Nægter sig skyldige i stor hashsag

De tiltalte i hashsag fra Litauens Plads afviser at have gjort noget kriminelt. Og deres forsvarsadvokater skældte mandag ud på anklagemyndigheden i byretten.

Der var ekko i Københavns Byret, da en stor hashsag fra Litauens Plads i København mandag blev skudt i gang.

Forsvarsadvokaterne for 16 tiltalte personer afviste én efter én, at deres klienter havde noget som helst med organiseret hashhandel at gøre.

Ifølge anklageskriftet havde de 16 personer roller som sælgere, vagter, løbere og producenter af mindst 150 kilo hash. Salget skete fra begyndelsen af januar til midten af oktober 2006.

Forsvarsadvokat Bjørn Caning brokkede sig over, at han ikke har fået adgang til politiets videooptagelser fra Litauens Plads samt tidligere domme over pushere fra Christiania, som ifølge anklageskriftet minder meget om denne sag.

Fem personer har allerede fået op mod to års fængsel i sagen, og dommen over de 16 tiltalte ventes i begyndelsen af november.

/ritzau/