Næste gang dræber de et barn

Kommentar: Forfatteren og journalisten Jane Aamund, der selv er tidligere kamphundeejer, langer ud efter politikere og Dansk Kennel Klubs linje over for kamphunde.

Foto: Tommy Kofoed
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dansk Kennel Klub – Danmarks førende klub for opdrættere og udstillere, under protektion af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik – havde 13. juni en stor udstilling i Vejen. Der var tilmeldt 53 American Staffordshire, de populære kamphunde Amstaffer. Søndag den 14. juni var der tilmeldt 48 American Staffordshire, som er den mest problematiske af kamphunderacerne. Det koster 325 kr. at tilmelde sig Dansk Kennel Klubs udstillinger. For slet ikke at tale om at der også bliver udstillet, opdrættet og præmieret mange af de andre kamphunderacer bl.a. Staffordshire Bullterrier og almindelig Bullterrier, så der er store penge i kamphunde.

Stambogsførte hvalpe kan koste over 10.000 kroner. De importerede blandingsracer, som ikke er stambogsførte, går også under navnet Amstaffer. Dem kan man se averteret sammen med forbudte racer i den Blå Avis til et par tusind kroner. Hjemmerøvernes skræk, står der i annoncerne.

At kalde racerne »Muskelhunde« er en forkert og komisk betegnelse, som om det er uskyldige bodybuilderhunde. De er opdrættet til kamphunde i deres gener. Deres kampteknik er, at de ikke giver signaler, men angriber igen og igen indtil deres offer er dræbt for så at flå i det. Det er belønningen i kamphundesport. Andre regler er, at den hund som bløder mest har tabt.

Kamphundesport er forbudt bl.a. i England, og da England stadig er et af de mest hunde-elskende lande, så har man samme holdning i engelske fængsler over for folk, der dyrker kamphundesport, som over for pædofile og børnemishandlere.

Der er også andre store hunderacer, som er aggressive, men forskellen er her, at når deres offer eller modstander giver signal om underkastelse, så standser de, medmindre deres hundefører opmuntrer dem til at fortsætte.

En fornuftig og meget vidende kvindelig dyrlæge fortalte for nylig i TV netop om kamphundenes teknik sammenlignet med andre racer, fordi hun opererer deres hundeofre. På Rigshospitalets kirurgiske afdelinger tager man sig af de børn og voksne, som kommer ind med bid-skader i ansigtet og på lemmerne.

Vi venter altså bare på at der bliver dræbt et barn, før man skrider ind. Imens kunne man indføre to enkle løsninger. Kamphunde skal gå i snor, kamphunde skal have mundkurv på. Det haster.

Dansk Kennelklub skulle være den mest vidende organisation med hensyn til avl og opdræt af kamphunde. Hvordan kan de rådgive regeringen i dette alvorlige spørgsmål, når de samtidig accepterer avl, udstilling og opdræt af de problematiske racer? De sidder inde med stor viden om hundenes adfærd og genetiske baggrund.

Det vil tage mange generationer at avle dræberinstinktet ud af kamphundene. Det er fremavlet gennem flere hundrede år, så den undskyldning kan ikke bruges for at undskylde eller acceptere kamphundenes tilstedeværelse på de store udstillinger.

Udstillingshundene er iført mærkelige skjolde og læderveste, der understreger deres ejeres ønske om at have en fuld bevæbnet bodyguard ved sin side. Udstyret bliver taget af, inden hunden skal i udstillingsringen. Men udenfor præsenteres hundene med rygmærker, som firbenede rockere. De har kæder og advarende dræbertekster på deres latterlige hundetøj, ligesom deres udstillere gør alt for at sprede skræk og rædsel omkring ringen, hvor der naturligvis er ballade, når hannerne vises frem.

Vore politikere er naive og har intet kendskab til det betændte miljø, som i øjeblikket avler på og indfører kamphunderacerne fra østlandene.

Usikkerhed og angst for bandekrige, indbrud og vold er noget vi lever med i dag, så det er klart, at aggressive hunde er populære.

Hundeejere, som har lav selvværdi eller er bange for at blive offer i bandekrigene, ønsker en kamphund, der beskytter dem, og hundene lever tit under kummerlige forhold i udhuse og garager i ghetto-områderne. Ingen tør sige højt, at der er flest kamphunde i de kvarterer, hvor der er sociale problemer.

De er bange for repressalier fra miljøet.

Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har selv ejet en kamphund. En Staffordshire Bullterrierhan importeret fra England, før vi havde problemer med kamphundene. Jeg vidste alt om hans baggrund.

Han bestod med glans sin mentaltest. Han var lydighedspræmieret og blev dansk udstillingschampion, og ikke mindst havde han et hjerte af guld, og jeg elskede ham. Men en dag gik det galt. Børn legede i mit hjem, og da husets børn legede slagsmålsleg, misforstod han situationen. Han var aldrig alene med børnene, når der var legekammerater. Jeg vidste jo, hvad han bestod af, og en dag så jeg ham stivne, og hans blide, søde øjne blev hårde og pupillerne store. Jeg greb ind sekunder før, det gik galt.

Dagen efter blev han kørt væk fra vores hjem. Jeg glemmer aldrig hans øjne, da vi sagde farvel. Han fik et langt og godt liv hos min veninde og hendes mand, de var hestefolk og havde ham under kærligt opsyn dag og nat, og der var aldrig lignende episoder med ham. Men det kunne have endt fatalt. Jeg var også sammen med de mennesker, som havde andre aggressive racer til træning, som den gang indebar både forsvar og angreb, der var ikke mange kvinder på holdene. Men jeg så med bekymring de typer mænd, som hundene gav en følelse af potens og magt.

Jeg fortryder, at jeg købte ham. Jeg gjorde ham ondt. Han glemte aldrig mig, og jeg glemmer aldrig ham. Men der var kun sekunder fra, at det kunne have gået ud over et barn.