Når vold og had rammer Danmark, så er svaret fællesskab og demokrati

Danmark skal stå sammen på tværs af religion og politiske overbevisninger og vise modstand mod vold og had, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt under mindehøjtidelighed i København.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt til mindehøjtidelighed på Østerbro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i en tale til de omkring 30.000 samlede mennesker til mandag aftens mindehøjtidelighed i København.

»Vi ved, at der findes kræfter i verden, der mener, at mørket er stærkere end lyset. Vi ved, at der er fanatiske personer, der foragter andres ret til at leve. Det er en trussel, vi vil forsvare os mod ved den særlige styrke, der vokser ud af vores fællesskab,« siger Helle Thorning-Schmidt, som høster flere klapsalver fra de fremmødte på Gunnar Nu Hansens Plads på Østerbro få hundrede meter fra kulturstedet Krudttønden, hvor det første af to terrorangreb i weekenden ramte København. I de to angreb blev to civile dræbt og fem politibetjente blev såret.

»Nu skal vi stå sammen og fortsætte den hverdag, vi kender. Sige, hvad vi mener. Tro på det, vi tror på. Leve vores liv i frihed. Være dem vi er. Det er det, vi gør sammen her i aften,« siger Helle Thorning-Schmidt, som udtrykker sin medfølelse til ofrenes familier og tak til det store arbejde, som blandt andet politi, hjemmeværn og sundhedsvæsen har udført i forbindelse med angrebene. Statsministeren udtrykker også sin støtte til det jødiske samfund, der var mål for angrebet på synagogen i Krystalgade.

»Jeg vil i aften sige til alle danske jøder: I er ikke alene. Et angreb på Danmarks jøder er et angreb på Danmark. På os alle sammen,« siger statsministeren, som understreger, at Danmark står sammen på tværs af religiøse og politiske skel.

»Vi står skulder ved skulder; muslimer, jøder, kristne. Mennesker af forskellig politisk overbevisning. Vi står sammen som danskere,« siger hun.

Se hele Helle Thornings tale her.