Næsten giftet bort i Sahara

Den tunesiske familie var venlig og gæstfri, men opholdet var tæt på at give Nanna Hyldgaard en uønsket mand. Rejsebrevet her gav en 6. præmie i Brev fra det Blå.

»Bliv her og gift dig!«

Bedstemoderen kommanderer på arabisk. Den gamle dames sorte øjne låser mit blik. Ørkensolen synker, mens skyggerne vokser og farver hendes grønne klædedragt mørk.

Svigerdatteren Samed oversætter til fransk. Jeg tror først, de laver sjov. Det gør de ikke.

Bedstemoderen og nabokvinderne hyller mig ind i skinnende silke, som de hæfter fast med guldbrocher og kæder. På mit hoved trykker de en gylden hat med lange, dinglende guldsnore. De gamle kvinder griner, drejer mig rundt og diskuterer højlydt. De tilføjer lange smykker og små brudesko. En orientalsk prinsesse kigger forbavset på mig i spejlet.

»Hvad ville dine forældre sige til, at du giftede dig med en mand herfra?« fortsætter Samed.

»Jeg tror ikke, de ville kunne lide, at jeg boede så langt væk,« svarer jeg usikkert.

»Jamen, I behøver ikke bo her. Du skal bare giftes her. Vore bryllupper er så smukke.«

Jeg indvender, at jeg kun er 21 år.

Samed ryster på hovedet. Hendes blåsorte hårlokker virrer: »Så er du jo snart for gammel!«

Lillesøsteren Hajer tilføjer, at hun har drømt, at jeg blev gift med en arabisk mand, og at hendes drømme plejer at gå i opfyldelse.

Jeg slår det hen: »Ja, ja, vi får se.«

Det hele startede på kajen i Tunis en uges tid inden. Bag mig ligger Sicilien, otte timers sejltur og en forhastet beslutning om at rejse til Afrika. Solen hænger hvid i disen over moskéerne, da jeg nølende træder i land og får et snørklet stempel i mit pas.

En bus bumler mig sydpå ind i ørkenen. 200 dromedarer ligger fastfrosne i heden. Midt i intetheden troner et skilt med to skolebørn i en rød trekant ligesom dem, vi har i Danmark. Ind imellem brydes sandklitterne af oaser med daddelpalmer.

En lille dreng griner til mig fra sædet foran. Tre-årige, mørke øjne glimter, da jeg trækker et postkort med en kamel op af min taske. Hans små, buttede hænder river det fra mig og propper det op i hans storgrinende mund, der gnasker undersøgende på det. Øv. Moren ser ham. Arabiske brokker flyver med smæld gennem luften. Hun inddrager kortet og rækker det tilbage til mig.

Drengen smiler gavtyveagtigt i hullet mellem sæderne. Jeg smugler kortet tilbage i hans ivrige hænder, moren tager det, og sådan kører vi lidt i ring, til vi alle tre griner, og han får lov at beholde den gennemgnaskede gevinst.

»Vil du med os hjem?« spørger hans mor, Samed, på fransk. Hendes unge, runde ansigt titter frem mellem kort, viltert hår. Hun virker sød. Vi hopper sammen af bussen på en gade med rød jord. Byen Kebili i det sydlige Tunesien ligner TV-billeder fra Palæstina. Husene af beton er enten ruiner eller ikke bygget færdige. Mellem dem flimrer støv og skarpt lys. Intet andet.

Familien bor på kanten af ørkenen. Vi spiser og sover alle på gulvet i det samme rum. Ikke fordi de er fattige - de tilhører den øvre del af middelklassen efter tunesiske standarder - men fordi sådan gør man bare.

Da Solen står op over de tomme vidder, vralter bedstemoren ud på gaden og malker deres fire geder. Hun fylder mælken i en oppustet gedehud, som hun vugger over sine knæ for at lave smør. Her lugter af røgelse.

De hælder dobbelt så meget mad op på min tallerken, som på alle andres.

