Navneforbuddet i sagen mod den 33-årige mand, der er tiltalt i sagskomplekset om tre forskellige angreb på yngre piger på Vestsjælland, er ophævet.
Det er sket efter et retsmøde ved Retten i Næstved, skriver TV 2.
Den 33-årige er tiltalt for frihedsberøvelse, voldtægt og drab af Emilie Meng i 2016, overfald på en 15-årig pige i Sorø i 2022 samt frihedsberøvelse og voldtægt af en dengang 13-årig pige i Kirkerup i 2023.
Mens fremmødte medier ved retsmødet argumenterede for, at navneforbuddet skulle ophæves, protesterede den 33-årige mands forsvarer, Karina Skou.
I sidste ende vurderede dommeren dog, at mest talte for at ophævet navneforbuddet.
Og mens det giver mulighed for, at den tiltaltes navn og identitet lovligt kan bringes i danske medier, kommer Berlingske som udgangspunkt ikke til at gøre dette.
Det forklarer Berlingskes samfundsredaktør, Kasper Krogh.
»Berlingskes etiske retningslinjer tilsiger grundlæggende, at vi ikke sætter navn på eller identificerer tiltalte personer i en straffesag, før der er fældet dom. Derfor vil ophævelsen af navneforbuddet ikke ændre ved de grundlæggende principper for, hvordan vi har dækket og vil dække denne sag, når den kommer for retten. Så i udgangspunktet sætter vi ikke navn på tiltalte før en domfældelse,« siger Kasper Krogh.
Ophævelsen af navneforbuddet kan dog alligevel give avisen mulighed for at beskrive flere af sagens faktuelle forhold, fordi det nu i større grad bliver muligt at skrive om gerningssteder og den tiltaltes baggrund.
»Derudover er der fortsat en række etiske hensyn til de forurettede i sagen, vi kommer til at tage hensyn til, når vi skal dække retssagen,« siger Kasper Krogh.
Retssagen mod den 33-årige mand begynder 14. maj.

