Når unge forsvinder til udlandet – myndighederne har intet overblik

I 2014 blev mindst 40 nydanske børn og unge sendt ud af Danmark mod deres vilje, flere på genopdragelsesrejse. Problematikken har været kendt i årevis, og selvom flere rapporter påpeger behovet for statistik på området, kender myndighederne stadig ikke omfanget.

Lido beach, nord for Mogadishu Fold sammen
Læs mere

Er du bange for, du ikke kommer hjem efter sommerferien?

Sådan spørger overskriften i en ny kampagne fra organisationen Etnisk Ung, der rådgiver børn og unge om æresrelaterede konflikter. Kampagnen sætter ord på en frygt, som for flere nydanske børn og unge bliver til virkelighed, når de sendes til udlandet mod deres vilje, ofte på genopdragelsesrejse eller for at blive tvangsgift.

Alene i 2014 modtog Etnisk Ung 26 henvendelser om unge nydanskere, der opholdt sig ufrivilligt i udlandet eller var hjemvendt fra et ufrivilligt ophold. Samlet set 70 unge eller fagfolk henvendte sig i 2014 til Etnisk Ung, fordi en ung havde været, var eller frygtede at blive sendt af sted. De unges etniske oprindelse i de 70 henvendelser fordelte sig på i hvert fald 16 forskellige lande. De fire lande med flest sager var Pakistan, Irak, Libanon og Somalia.

Hos rådgivningsenheden Etnisk Konsulentteam kender man samtidig til 14 børn, der i 2014 med sikkerhed har været på genopdragelsesrejse.

Sammenlagt betyder tallene fra Etnisk Ung og Etnisk Konsulentteam, at mindst 40 nydanske børn og unge har opholdt sig ufrivilligt i udlandet sidste år. Tallet er imidlertid langt større, vurderer Etnisk Ung.

»Vores tal er ikke repræsentative for problemets omfang. Jeg kan jo konstatere, at tallene ikke er voldsomt store, men hver gang jeg er ude at undervise, holde oplæg, møde fagfolk og tale om den her problematik, så kan alle genkende den. Der er altid nogen, der sidder med sager eller lige har haft sager, hvor unge er blevet sendt af sted på genopdragelsesrejse,« siger Susanne Fabricius, projektleder hos Etnisk Ung.

Ifølge organisationen er sommerferien højsæson for ufrivillige udlandsophold, fordi skole- og gymnasieelever har flere ugers ferie, og den perifere omverden kan derfor først begynde at undre sig, når eleven ikke møder op i det nye skoleår.

Genopdragelsesrejser skal, som ordet afslører, genopdrage et barn eller en ung, der efter familiens opfattelse er kommet ud på et sidespor eller blevet »for dansk«. Det kan være unge drenge, der begår kriminalitet, eller piger såvel som drenge, der opfører sig på en måde, som udfordrer familiens æresbegreb, eksempelvis fordi de får en kæreste. De minimum 40 børn og unge, der i 2014 var af sted mod deres vilje, var fra tre år og op til slutningen af teenageårene.

Problematikken har haft politisk fokus i årevis, og allerede i 2006 anbefalede en rapport fra det daværende Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration at samle indberetninger om børn og unge, der er på længerevarende udlandsophold, for at få et overblik på landsplan. Det skete ikke. I 2012 fastslog en ny rapport fra det daværende Social- og Integrationsministerium, at »relevante myndigheder« skal samarbejde for at indsamle statistik over omfanget af genopdragelsesrejser. Et sådan indberetningssystem findes dog heller ikke endnu, og det er ikke godt nok, mener Susanne Fabricius.

»Vi bør have et samlet overblik over, hvor mange det drejer sig om, hvor stort problemet er, og om der er særlige kendetegn, som gør, at vi kan sætte endnu mere målrettet ind. Vi skal blive ved med at skærpe opmærksomheden på det her,« siger Susanne Fabricius.

TV: Efterladt i Somalia: Sådan kom Essa hjem til Danmark:

 

I en rundringning, Berlingske har foretaget til landets fire største kommuner, genkender alle problemet med nydanske børn, der sendes til udlandet mod deres vilje. Hverken i København, Aarhus, Aalborg eller Odense er de imidlertid bekendt med problemets omfang, for indberetninger om et ufrivilligt udlandsophold bliver ikke kategoriseret for sig.

