Når turisme rimer på nationalisme

Her burde ikke være så smukt.

Men det er der altså. Stående på resterne af skanse IV på toppen af Dybbøl Banke har man en af de mest imponerende udsigter i Danmark. Nede - langt nede synes det - ligger Sønderborg med sit slot. Og drejer man sig, er der en smuk udsigt over Vemmingbund og over til Broager Land.

Hvem det så end var, så rigtigt, da beslutningen om at befæste dette bakkedrag blev truffet. I den grad dominerer den terrænet.

Det hjalp imidlertid ikke så meget i 1864, da hovedparten af den danske hær havde trukket sig tilbage til Dybbøl-stillingen efter at den danske øverstkommanderende, general de Meza, havde truffet den modige og rigtige beslutning om, at det var håbløst at forsvare Dannevirke.

Med bange anelser

Det var med bange anelser, at soldaterne så de berømte Dybbøl skanser, som de havde hørt så meget om, Hæren havde ønsket betonforter og underjordiske opholdsrum. Men det fandt den nationalliberale regering for dyrt, og man nøjedes med skanser bygget af jord og træ.

Preusserne og østrigerne stillede deres artilleri op i Broager Land på den anden side af fjorden og skød systematisk Dybbøl skanserne i smadder. På modstanderens side havde man riflede kanoner, der kunne skyde dobbelt så langt og med større præcision, mens det forældede danske artilleri ikke effektivt kunne gøre gengæld.

MALEREN Jørgen Sonne - som fulgte hæren i feltet på trods af, at han havde rundet de 60 - har nøgternt skildret den håbløse stemning i billedet »Dybbølstillingen«, der er malet i dystre mørke toner. Det viser, hvordan den danske hær oplevede historiens første skyttegravskrig.

Overoptimistiske politikere

Motivet er en dræbt officer, hvor lægen er ved at fjerne hans vielsesring, mens granaterne eksploderer rundt om skansen.

I 1864 blev danske soldater sendt i krig med forældet materiale af overoptimistiske og ambitiøse politikere. Det blev ikke sidste gang.

OG DET kunne man jo i al stilhed gå og tænke over, samtidig med at man mindes de 2.870 faldne på begge sider.

Men nej. Midt i det, som skulle være hellig uforstyrret jord, har man opført et såkaldt »historiecenter«. Med genopbygning af en af skanserne og en masse forlystelser til at holde børn og barnlige sjæle beskæftiget. De kære poder kan såmænd få lov til at støbe deres »egne kugler« af tin og »bygge deres egen skanse«, hvilket sikkert vil glæde mange skolelærere, der så slipper for selv at sætte børnenes fantasi i gang med deres egen viden.

Hoppede i med begge ben

Det er rammet ind af en række udstillinger, som forsøger at give et skær af historisk korrekthed over det. Selv om man unægtelig savner den udførlige forklaring på, hvorfor Danmark overhovedet havde rodet sig ud i en håbløs krig med Prøjsen og Østrig-Ungarn. Nemlig at den prøjsiske kansler Otto von Bismarck behændigt stillede en fælde op for den danske regering, som den hoppede i med begge ben. Europas andre stormagter med sympati for Danmarks sag som Rusland og Storbritannien gik hovedrystende deres vej, efter at Danmark stædigt fastholdt en urealistisk grænsedragning, der skulle omfatte dele af Holsten.

Men den slags glemmes ofte pænt i baggrunden, når turisme og nationalisme rimer på hinanden.

Glemt er tilsyneladende også, at slaget ved Dybbøl fik lige så stor betydning for tysk historie som for dansk, fordi den banede vej for den tyske samling. Tyskland blev samlet med militær magt, hvilket senere fik skæbnesvangre følger for landets udvikling med Første Verdenskrig, nazismen og Anden Verdenskrig. Det er ikke for ingenting, at slaget ved Dybbøl trak sine dybe spor i Europas historie.

Så der er gode grunde til at besøge Dybbøl. Og udsigten er endnu ikke spoleret.