»Når man er gået i stykker, kan mødet med et andet menneske hele én«

INTERVIEW: Mange misforstår, hvad en sammenbragt familie er. Den er ikke en kernefamilie, men et kollektiv, siger skuespiller Anne Sofie Espersen, der har sort bælte i parforhold.

Foto: Nikolai Linares Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1,6 million danskere lever alene. I København er det næsten hver anden af de 30-49-årige, der bor alene. Hvad fortæller det dig?

»Det fortæller mig to ting, og den ene er, at vi ikke udholder alt. Det er nok også noget af det mest urigtige, der er sagt om kærlighed: At den bare skal udholde alt. Det andet er, at vi ikke er særlig bundet af konventioner og har erkendt, at det kan være bedre at leve adskilt. Ting er mere enkle, når du er alene. Du skal ikke indgå så mange kompromiser og lave om på dig selv for at passe ind.«

Det er som regel kvinden, der går – har du et bud på hvorfor?

»Når børnene er flyvefærdige, er der måske mange kvinder, der kommer til at kede sig lidt, særligt hvis manden er det samme sted som for 20 år siden. Når jeg ser mig omkring, ser jeg mange kvinder, der udvikler og dygtiggør sig, de kan tænde op i en gasgrill, lede en virksomhed og forsørge familien. Jeg har ikke lyst til at hakke på mænd, men hvis ikke mange af dem skal sidde apatiske tilbage med et tomt køleskab og potteplanter, der er visnet, så var det en idé at læse de nyhedsbreve, deres koner får, være lidt nysgerrige på livet og gå ind i fællesskaber med mænd, hvor man bliver beriget i stedet for at gå på stripklub. I min omgangskreds er vi en gruppe kvinder, der mødes hvert kvartal. Først er der pralerunden, hvor vi fortæller om alle de ting, der kører for os. Og så kommer vi til græderunden, hvor vi fortæller om ansigtstab, skuffelser og alt det, der gør ondt. Og her træder vi til med opbakning, for det er jo meningen, at vi skal komme igennem det.«

Hvis kvinder kan det meste og resten sammen, hvad skal vi så bruge mændene til?

»Én ting er sex. Noget andet er at være allieret med et andet menneske og opleve en intens nærhed, bare dig og ham. Jeg er en fucking patetisk serie-monogamist. Jeg er for svigerfamilie og for kompromisser og for, at man har hinandens ryg. Det har jeg hjemmefra. Mine forældre kunne godt finde ud af at skændes, men de fandt altid en løsning, og jeg var aldrig i tvivl om, at de elskede hinanden.«

Elsker vi i dag vores børn højere end vores partner?

»Gad vide, om det ikke har været sådan altid? Sådan er det jo. Vi er her for at passe på børnene. Adam og Eva rendte heller ikke rundt og var optaget af hinanden, mens børnene sejlede deres egen sø. Mange bryder sig ikke om, at børnene sover i dobbeltsengen, men man kan altså godt have sex på andre tidspunkter. Det er noget andet, når der går sammenbragt familie i den – så må man indgå kompromisser. Jeg er selv en del af en sammenbragt familie, og vi sover f.eks. hver søndag med vores egne børn, ligesom jeg godt kan lide at rejse kun med mine børn.«

Det siges, at 80 procent af de sammenbragte familier går i stykker – hvorfor det?

»Fordi folk ikke erkender, at den sammenbragte familie er et kollektiv. Det er et fællesskab, ikke en kernefamilie. Vi kommer med allerede levede liv og med børn, vi har fået med andre, vi har elsket engang. Vi har rutiner med og gør ting, som den anden ikke nødvendigvis synes, er en god idé. Jeg er f.eks. en såkaldt servicerende mor. Jeg kan godt lide at komme ind i stuen med en bakke med snacks og te, og jeg vil gerne forkæle mine børn. Jeg føler ikke, jeg har et Askepotsyndrom, for jeg er ikke et offer eller en tjener for mine børn. Det er min måde at vise kærlighed, at jeg skaber et rum for dem, der er dejligt at være i.«

Hvilken oplevelse har lært dig noget vigtigt om kærlighed?

»En kraftig del af mit narrativ er, at jeg blev forladt. Jeg er ikke blevet mere ydmyg og føler, at jeg skal æde alt muligt lort for at få kærligheden til at fungere, men jeg ved, at hvis det sker igen, så dør jeg ikke af det. Jeg har lært, og det lærer jeg også mine børn, at hvis man skal forlade nogen, skal man gøre det på en ordentlig måde. Og ja, det kan godt være, at man skal blive hos den anden et par dage og drikke guldbajere og spise valium, mens det menneske er i sorg, men du har et ansvar for dem, du har knyttet til dig.«

Du blev forladt? Hvordan heler man et knust hjerte?

»Måske ved at fortsætte med at holde det åbent? Da min yngste søn var et år, blev jeg forladt efter ti års ægteskab. Jeg ammede ham stadig og var i en tilstand af blød og sårbar morhed. Jeg kom i refugium hos mine forældre i Hirtshals og kunne hverken sove, spise eller drikke. Det var som et dødsfald. Jeg var så ødelagt. Da jeg havde været deroppe en uge, sagde min far, at nu måtte jeg samle mig selv op og tage ansvar for børnene og mit liv, og så kørte de mig tilbage til Aarhus. En måned efter kom han tilbage og sagde, at jeg havde bevist, at jeg kunne komme igennem det. Det var snart min fødselsdag, så han tog børnene og gav mig 2.000 kr. og bad mig om at gå ud og have det lidt sjovt. Jeg købte nyt tøj, gik på værtshus, gav en omgang og oplevede at få en masse tilbud fra mænd. Når man er gået i stykker, kan mødet med et andet menneske hele én. Den aften forelskede jeg mig, og måske kunne det ske, fordi mit hjerte godt nok var knust, men det var stadig åbent. Det var i alt fald åbent for, at der kom en sød fyr og samlede det op og samlede det igen.«

Og hvor længe var du så sammen med ham?

»Det er faktisk ham, jeg er sammen med nu. Otte år efter.«