»Vi har ikke en opgørelse over, hvor mange sager vi ser. Men mit skøn er, at vi hvert år får kendskab til mellem to og fire sager, hvor vi med sikkerhed kan sige, at barnet eller den unge er sendt til udlandet mod sin vilje,« siger Susanne Mortensen, faglig leder i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune.

Kommunerne kan søge rådgivning hos Etnisk Konsulentteam, der hører under Københavns Kommune. De rådgiver fagpersoner i æresrelaterede sager og fører statistik, når en sagsbehandler eller lærer ringer og gør opmærksom på, at en elev opholder sig uden for Danmarks grænser, eksempelvis på genopdragelsesrejse.

Sidste år havde de otte sager med i alt 14 børn og unge, som var på eller kom hjem fra en genopdragelsesrejse. Fire af sagerne var i Københavns Kommune, mens de resterende var fra andre kommuner. Etnisk Konsulentteam vurderer, at der er store mørketal.

»Vi er til for at hjælpe fagpersoner, så vi har kun statistik for sager, hvor en fagperson ringer til os for rådgivning. Det egentlige tal for børn og unge, der er sendt til udlandet på opdragelsesrejse eller for at blive tvangsgift er helt sikkert højere, for flere sager ender aldrig hos os,« siger Christina Elle, der er konsulent i Etnisk Konsulentteam.

I Norge har myndighederne til gengæld undersøgt omfanget og karakteren af alle længerevarende udlandsrejser blandt unge nordmænd med indvandrerbaggrund. Et konkret tal på de problematiske udlandsophold har undersøgelsen ikke givet, fordi mørketallene er store. Gennem kvalitative interview med en række cases har rapporten dog givet et værdifuldt vidensgrundlag til at forebygge ufrivillige udlandsophold i fremtiden.

»Det giver en langt mere detaljeret forståelse af de mulige bevæggrunde for, at forældrene sender barnet på et udlandsophold. Det skaber også grobund for at få en bedre diskussion både med forældre og instanser som skoler og børnehaver,« siger Hilde Lidén, forsker ved Institut for Samfundsforskning i Oslo, der har været med til at udarbejde rapporten.

Et fokus på, at problemet rent faktisk eksisterer og viden om substansen i det, er væsentligt for at komme tvangsophold til livs, lyder det fra både Hilde Lidén og Susanne Fabricius. En længere rejse til forældrenes oprindelsesland er ikke nødvendigvis dårligt for den unge, men grelle tilfælde, der kan omfatte vold, tvang og stor usikkerhed, er en realitet, som myndighederne ikke opdager de fleste af.

»Vi har tal for unge, der kontakter norske ambassader for at få hjælp, fordi de er blevet efterladt, men det er jo bare en håndfuld. Der er mange flere end det. Vi har fortællinger fra unge, der har været på længerevarende udlandsophold, som kender til ganske mange, der ikke har det godt og er sendt ud mod deres vilje,« siger Hilde Lidén.

Kommunerne er tilsyneladende langt fra at have overblik over sagerne, og netop det faktum bliver også af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold fremhævet som en udfordring i forhold til at etablere et centralt indberetningssystem. Social- og integrationsminister Manu Sareen (R) erkender, at der ikke findes et overblik på nuværende tidspunkt.

»Det er fuldstændig rigtigt, at der ikke er et klart billede af antallet. Ambitionen er at blive klogere på det. Hvis vi får mere viden om omfanget og karakteren af det her, så kan vi også gøre indsatsen endnu bedre,« siger Manu Sareen.

Det er tilsyneladende en udfordring at få talt de indberetninger, kommunerne ligger inde med, men Manu Sareen understreger, at kommunerne i øvrigt også skal blive bedre til at opdage, hvis et barn eller en ung pludselig udebliver fra undervisningen. 40 tilfælde er nemlig alt for mange.

»Det er da vildt underligt, hvis der lige pludselig mangler et barn efter sommerferien. Der skal man reagere. Det er der, man kan blive klogere, og det skal kommunerne blive. 40 er et stort tal for de mennesker, det handler om. Det er 40 skæbner, der er sendt af sted mod deres vilje, så det er 40 for meget,« siger ministeren.