Når Solen slukker for alvor

Fredag var der for et øjeblik slukket for det universelle kraftværk, mens Månen gled forbi Solen. Og selv om næppe var mange, der under det forstyrrende skydække følte et lige så tungt skæbnepust i nakken, som folk oplevede under den seneste totale solformørkelse i Danmark i 1851, kunne det midlertidige mørke godt lede tankerne på himmelflugt.

Kun i meget få sekunder var det nødvendigt at beskytte øjnene mod solens skarpe stråler fredag formiddag ved Planetariet i København. Solformørkelsen forblev gemt bag et kedeligt, gråt skydække.
Læs mere
Fold sammen

Midt i vores begejstring over den nyeste iPhone, serieudbuddet på Netflix og onlinekøbet af den næste flyrejse, kan vi sagtens komme til at glemme, hvor den store tændknap i virkeligheden sidder.

Men det blev vi mindet om fredag, da knappen kortvarigt holdt op med at virke, og den store projektør stort set forsvandt – hvis man i øvrigt var i stand til at øjne det gennem det tætte skydække.

Heller ikke 28. juli 1851 – dagen for den seneste totale solformørkelse i Danmark – var betingelserne optimale. Men i Skagen var der hul igennem skyerne, og heldigvis havde Aalborg Stiftstidende og Adresseavis, som den hed dengang, en reporter i byen med sans for fænomenets storhed.

I sin poetiske reportage berettede skribenten efterfølgende om, at der udbredte sig en dødsstilhed over naturen, og han fortalte, at blomsterne lukkede sig, og de frygtsomme frygtede, at verden skulle forgå. For en enkelt blev det angiveligt for meget, for som han skrev:

»Der fortælles, at en Tienestepige paa en Herregaard havde hængt sig under Formørkelsen, formodentlig for ikke at oppebie den sidste Basuns Lyd.«

 

Der er næppe mange danskere, der følte så meget som et skæbnepust i nakken under den store partielle solformørkelse fredag formiddag.

Mange nøjedes med at kigge med på fjernsynet eller havde udelukkende opmærksomheden rettet mod smartphonen eller computerskærmen. Hvorved man, trods skyerne, snød sig selv for en magisk og let isnende fornemmelse, mens Månen gled forbi kæmpeprojektøren, og temperaturen dalede en anelse.

Og dermed også uden at være sig bevidst, at der ikke ville være nogen smartphone eller computerskærm, ja, at hverken én selv eller alt levende i det hele taget ville være til, hvis ikke Solen tålmodigt havde skinnet over Jorden i flere milliarder år. Og at den har netop den størrelse, den har, og befinder sig i netop den afstand, den gør.

Hvis det utænkelige skulle ske – at den lige pludselig skruede helt ned for blusset, så ikke engang en glød ville være tilbage – ville jeg sandsynligvis også høre dommedagsbasunens dystre toner og følge tjenestepigens eksempel.

For dermed ville temperaturen på kort tid falde til få grader over det absolutte nulpunkt, et evigt buldermørke ville sænke sig, verdenshavene ville fryse til, og næsten alle planter og dyr ville i løbet af dage, uger eller måneder lide kuldedøden. Kun enkelte steder, ikke mindst omkring dybhavets varme kilder med forbindelse til klodens hede og radioaktive indre, ville små lommer af liv kunne overleve.

Men heldigvis sker det ikke takket være det enestående pålidelige fusionskraftværk deroppe.

Man har beregnet, at Solen i kraft af dens kerneprocesser med evige og ekstreme energiudladninger mister omkring 4,3 mio. ton masse hvert eneste sekund. Det svarer til, at den fortærer en masse svarende til samtlige biler på kloden for hver gang, der er gået 200 sekunder.

Man skulle umiddelbart tro, at et sådant umætteligt kraftværk hurtigt ville løbe tør for brændstof. Men hvis man tager alle atomer, alt stof i solsystemet, så findes kun 0,14 procent af det uden for Solen og dermed i Jupiter, Saturn, Neptun, Jorden, i de fire øvrige planeter og i alle månerne og dværgplaneterne, kometerne og klippestumperne i øvrigt.

Resten, hvilket næsten er det hele, findes oppe i vores lokale stjerne knap 150 mio. km borte.

Solen er 330.000 gange tungere end Jorden og sikrer i kraft af sin jævne, blændende stråling og sin optimale afstand til os en enestående fordelagtig temperatur her på planeten.

Men temperaturen vil ikke blive ved med at være overvejende behagelig for menneskearten og vores slægtninge. På en tidsskala målt over millioner af år, vil Solen lyse stadigt kraftigere.

På den konto vil store mængder vand i verdenshavene fordampe og lægge sig som effektiv drivhusgas i atmosfæren, hvilket vil drive temperaturen yderligere op med endnu mere fordampning til følge. I sidste ende vil drivhuseffekten løbe løbsk, verdenshavene vil fordampe helt og aldeles, og vores klode vil blive gold og steril som Mars. Tilmed kan det ifølge franske forskere, som beskrev effekten i en artikel i tidsskriftet Nature i 2013, ske allerede om ca. 150 mio. år – hvilket er ret hurtigt i geologisk forstand. Som tre procent af Jordens alder.

Imens vil vores stjerne langsomt puste sig op. Dens diameter vil vokse måske 200 gange, mens den forvandler sig til en rød kæmpe. I sidste ende, om ca. fem mia. år, vil dens rand formentlig nå helt ud til Jordens bane. Hvorefter den tredje planet fra Solen vil blive indfanget af det altfortærende kraftværk deroppe.

Men set med vores små øjne er tidsskalaerne så ubegribelige, at det nærmer sig det meningsløse.

Vi bør derfor udelukkende glæde os over, at Solen også står op i morgen, og at den tålmodigt vil blive ved med at gøre det i næsten uendelig lang tid efter, at vores oldebørns oldebørns oldebørn ikke er her længere.