Naturkanon på vej

Kulturminister vil støtte en kanon for dansk natur.

Tryggevælde Å. Arkivfoto:Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) kæmpede for, at vi skulle have en kulturkanon. Det fik vi. Nu skal vi også have en kanon over det vigtigste i den danske natur, mener han.

Det skriver Århus Stiftstidende lørdag.

Mange danske skolebørn har svært ved at kende forskel på en ræv og en grævling. På et bøgetræ og en eg. Eller et pattedyr og et krybdyr.

Ideen om at skrive en naturkanon har de fået på Naturhistorisk Museum i Århus sammen med Zoologisk Museum i København og Naturama i Svendborg. Sammen har de planlagt snarest at søge midler i en ny projektpulje i Kulturministeriet.

Det hørte Brian Mikkelsen om i går, da han besøgte muséet i Århus, og han blev meget begejstret. Så nu synes bevillingen afgjort på forhånd.

"Skriv bare, at det vil jeg drøfte med undervisningsminister Bertel Haarder. Når et konkret forslag kommer frem fra de tre muséer, vil jeg støtte det," sagde Brian Mikkelsen til Århus Stiftstidende.

På Naturhistorisk Museum siger direktør Thomas Secher Jensen:

"Vi hører det, når eleverne kommer her. Nogle af dem kan ikke ret meget. De får problemer, når vi beder dem forklare, hvad en hede er, og hvad forskellen er på bøg og eg eller for den sags skyld en ræv og en grævling. Det må blive den slags elementer, der skal med i de 10 eller 12 dele af en kanon, altså hvad enhver dansker bør vide om dansk natur."

Kilde: Århus Stiftstidende