»Nej, tak. Jeg kan ikke spise mere,« mumler jeg.

Det overhører de fuldstændig og skovler et bjerg af stærk cous cous, grøntsager og kylling over til mig. Da jeg forsøger at hjælpe med opvasken, smider de mig bestemt ud af køkkenet. Jeg er gæst. De overlæsser mig med gaver, jeg umuligt kan slæbe med mig.

»Kan en person fra Tunesien bare tage til Danmark og arbejde?« spørger bedstefaderen. Jeg må desværre meddele ham, at det ikke er tilfældet.

»Hvad så, hvis man gifter sig med en dansker?«

»Ja, så kan man godt,« svarer jeg og dropper at forklare den strammede udlændingepolitik og 24-års reglen.

Samed sidder på gulvet og blander hennapulver med vand. Resten af familien snorker rundt om os. Jeg ligger slapt på en madras og tvinger søvnen bort, for jeg vil se, hvordan hun gør. Da hun er tilfreds med konsistensen, stikker hun fingrene ned i en skål og tager en mudret klat op. Samed gnider det på mine fodsåler og dekorerer mine hænder med fine mønstre. Mudderet skal blive på natten over.

Når en gæst besøger et hus for første gang, smører man hende ind i henna. Det er en gammel arabisk tradition. Jeg drømmer om henna den nat og får at vide, at det betyder held og snarligt giftermål. Jeg tænker, at drømmen udsprang, fordi mine hænder og fødder natten igennem var fedtet til med hennamasse og viklet ind i vat og bandager. Men jeg protesterer ikke over spådommen.

Familien giver mig også en djebba, en lang, løs klædedragt, der er helt vidunderlig i varmen. Hjemme hos dem selv går kvinderne i de smukkeste klædedragter. Når de skal være fine, skifter de til wanna-be vestligt viskosetøj.

Vi skal til byen. »Skynd dig at klæde om,« beordrer Samed.

Jeg kigger desorienteret ned ad min forvaskede bomuldstrøje og den lange, sandfarvede hørnederdel. Tøjet beskytter mod Solen og mændenes blikke. Min rygsæk indeholder derudover kun lårkorte shorts, soltoppe og en bikini. Vil hun have, jeg skal tage djebba på til byen? Jeg møder usikkert Sameds blik.

»Har du ikke andet?« spørger hun.

»Øh... « Det absolut mest sagte ord fra min side under opholdet hos familien, sniger sig igen ud af min mund. Jeg aner ikke, hvilken slags tøj, hun efterlyser.

Hun finder et par lilla plasticjeans og en minituøs pink top:

»Her, det kan du låne!«

Der er 40 grader. Folk glor desuden nok, uden at jeg klæder mig ud som en østeuropæisk prostitueret. Jeg protesterer vagt.

Samed ser skuffet ud: »Vil du ikke være fin?«

Nej, jeg vil ikke være fin. Egentlig vil jeg helst heller ikke møde flere familiemedlemmer og tage imod gaver, jeg umuligt kan slæbe rundt på: store lysegrønne vaser, glasfisk fyldt med farvet sand, porcelænsfigurer og andet kitsch. Egentlig har jeg lyst til at drage videre. Alene.

Jeg fylder lungerne med luft og tager mig sammen:

»Det har virkelig været en smuk oplevelse at besøge jer, men jeg tager altså videre i morgen«. Samed ser bestyrtet ud:

»Jamen, min veninde skal giftes i morgen. Du skal med. Du kan ikke tage af sted allerede. Du har ikke mødt min mands famlie. Vi har en overraskelse til dig.«

Og sådan bliver det. Jeg får lov at beholde min hørnederdel, men ikke lov til at forlade dem. En smule omtumlet rejser jeg med dem videre til en ny by, til et andet hus fyldt med mennesker.

