»Når sandheden skal frem, er der meget få, der savner petroleumsvarme, lokum og tre baghuse i gården«

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), afviser, at København er ved at blive en by for rige børnefamilier. Hans visioner for byens fremtid lyder på livskvalitet og blandede boligformer.

Foto: Nikolai Linares Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Diplomet er rammet ind og hængt op på overborgmesterkontoret. Det fortæller, at København er »The most liveable city in the world« – med andre ord verdens bedste by at bo i. Vi skal godt nok tilbage til 2014, hvor det britiske livsstilsmagasin Monocle for tredje gang gav København den prestigefulde titel, mens vi de seneste to år er havnet på en henholdsvis 10. og fjerdepladsen – til gengæld er vi blevet hædret fra andre kanter.

»Senest, for et par måneder siden, var det amerikanske Wallpaper, der udråbte København som verdens bedste designby. Så noget gør vi rigtigt,« konstaterer Frank Jensen fra sin stol på Københavns Rådhus, hvor han siden 2010 har stået i spidsen for byens udvikling.

Netop livskvalitet er et af de ord, der går igen, når han bliver bedt om at give sine visioner for fremtidens København.

»Hvis det står til mig, er det en by, der holder fast i livskvalitetsperspektivet. Hvad er livskvalitet? Det er jo meget individuelt. Men når vi bliver ranket helt i top, så er der selvfølgelig nogle ting, som går igen. Værdier som bæredygtig, grøn, let at komme rundt i, ikke mindst på cykel. At vi er en by, hvor man lægger vægt på kvalitet af mad, design, og som har et fysisk udtryk, man let kommer til at holde af. At man har bevaret den historiske middelalderby, uden at den er blevet skamferet af glas og marmor, men til gengæld har glas og marmor og højere huse, når man bevæger sig uden for middelalderbyen. Københavns nye kvarterer giver noget skyline nogle steder.«

Frank Jensen hører ikke til blandt dem, der forsager højt byggeri. Tværtimod.

»Jeg elsker, når jeg kommer til udlandet, at se høje, slanke huse. Det hører ligesom en storby til. Men jeg har det også sådan med København, at den gamle middelalderby, den indre del af byen, som har den her smukke karakter, der skal vi helst ikke gå videre end i dag. Og det gør vi så heller ikke. Der, hvor vi kan, skal vi gå i højden, som vi har gjort det i udkanten af byen med Amager Strand som et vellykket eksempel. Jeg synes, det minder en lille smule om Manhattan, når man står fra strandsiden og kigger ind over København. Det gør ikke noget, at det rager lidt i vejret.«

Hen over sommeren har Berlingske bragt en række artikler i serien »Det nye København«. Her har flere eksperter peget på, at hovedstaden er ved at udvikle sig til et område for velstillede, hvor folk med lavere indtægter må se langt efter en bolig, som er til at betale – og måske endda opgive drømmen om at bo i København. En konklusion Frank Jensen kun er delvis enig i. Blandt andet fordi,20 procent af boligmassen i dag er almennyttig.

»Jeg er enig i, at mange andelsboligforeninger har valgt at lade deres boligpriser nærme sig ejerboligmarkedet, men jeg er ikke enig i, at tanken om billige boliger er gået fløjten. Hvis det står til mig, vil vi også fremover have 20 procent almene boliger i København, hvoraf de ældre og mindre faktisk er ret billige, og hvoraf de nye, større boliger trods alt vil være til at betale for almindelige indkomster. Så jeg anerkender ganske enkelt ikke præmissen om, at vi er på vej til at blive som London og Paris, hvor byen er forbeholdt meget rige mennesker.«

Frank Jensen har tidligere ytret bekymring over udsigten til, at København ender som et »VIP-projekt«. En udtalelse, som faldt i forbindelse med, at Folketinget i efteråret var tæt på at sløjfe en tidligere ændring i planloven fra 2014, som giver kommuner ret til at øremærke 25 procent af nyudlagte byggegrunde til almennyttigt byggeri. Det lykkedes imidlertid at finde politisk flertal på tværs af rød og blå blok til at bevare reglen om almennyttige boliger.

»Det får kolossal betydning for Københavns fremtid. Vi var ved at miste den, fordi markedet er så aggressivt. Godt for det, fordi markedet skal jo levere 80 procent af boligerne, så når vi vokser de her store astronomiske væksttal, så skal markedskræfterne levere de 80 procent. Der skal være noget i systemet, der skal sørge for retfærdighed, men markedet er ikke sat i verden for at skabe retfærdighed,« konstaterer han.

»Som socialdemokrat er det en af mine allervigtigste prioriteter, at København forbliver en blandet by, en by, hvor du også kan bo, hvis du har en gennemsnitlig indkomst eller har få penge. Men jeg tror, at presset på boligmarkedet er kommet for at blive – det er jo ikke nyt, at det er svært at finde en billig bolig i København, og det er klart, at det ikke bliver lettere af, at vi er en by i vækst, så der er mange om boligerne. Men jeg synes ikke, at det billede, der gives af, at vi ser hjælpeløst til, er korrekt. Vi bruger aktivt de redskaber, vi har, for at undgå, at København udvikler sig til et rent VIP-projekt. Vigtigst af alt planloven, som vi kan bruge til at kræve, at 25 procent af boligerne i de nye bydele skal være almene – altså have en forholdsvis rimelig husleje.«

Efter planen skal der bygges 45.000 nye boliger i løbet af de kommende år, heraf skal 9.000 af de nye boliger være almene. Helt billige bliver de nye, almene boliger dog ikke.

