Nedrevet køreledning lammede togtrafikken over Storebælt

Togtrafikken er indstillet mellem Nyborg og Odense i flere timer. En køreledning er revet ned ved Nyborg.

Arkivfoto af overrevet køreledning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Helsinghof Bæk
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Togdriften over Storebæltsbroen var torsdag lukket i over seks timer, efter at en køreledning var blevet revet ned ved Nyborg.

Det oplyste DSBs informationschef, Tony Bispeskov.

DSB havde klokken 15.30 igen fået mulighed for at køre over Storebælt, men frem til midnat forventes der ikke at kunne køre tog mellem Odense og Nyborg.

Det skyldes, at arbejdet med at fjerne den nedrevne køreledning trækker ud.

Banedanmark, der står for opgaven, håbede ellers at være færdig med oprydningen senest klokken 20.

»Vi er fortsat i fuld gang med at løse problemet med den nedfaldne køreledning. Arbejdet forventes desværre at tage resten af døgnet. Tjek Rejseplanen og hold dig opdateret på togbusser hos DSB,« skriver Banedanmark.

Fra klokken 16 har DSB indsat togbusser mellem Odense og Nyborg.

Banedanmarks første prognose torsdag formiddag lød på, at togene igen kunne køre fra klokken 14, men det blev altså ikke tilfældet.

Det er mellem Odense og Korsør, at togene i mange timer har holdt stille.

Fra Odense begyndte togbusserne at køre fra klokken 8.30, mens busserne forventedes at forlade Korsør fra klokken 9.00, oplyste DSB på sin hjemmeside.

Også mellem Aarhus og Aalborg har togene holdt stille. Det har været situationen siden onsdag aften.

Men omkring klokken 10.00 torsdag meddelte Banedanmark, at DSB kunne begynde at genoptage togtrafikken.

Væltede træer på togskinnerne har været årsag til de stillestående tog. Men disse har Banedanmark fået fjernet.

Trafikken rundt om i landet er i det hele taget blevet ramt af voldsomme vejrforhold både onsdag og torsdag.

/ritzau/