Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er helt i orden, at der er stor forskel på den straf, som smugleri af narkotika udløser på Færøerne og i Danmark.
Det er signalet fra Højesteret i en dom, der er afsagt tirsdag. Sagen handler om en mand, der indsmuglede næsten et kilo amfetamin. Stoffet var skjult i en højttaler i en bil.
Manden er blevet idømt fængsel i fem år, hvor en tilsvarende mængde i Danmark normalt giver en straf på mellem tre år og to et halvt år.
Den hårdere kurs går mere end 20 år tilbage og er begrundet i de særlige forhold på Færøerne. Prisen er væsentligt højere på øerne, og det samme er fortjenesten.
For eksempel kostede et gram amfetamin dengang i 2019, da smugleriet skete, cirka 800 kroner i handel på det sorte marked på øerne. Det har en politiassistent forklaret.
I Danmark lå detailprisen i intervallet fra 30 til 150 kroner på samme tidspunkt.
Den tiltaltes forsvarer, advokat Jógvan Páll Lassen, bad om en mildere straf og mente, at prisforskellen ikke kan begrunde en stor forskel i straffen.
For eksempel koster amfetamin på Bornholm mere end i resten af Danmark, uden at straffene på øen i Østersøen er strengere, har han påpeget.
Men Højesteret holder altså fast. Og begrunder i øvrigt også den hårdere linje med »de samfundsmæssige skadevirkninger ved indførsel af farlige euforiserende stoffer til et lille samfund som Færøerne.«
Selvstyret på Færøerne overtog strafferetten som sagsområde i 2010. Hjemmestyret har ikke taget initiativer, der kan føre til en ændring af praksis om strafudmålingen i sager om narkotika, bemærker dommerne.
Den dømte var i øvrigt også i besiddelse af 400 gram hash og 150 gram MDMA.
/ritzau/