Nekrolog: En terrorists død

Niels Jørgensen - en af stifterne af Blekingegadebanden er død. Han var mistænkt for drab på politimanden Jesper Egtved Hansen under Købmagerrøveriet, men drabsmanden er aldrig blevet identificeret.

Niels Jørgensen bagest i bilen på vej til afhøring. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Hauerbach

Niels Jørgensen er død. Han var medlem af Blekingegadebanden og mistænkt for at være den, der skød politimanden Jesper Egtved Hansen ved røveriet ved Købmagergade Postkontor i november 1988. Drabsmanden er aldrig blevet identificeret.

Niels Jørgensen blev indlagt 1. september med mavesmerter. Ifølge Ekstra Bladet led Niels Jørgensen af kræft, som han tidligere var blevet behandlet for.

Niels Jørgensen var ved retssagen i Østre Landsret blevet idømt 10 års fængsel for bl.a. overtrædelse af våbenloven, dokumentfalsk og røveri af særlig farlig karakter. Han blev sat på fri fod i december 1995. Drabet på Jesper Egtved Hansen blev ingen dømt for, da bandemedlemmerne dækkede over hinanden.

Forfatteren til bøger om Blekingegadebanden Peter Øvig Knudsen har sagt, at kriminalpolitiet er overbevist om, at det var Niels Jørgensen, der sad på førersædet og steg ud og affyrede de dræbende skud med et haglgevær.

Under sin fængsels tid studerede Niels Jørgensen psykologi og var bl.a. talsmand for fangerne. Efter sin løsladelse i 1995 boede han ifølge Jyllands-Posten i nærheden af kartoffelrækkerne under nyt navn.

Tidligt bandemedlem
Niels Jørgensen var en af bandens tidlige medlemmer, der startede som Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) under ledelse af maoisten Gotfred Appel. Det var Appel, der var gruppens ideologiske fader og stod for den såkaldte snyltestatsteori.

Ifølge Appel var den vestlige arbejderklasse korrumperet gennem velfærd i den kapitalistiske verden og kunne ikke bruges til at lave revolution. Derimod udbyttede den vestlige verden, og altså også arbejderklassen, de undertrykte i den fattige verden. Det var altså her man skulle finde menneskematerialet til at lave revolution. Ikke mindst palæstinenserne fangede snart Gotfred Appels og andre KAK-medlemmers interesse. Appel og andre fra KAK rejste til Mellemøsten og fik allerede omkring 1970 kontakt med PFLP, der var en radikal palæstinensisk terrorgruppe, der benyttede sig af angreb på civile for at opnå sine politiske mål.

Det kom efterhånden til konfrontationer mellem Gotfred Appel og andre i gruppen, herunder Niels Jørgensen. Dels ville Gotfred Appel tilsyneladende ikke gå så langt i samarbejdet med PFLP, at han accepterede røverier og terror og dels kom den kønspolitiske dagsorden til at skabe splid i gruppen. Det endte med, at Niels Jørgensen og andre i gruppen brød med Gotfred Appel og dannede deres egen gruppe Kommunistisk Arbejdsgruppe, som i realiteten blev til det vi kender som Blekingegadebanden.

Partner for PFLP
Bandens medlemmer var indstillet på et tæt samarbejde med PFLP og blev i realiteten PFLPs samarbejdspartner i Europa. Alle de penge de samlede ind ved røverier gik til PFLP. Man ved desuden, at banden havde nedgravet et stort våbenlager udenfor Paris, der sandsynligvis var en del af PFLPs hemmelige våbendepoter.

Blekingegadebanden udarbejdede desuden en såkaldt z-file, der rummede navne på jøder og pro-israelere. Men man havde også planer om et egentlig jødekartotek, der sandsynligvis skulle sendes til PFLP. Til hvilken nytte, kan man spørge? Det var bandens holdning, at alle jøder var potentielle zionister, der kunne tjene Israels, zionismens og USA imperialismens sag og derfor var det nødvendigt at betragte alle jøder som fjender.

Under retssagen mod bandens medlemmer bortfald al tiltale for international terrorisme og man derfor ikke gennem retssagen belyst samarbejdet med PFLP. Imidlertid havde anklagemyndigheden samlet et stort materiale netop for at gennemføre en retssag også om disse formål og gennem dette materiale ved man temmelig meget om bandens tætte samarbejde med PFLP.

Mens de fleste af bandens medlemmer havde høje uddannelser og gode jobs ved siden af deres aktive bandeliv, så havde Niels Jørgensen ingen lang uddannelse og ifølge oplysninger fra kredsen var han den, der var hårdest presset af det stressende og belastende dobbeltliv som lovlydig borger og terrorist-hjælper. På et tidspunkt begyndte han således at drikke. Der er intet, der synes at tyde på, at Niels Jørgensen var grebet af anger og fortrydelse. Til det sidste fastholdt han i de udtalelser han gav, at bandens aktioner var begrundet i idealistiske formål, som han ikke fortrød.