En ny, dyr medicin ser ud til at kunne forbedre tilværelsen for flere hundrede stofmisbrugere, som ellers havde udsigt til at kæmpe en årelang kamp mod leverbetændelse.

Til gengæld kan flere tusinde svækkede ældre med kroniske lidelser efter alt at dømme se frem til en ringere pleje på pressede medicinske afdelinger med senge på gangene og et fortravlet personale, som ikke har tid til at skifte urinvåde bleer og glemmer at give dem deres medicin.

Der er nemlig ikke råd til både at tage ny medicin i brug og opretholde og udvide normeringerne til gavn for store patientgrupper. Så hvem skal man hjælpe? Patienterne med leverbetændelse eller de syge på de medicinske afdelinger?

De spørgsmål har i flere år udløst svære dilemmaer og indædte prioriteringsdiskussioner blandt politikere og i de sundhedsfaglige miljøer, og alt tyder på, at debatten vil få fornyet kraft, når regionerne og regeringen i begyndelsen af næste uge indgår en sandsynligvis meget stram aftale om økonomien i sundhedsvæsenet i 2015.

Udgiftspres til ny medicin

Personaleorganisationer har allerede været ude at trutte i dommedagsbasunerne ved udsigten til, hvad der opstilles som et sparekrav på 1,75 mia. kr. Det vil knuse alle drømme om at få et sundhedsvæsen i verdensklasse – og koste liv, fordi der vil blive mindre tid til den enkelte patient – det vil sige til medicinhåndtering, diagnosticering, pleje, hygiejne etc.

Sådan bliver det fremstillet af læger og sygeplejersker på bl.a. Rigshospitalet, som forventer et sparekrav på ca. 200 mio. kr.

Det er dog kun den ene halvdel af historien. Den anden halvdel er, at sundhedsvæsenet i realiteten vil få flere penge at arbejde med, og at man kommer til at se en beskeden vækst i driftsbudgettet, som i dag er på godt 100 mia. kr.

Problemet er imidlertid, at udgiftspresset til ny medicin og nye behandlinger bare er endnu større, og at det derfor også bliver nødvendigt at skære ned nogle steder for at få råd til alt det nye på andre områder.

Her kommer vi tilbage til patienterne med leverbetændelse. Ifølge et notat fra Danske Regioner er regionernes eksperter i Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin nået frem til, at der er grundlag for at igangsætte en behandling med en ny medicin til patienter med hepatitis C.

Den nye medicin koster 450.000 kr. per patient. 500 patienter skønnes at ville kunne få gavn af den, og dermed venter der en regning på 225 mio. kr. alene på dette område. Og tilsvarende millionregninger ligger også og venter på andre felter. Regionerne forventer således, at nye lægemidler til behandling af brystkræft, prostatakræft og hudkræft vil påvirke deres budgetter med yderligere knap 500 mio. kr. i 2015.

De regninger kan ikke alene finansieres ved de ekstra midler, som det trods alt er muligt at tilføre sundhedsområdet i en tid med smalhals i den offentlige økonomi. Derfor har personaleorganisationerne en pointe, når de giver udtryk for deres frygt for nye fyringsrunder.

Pres for prioriteringsinstitut

Kritikere peger også på, at der ofte er ringe dokumentation for merværdien af de behandlinger, der indføres, og at prioriteringen af midlerne derfor foregår på et tilfældigt og ukvalificeret grundlag. Udover den nye, dyre medicin fremhæver f.eks. de Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) en anden hastigt voksende udgift til ny kikkert- og robotkirurgi.

Politikere elsker den slags, som stråler af fremsyn og innovation. Men ifølge LVS kan man i en række tilfælde sætte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet gavner patienterne. De nævner bl.a. eksemplet med en kikkertoperation for blindtarmsbetændelse, der er otte gange så dyr som den klassiske operation, men »den eneste forskel er et lille ar«, fremhæves det.

De presser derfor igen på for at få etableret et overordnet nationalt prioriteringsinstitut efter britisk inspiration. Instituttet skal være med til at yde beslutningsstøtte ved indførelse af nye behandlinger og medicin og se på, om investeringerne kan retfærdiggøres i forhold til de nedskæringer, de kan udløse.Hidtil har skiftende sundhedsministre afvist at indføre instituttet. Men det vil blive sværere og sværere at komme udenom, når de ældre medicinske patienter hober sig op på gangene, fordi der skal være råd til nogle nye, smarte robotter.