Nets øger kontrol med ansatte efter sløseri med kreditkort-oplysninger

I kølvandet på Se og Hør-sagen har tidligere ansatte i kundeservicen hos Nets fortalt, hvordan det har været normalt at snage i danskernes kreditkortoplysninger. Det får nu Nets til øge kontrollen i afdelingen.

Modelfoto/Iris Fold sammen
Læs mere
Foto: Modelfoto/Iris
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kontrollen med de ansatte i kundeservice-afdelingen hos Nets skærpes, efter at tidligere medarbejdere anonymt har beskrevet en sløset omgang med danskernes kreditkortoplysninger. Det oplyser Nets, som dog ikke kan genkende billedet af en lemfældig omgang med kundernes kreditkortoplysninger.

»Hvis du spørger de ansatte i afdelingen, er de ikke i tvivl om, hvad de må og ikke må. Her er der så åbenbart nogen, som har gjort det alligevel. Derfor skal vi selvfølgelig indskærpe de regler, der gælder for vores medarbejdere i kundeservice,« siger Ulrik Marschall, kommunikationskonsulent i Nets.

I forrige uge fortalte en tidligere medarbejder hos Nets til netmediet Version 2, at »det var normalt at kigge på, hvad ekskærester og kendte personer brugte deres kort til. Eller at se, om kæresten, der var holdt op med at ryge, alligevel havde været i kiosken og købe cigaretter«.

Tirsdag kan Version 2 så igen fortælle om en anonym medarbejder, der ligeledes beskriver hvordan de ansatte snagede i oplysninger, som de ikke skulle bruge for at udføre deres job. En tidligere ansat i firmaet Aditro, som Nets tidligere købte kundeserviceydelser af, fortæller til Version 2, at »hvis du var bare en smule smart, kunne du sagtens gå ind og kigge på andres betalinger«:

»Det talte vi internt om - at det var da meget sjovt, man kunne det, og man sagde til en kollega at ’det her skal du lige se’. Man kunne rekonstruere en hel weekend ved at se, hvad folk havde brugt deres penge på,« lyder det videre.

Det får nu Nets til at øge antallet af stikprøvekontroller i afdelingen.

»Når enkelte tidligere medarbejdere stiller sig frem, vidner det om, at det har været muligt for nogen at tilgå oplysningerne, men det er absolut ikke en kultur, som vi bifalder eller kan nikke genkendende til. Nu går vi ind og øger antallet af stikprøvekontroller, så vi i højere grad kan forhindre, at de ansatte af egen drift kigger på kundernes oplysninger,« siger Ulrik Marschall.

Nets oplyser, at alle ansatte skriver under på, at de kun må tilgå data, som er nødvendige for at løse arbejdsopgaverne, samt at de ikke må videregive data.

I kølvandet på Se og Hør-sagen er der igen kommet fokus på datasikkerheden, fordi ugebladets ulovlige kilde angiveligt har lækket kreditkortdata om kendte og kongelige fra systemer hos Nets. Mandag kunne Nets fortælle, at det ulovlige læk kan være sket hos dem, og at de kan »konstatere adfærdsmønstre, som underbygger, at der kan være sket et misbrug«.

Som konsekvens af sagen skærper Nets sikkerheden ved bl.a. at gennemgå og sikkerhedsvurdere eksisterende adgange til kortdata samt en gennemgang af de såkaldte logs, der kan spore uvedkommendes adgang. Alt sammen for at sikre, at ulovlig adgang til fortrolige data i højere grad bliver rapporteret og undersøgt.