Naser Khader forsvarer rosende rapport til 428.000 kroner: »Det danske forsvar gør det jo godt«

Forsvarsministeriet bestilte og betalte for en rapport hos en amerikansk tænketank. Formålet var blandt andet at »fremme danske forsvars- og sikkerhedspolitiske synspunkter i Washington D.C«, skrev forsvarsministeren til Folketinget.

Politisk flertal vil polstre det danske forsvar Statsministeren
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og statsminister Lars Løkke Rasmussen hilser på soldater ved en NATO-øvelse i Oksbøl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

Naser Khader er ganske rolig.

»Sådan er virkeligheden. Jeg ser ikke noget problem i, at Danmark forsøger at fremme danske interesser,« siger den konservative folketingspolitiker til Berlingske.

Avisen har spurgt formanden for Folketingets Forsvarsudvalg, hvad han mener om, at Forsvarsministeriet har bestilt og betalt en rosende rapport om det danske forsvars formåen. En rapport, som ifølge militære eksperter udelader kritiske pointer, og som ikke deklarerede, hvem der havde betalt for arbejdet.

»Det er sådan, tænketanke udarbejder rapporter,« siger Naser Khader, der ved siden af sit arbejde i Folketinget er senior fellow ved tænketanken Hudson Institute:

»Jeg ved, at mine kolleger i tænketanke generelt arbejder uafhængigt. Man kan ikke købe bestemte synspunkter. Det er rigtigt, at det (danske forsvarsbidrag, red.) fremstilles meget positivt, men det er også positivt, hvad vores forsvar gør. Hvis man havde lavet samme rapport om det græske forsvar, ville jeg være mistænkelig, men vi kan godt være stolte over, hvad vi gør i Danmark. Så det er fint, at vi formidler det videre til nogle af de vigtigste beslutningstagere, amerikanerne.«

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har skoset flere af de europæiske NATO-allierede for ikke at leve op til den fælles ambition om at øge forsvarsbudgetterne til to procent af bruttonationalproduktet (BNP). Danmark anvender i dag cirka 1,4 procent af BNP, mens eksempelvis Grækenland som et af de få NATO-lande lever op til ambitionen og anvender to procent.

Naser Khader er formand for Folketingets Forsvarsudvalg. Derudover er han ved siden af sit arbejde som folketingsmedlem senior fellow i en amerikansk tænketank og har personlig erfaring med at levere den type rapporter, som Forsvarsministeriet nu er kommet i modvind for at bestille. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard.

Den danske regerings synspunkt er, at medlemslandene i højere grad bør måles på de kapaciteter, de leverer til alliancen og ikke på kroner og ører. Og dét synspunkt er vigtigt at promovere, siger Naser Khader:

»Vi har soldater i Baltikum, i Mali, i Afghanistan og Irak. Vi gør faktisk en stor forskel, og det er vigtigt, at vores allierede er klar over dette.«

Skal »fremme« danske synspunkter

Rapporten er betalt af Forsvarsministeriet og udarbejdet af en af de største amerikanske sikkerhedspolitiske tænketanke, Atlantic Council, efter en studietur i Danmark, hvor fremtrædende forskere og spindoktorer fra Kongressen deltog.

I et svar til Folketinget har forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) forklaret, at samarbejdet med tænketanken blandt andet skal »fremme danske forsvars- og sikkerhedspolitiske synspunkter i Washington D.C.«. Til Berlingske siger ministeren i en skriftlig kommentar, at det handler »om at få skabt større forståelse for Danmark og danske prioriteter på det sikkerhedspolitiske område«.

Naser Khader, styrker det rapportens troværdighed, at der er udeladt kritiske punkter, og at det ikke fremgik, hvem der har bestilt og betalt den?

»Det fremgår klart, at vi gør en stor forskel, og at det danske militær gør det godt. I forhold til, om der er udeladt noget, må du spørge rapportens forfattere om dette, men jeg mener ikke, at det skader troværdigheden.«

Kan du forstå, hvis nogen tænker, at det lyder som om, man har købt sig til rosende omtale?

»Man kan ikke købe sig til rosende omtale. Det er virkeligheden, der bliver beskrevet. Man kan ikke få nogen i en tænketank til at skrive noget, der er modsat virkeligheden. Det er positivt, det de skriver. Det danske forsvar gør det jo godt.«

Kan man købe sig til at få nedtonet negative pointer?

»Det er ikke noget, du kan bede om. Du gør det, at du giver dem adgang, hvorefter det er dem, der konkluderer og skriver. Det er normal procedure. Der er heller ingen, der sætter spørgsmålstegn ved Peter Viggos (Jakobsen, lektor og Ph.d. ved Forsvarsakademiet, red.) integritet og troværdighed, selv om han bliver betalt af den danske stat. Det samme gælder DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier, red.), som også finansieres af det offentlige,« siger Naser Khader.

I Enhedslisten er forsvarsordfører Eva Flyvholm uenig.

»Det virker på mig som om, der er noget forskningsetisk galt, og det ser ud som om, at man har købt sig til positiv omtale,« siger Enhedslisten ordfører, som nu vil spørge forsvarsministeren, om den slags rapporter er normal praksis i ministeriet.

»Og så er det absurd, hvor langt man er villig til at gå for at pumpe Danmarks militær op for at tilfredsstille Trump, fordi han tuder os ørerne fulde af, at vi skal bruge flere penge på våben. Det gør han ikke af hensyn til Europas sikkerhed. Hans hovedinteresse er den amerikanske våbenindustri,« siger Eva Flyvholm:

»Det er på tide med en forsvars- og/eller udenrigsminister, der tør stå på egne ben i stedet for at stå på hovedet for at imponere Trump.«