»Det er rigtigt, at det er svært at finde boliger til de svageste borgere i København. Men en af de vigtigste ting, vi sikrer ved at blive ved med at bygge nye almene boliger, er, at vi får boliger ind på markedet med et væsentligt lavere omkostningsniveau end ejerboligmarkedet. De er naturligvis dyrere end boliger i den ældre boligmasse. Til gengæld følger de ikke den almindelige prisudvikling, så over tid vil de blive billigere. Vi forventer samtidig, at de nye boliger vil frigøre nogle af boligerne fra den ældre boligmasse, som er billigere.«

I Københavns nye postnummer, 2150 Nordhavn, hvor der skal bo 40.000 mennesker og være 40.000 arbejdspladser, vil kommunen bruge 25 procent-reglen, men først i tredje etape. Loven fandtes ikke, da den første del af kvarteret blev udviklet.

»Her ser man virkelig et eksempel på, hvad der sker, hvis vi ikke havde den her 25 procents-regel. I Århusgade-kvarteret bliver det syv procent (almennyttigt, red.), for dengang havde vi ikke den lov, så vi måtte forhandle os frem, og der var syv procent det, det kunne blive til. I anden etape bliver der 21 procent. I tredje etape bliver der 25 procent. Så Nordhavn kunne være gået hen og blevet sådan et rent VIP-område i byen. Og det er jeg super glad for, at det ikke bliver nu.«

Til gengæld er der ikke bopælspligt i nybyggeri, hvilket betyder, at udenlandsdanskere potentielt kan have en bolig stående tom store dele af året. Frank Jensen vil se på, om der er behov for at revidere reglerne om bopælspligt, men siger:

»Det er jo noget, Folketinget regulerer. Og det er sådan i dag, at så snart en nybygget lejlighed er tilmeldt folkeregistret, så binder det fremadrettet. Det er den del af nybyggeriet, hvor der ikke er nogen, der har været tilmeldt folkeregistret, hvor der ikke er bopælspligt. Jeg tror, at man er nødt til at have en hovedstad, hvor man i perioder i sit liv kan arbejde i udlandet og have en bolig, man har mulighed for at komme hjem til i ferien. Det er en del af det at være en international hovedstad og en metropol. Vi skal bare sørge for, at det ikke går ud over det antal af boliger, som dem med de små indkomster har mulighed for at få. Men det er jo ikke den del af boligmarkedet, som bliver taget ud af cirkulation. Det er de dyre lejligheder,« siger Frank Jensen, som mener, at boligdebatten er delvist skævvredet, og at diskussionen om de dyre ejerlejligheder fylder for meget.

»Selv om det helt er forsvundet i debatten, udgør ejerboliger kun 20 procent af boligmassen i København. Og det er altså stadig sådan, at halvdelen af boligerne i København er små, typisk toværelses lejligheder, der har relativt lav husleje. Samtidig er langt den største del af lejeboligerne i København fra før 1991 – og dermed er lejen omkostningsreguleret og lav, gerne lavere end almene boliger. Det giver os faktisk en kæmpe fordel i forhold til andre storbyer, at en rigtig stor del af lejeboligerne er omkostningsregulerede og derfor faktisk er ret billige. Men netop derfor er de selvfølgelig også meget eftertragtede.«

Målsætningen med at få børnefamilier til blive i byen ved at bygge større boliger er et af de steder, hvor Frank Jensen mener, at byen har sejret – og noget af det, der kommer til at forme København fremadrettet.

»Vi er gået fra at være sådan en lidt søvnig hovedstad med studerende og pensionister. Nu har vi dem indimellem. Og vi er gået til at være Danmarks yngste by. Det fortsætter bare herfra, at vi bliver en yngre og yngre by, fordi så mange får børn, og fordi vi har så stort et fødselsoverskud. Selvfølgelig er der nogle, der rykker ud i forstæderne, og det er fint, men de venter længere, dem der rykker ud, og der er flere af dem, der bliver og vil være en storbyfamilie,« siger Frank Jensen, der ikke køber argumentet om, at København er blevet for pæn i takt med byfornyelsen.

»Jeg synes, det er en middelklassebekymring, at byen er ved at blive for pæn. Der er sådan en slumstormer-romantisering af flyttemand Olsens København, men når sandheden skal frem, er der meget få, der savner petroleumsvarme, lokum og tre baghuse i gården,« siger overborgmesteren og sender en lille tanke til Egon Weidekamp, der som overborgmester fra 1976-1989 ryddede op på Nørrebro gennem saneringer.

»Det blev gjort i bedste mening. Men i dag udvikler vi jo ikke byen ved at rive hele kvarterer ned og bygge nyt i beton. Det har vi jo lært. Vi bevarer i høj grad det bevaringsværdige, både boligbyggeri og industri- og havnebygninger, og udvikler den grønne og bæredygtige by. Og der er masser af kvarterer, som blander det nye og samtidig har kant – tag for eksempel Nordvest, som i dag både er kreative iværksættere, aktivist- og kulturmiljø, socialpolitisk fyldt med omsorg og arbejderkvarter. Det er i mine øjne ikke særlig friseret, og det er langt, langt bedre end den nedslidte og forsømte by, vi kendte i 80erne.«

Frank Jensen selv har boet i København siden 1987.

»Enhver københavner forbinder jo sin egen identitet med der, hvor man bor. Jeg har boet på Islands Brygge i 20 år. Så jeg er bryggeboer. Jeg elsker havnen, jeg ror selv i kajak. Da jeg flyttede til København i 1987, kunne man ikke kun drukne i Københavns Havn, men kunne også blive frygteligt syg. I dag bader vi i havnen. Det er også en del af det med livskvaliteten,« siger Frank Jensen.

Læs tidligere artikler i serien her