskriftet Earth's Future journal ifølge The Guardian.

Forskere har regnet sig frem til den samlede vægt af alle byens bygninger, heriblandt de mange skyskrabere, der som bekendt tæller Empire State Building og Chrysler-bygningen. Og bygningsmassen når op på, hvad der svarer til 140 millioner elefanter, skriver avisen.

Den enorme vægt presser ned på jordbunden, som består af en række forskellige materialer. Mange af de største bygninger har fast grund under fødderne, såsom skifer. Men andre bygninger står på blandinger af sand og ler. Dette forværrer synkeeffekten, som forekommer naturligt langs store dele af USAs østkyst.

Problemerne stopper ikke her. Byen må tilmed døje med klimatruslen i form af vandstandsstigninger, som er dobbelt så høje omkring New York City som i resten af verden.

Siden 1950 er vandet omkring byen steget cirka 22 centimeter. Store oversvømmelser som følge af storme kan opstå fire gange hyppigere i slutningen af århundredet end i dag, lyder det. Det skyldes en kombination af stigende vandstand og styrken af orkaner, som er øget på grund af klimaforandringer, skriver avisen.

Det vigtigste om hovedstaden direkte i din indbakke

Hver fredag samler nyhedsbrevet »Metropol« de vigtigste historier om København og hovedstadsområdet – og en skarp anbefaling til din weekend.