Naboer: Kære Christianitter, byg en P-kælder eller drop jeres biler!

Christianitterne ønsker et bilfrit Christiania, men kan ikke undvære en bil og parkerer derfor i nabogaderne til gene for andre. Lev livet fuldt og helt bilfrit eller tag bilerne ind til jer selv, lyder det fra foreningen Christianias naboer.

Christianitterne ønsker et bilfrit Christiania, men ikke at undvære en bil. Det falder foreningen Christianias naboer for brystet. Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Enhver høflig henvendelse lægger ud med ros og anerkendelse, og derfor begynder en pressemeddelelse fra foreningen Christiania naboer da også med netop dette.

Christianias naboer har igennem årene måttet leve med de ulemper, der kommer af at have en stor fristad som nabo med alt, hvad det indebærer af turister, købere af hash, pushere og trafik til og fra.

Derfor er Christianias naboer også glade for, at Christianitterne har udvist handlekraft, efter at en hashhandler skød to betjente i begyndelsen af september. Naboerne er tilfredse med, at man har omdøbt Pusher Street til Gaden, har sat ny belysning op og har fjernet de store sten, der før gjorde det svært for politiet at rundere.

Men det »civilcourage« bør strækkes endnu længere. Det skal også gælde christianitternes biler, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Valg mellem to onder

Christiania er et grønt og bilfrit område, og sådan ønsker christianitterne det, men de har svært ved at undvære deres biler. Derfor parkerer de i de omkringliggende gader til gene for beboerne dér. Med andre ord bærer det omgivende samfund byrden af Christianias bilfrihed. Og i flere gader er der trafikalt kaos.

»Et iøjnefaldende eksempel på disse negative virkninger er tilstanden på Refshalevej fra svinget efter Børnebyen og flere hundrede meter mod nord. Her holder christianitternes store bilpark i begge sider af den smalle vej, fordi Christiania med henvisning til aftalen med Staten fastholder, at Christiania skal være bilfri,« lyder det fra Christianias naboer, der opfordrer christianitterne til at leve kivet, som man prædiker. Og med det følger et valg mellem:

»1) at være bilfri by og afhænde deres privatbiler eller 2) at beholde deres privatbiler og bygge en underjordisk p-plads eller at parkere dem inde på den del af Stadens område, der ikke er fredet,« skriver foreningen.

Lang kamp

Christianias naboer har kæmpet mod christianitternes biler i deres gader igennem mange år. I det hele taget har Christiania vægret sig ved også at få også blødere trafik ind på fristaden. I 2014 kæmpede man aktivt imod en stor cykelsti på Staden. Det gik så langt som til, at christianitter året efter satte store kampesten i vejen for cyklisterne.

I dag kan man cykle igennem Christiania af den brede sti, men christianitterne skal helst ikke i fremtiden parkere deres biler derude, hvis man spørger Christiania-talsmand Risenga Manghezi.

Han anerkender dog fuldt ud færdsels- og parkeringsproblemerne i Christianias nabogader.

»Det skyldes, at Christianitter har biler derude, og at der er enormt mange gæster. Christiania er en turistattraktion, og så er det kommet mange besøgende til supermarkedet. Når det nu er lukket, kan man håbe, at presset på trafikken letter. Men jeg tror stadig, der er brug for en gennemtænkt løsning.«

Staden bør forblive bilfri

Risenga Manghezi fortæller, at der er dialog i gang med Københavns Kommune om, hvad man kan gøre lige præcis på Refshalevej, så man få mere hensigtsmæssig parkering til glæde for både cyklister og fodgængere. Men han understreger også, at det ikke er en løsning at trække bilerne ind på Christianias område.

»Det er en stor værdi for Christianshavn og København i det hele taget, at der er et område, som er bilfrit. Og det er vigtigt, at vi gør, hvad vi kan, for at holde fast i det,« siger han

Christianias naboer lægger op til, at man følger sine principper - altså ønsker man at leve bilfrit, må man også droppe sin bil. Hvis man ønsker at have en bil, må man også tage ansvaret for at parkere den tæt på sin bopæl og ikke uden for andres. Har de ikke en fin pointe?

»Min holdning er, at det er en fordel af have en bilfri lunge inde i København. Det er en fordel for alle. Derfor er vi nødt til at løse det i fællesskab. Løsningen er ikke at putte flere biler ind i et bilfrit område.«

De har ikke været muligt at få en kommentar fra foreningen Christianias naboer.