Overraskelsen hedder Adel og er min udkårne. Han er en bror af familien. En høj, genert fyr, der bliver gennet ud for at vise mig stranden, markedet og bryllupperne. Jeg fatter stadig ingenting og drager godtroende med ham til et gyngende hav af bryllupper. Det vilde optog vugger gennem gaderne. Fløjter hvisler, trommer banker, katte mjaver. Gamle damer synger og vrikker med hofterne i deres arabiske dragter. I udstrakte arme mod skyerne svæver fire kurve med gaver til bruden.

Der hænger fåreindvolde til tørre på terrassen. At slagte et får er et af de utallige gøremål, man skal huske i løbet af et bryllup. Og mange får må lade livet i denne tid.

Sommer er nemlig højsæson for bryllupsfester. De varer mellem fire og syv dage afhængig af familiens økonomi. Hver nat trommer mine ben i søvne i takt til musikken fra de nærmeste bryllupper i nabolaget.

»Har du lyst til at blive gift med en arabisk mand?« spørger Samed alvorligt.

»Øh... det må jeg vist lige diskutere med min familie,« stammer jeg.

»Bare rolig. Vi vil alle sammen diskutere det med din familie. Når man beder om en piges hånd her, spørger man ikke hende, men familien,« slår Samed fast.

Jeg vil ikke fornærme dem. Desuden har jeg så småt mistet fornemmelsen af tid og rum. De er jo allesammen så søde ved mig. Er der grund til at drage videre?

Min anspændte krop skriger JA, men jeg ignorerer den. Adel tager mig med på ture, skaffer taxa'er, åbner bildøre og holder de andre mænd væk. Men han siger ingenting.

Mine hjerneceller knirker i forsøget på at finde nye samtaleemner. Jeg tror, han er dødtræt af at være barnepige for mig.

En blå velouræske springer op. Sølvhalskæden glitrer, og Adel smiler genert. Jeg er rørt og smigret og snotforvirret. Jeg takker overstrømmende, mens min hjerne løber i tusind retninger. Situationen tæsker af sted med mig. Jeg falder faldskærmsløst ind i familiens venlighed og traditioner. Nettet af gaver og tjenester strammer til. Jeg snapper efter vejret. Jeg skal ikke giftes, jeg vil ikke bo i Tunesien. Disse to sætninger kører i ring midt i tankernes kortsluttede kaos.

Vi er endnu en gang på vej til nogle andres bryllup.

Adel putter halskæden om min hals og bekendtgør, han gerne vil have et forhold til mig. Mit franske er langtfra perfekt, og jeg ved ikke helt, hvad der ligger i ordet »liason«, så jeg vælger at opfatte det som et pennevenneforhold og lover at skrive. Han ser en smule forvirret ud.

Samed kommer.

»Jeg skal altså af sted nu,« kvækker mig stemme vagt. »Min sommerferie slutter snart, jeg må hjem i skole«.

»Nej, det kan du ikke endnu,« svarer Samed bestemt. »Min kusine holder bryllup om tre uger, det skal du med til. Du må ikke gøre mig trist.«

Fuldstændig paranoid og rundt på gulvet hopper jeg i ly af mørket på nattoget til Tunis. Jeg styrter ned til hovedstadens havn kl. 4 om morgenen, da højttalerne på moskéens tårn kalder til bøn for første gang. Færgen til Marseille sejler først til middag, men jeg er rædselslagen for at misse den. Jeg vil tilbage til Europa - verdensdelen med toiletpapir og kvindefrigørelse.

Sejlturen til Frankrig tager 24 timer. Jeg har den sædvanlige samtale med stewarden, der viser mig min kahyt. Dansker. Nanna. Gift. (Aldrig har jeg været mere gift, smut med dig...) Jeps, rejser alene. (Svært at benægte, der er kun mig). Nej, jeg har ikke lyst til at snakke. Nej, du skal ikke komme ind. Nej, ikke interesseret. Nej, lad være at komme igen senere. Lad mig være, s'il vous plaît.

Middelhavet er dybt blåt på samme måde som god rødvin er dybt rød. Båden vugger min lettede, ugifte krop ind i en 24-timers lur.