Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
En computerinteresseret mand fra Videbæk vest for Herning skal nu klikke ind på sin netbank og finde 150.000 kroner. Pengene skal afleveres til rettighedshaverne til den danske film "Sorte Kugler".
Det er resultatet af en dom fra Retten i Herning, hvor manden i forrige uge blev dømt for at gøre den danske komedie tilgængelig på den svenske hjemmeside "The Pirate Bay", så andre fildelere frit kunne downloade og videredistribuere den.
Vigtig afgørelse
Fogedsagen mod netpiraten, der er i slutningen af 20'erne, blev rejst af RettighedsAlliancen, der tidligere var kendt som Antipiratgruppen og repræsenterer rettighedshaverne inden for musik- og filmbranchen.
Dommen modtages da også med tilfredshed af RetttighedsAlliancens advokat, Maria Fredenslund.
- Det er en meget vigtig afgørelse, fordi den fastslår, at det er en alvorlig overtrædelse af loven, når man som den første stiller ulovligt materiale til fri afbenyttelse for andre brugere, siger hun.
Kun for sjov
Ifølge Maria Fredenslund har den dømte ikke selv tjent penge på sagen, men forklarede i retten, at han havde uploadet filmen "for sjov", og fordi "han ikke havde andet at lave".
Da først filmen var lagt på The Pirate Bay, vandrede den ifølge RettighedsAlliancen hurtigt videre til andre ulovlige fildelingsnetværk.
- Så den er spredt til mange tusinde andre brugere, siger Maria Fredenslund.
Ud over bøden på 150.000 kroner skal den dømte også betale sagsomkostninger på godt 40.000 kroner.
/ritzau/
I samarbejde med Filmtrailer.dk