Næsten tusinde er konstateret smittet med coronavirus det seneste døgn: »Det ser desværre ikke så godt ud«

Denne uge har budt på flere kedelige coronarekorder. Ugen blev rundet af med endnu en af den slags rekorder. Det viser de coronatal, som de danske myndigheder udgiver dagligt.

945 danskere er konstateret smittet med coronavirus det seneste døgn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold

Der er i denne uge blevet sat flere nedslående og kedelige rekorder, når de daglige coronatal er blevet meldt ud. Det højeste smittetal blev registreret fredag, hvor Statens Serum Institut (SSI) meldte ud, at 859 personer var blevet testet positive for covid-19. Lørdag ændrede rekordtendensen sig imidlertid, for her var der 789 nye bekræftede tilfælde.

Men nu tegner der sig et billede af, at den triste tendens fortsætter.

945 danskere er det seneste døgn blevet konstateret smittet med coronavirus. De 945 smittede er fundet blandt de 57.902 test, der er blevet foretaget det seneste døgn. To er døde med virussen, så der nu samlet er registreret 702 covid-19-relaterede dødsfald i Danmark.

Men, understreger SSI, tallet for nye registrerede smittede kan være højere, end hvad der var forventet.

Ifølge SSI skyldes det, at dagens tal indeholder data for 25 timer i stedet for 24 timer.

Det sker på grund af skiftet til vintertid.

Siden tallene blev meldt ud lørdag, er yderligere syv personer blevet indlagt. En er kommet på intensivafdeling, og en får hjælp af en respirator. Samlet set er der nu 127 indlagte – 18 af dem er indlagt på intensivafdeling, og 15 er lagt i respirator.

Selv om tallene den seneste uge har været langt højere end tidligere, er det ikke nødvendigvis udtryk for, at der er mere smitte i samfundet set i forhold til foråret.

Der ville i starten af april have været mellem 2.000 og 3.000 daglige smittetilfælde, hvis man havde foretaget 50.000 test om dagen, viser en rapport, som Statens Serum Institut har offentliggjort.

Den nuværende rekord kommer, efter at regeringen fredag fortalte om en række nye restriktioner, der træder i kraft mandag. Blandt andet sænkes forsamlingsforbuddet nu til ti personer. Torsdag følges det op med krav om, at der skal bæres mundbind på alle offentligt tilgængelige steder.

Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen og speciallæge i anæstesi, siger til Berlingske, at de nye tal understreger, at Danmark har »et voldsomt højt smittetryk«.

»Men der er stadig relativt få, der bliver indlagt. Det er jo et godt tegn, men formentlig et tegn på, at det mest er unge, der bliver smittet. Sundhedsvæsenet er bestemt ikke under pres endnu. Vi er stadig meget langt fra maksimum,« siger Torben Mogensen.

Han fortæller, at dagens tal viser, at tiltagene, som regeringen præsenterede torsdag, var nødvendige.

»Jeg håber på, at det er nok, men det ser desværre ikke så godt ud,« siger han.

Du kan se overblikket over de nyeste tal her.