Når krybben er tom

Fremover bliver der ikke flere, snarere færre penge at lave langsigtet udviklingsarbejde for. Det forklarer, hvorfor bistandsorganisationerne protesterer, og hvorfor de skælder ud på de kolleger, der er specialiserede i nødhjælp og flygtninge.

De mange bådflygtninge, der kommer over Middelhavet og ind i Europa, får nu danske bistandsorganisationer til at diskutere, om ulandspengene er bedst brugt i de lande, flygtningene kommer fra, eller om det er bedre at bruge nogle af pengene til at hjælpe flygtningene i Europa. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT

Døden i Middelhavet har kastet de danske nødhjælps- og bistandsorganisationer ud i internt rivekilde: Hvor stor en del af Danmarks godt 16 milliarder udviklingskroner til den tredje verden skal bruges til at tackle den aktuelle flygtningekrise?

På den ene side har vi Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, der taler for, at udviklingsminister Mogens Jensen (S) overfører endnu flere penge til flygtningeindsatsen, end det allerede er sket. På den anden side er der bistandsorganisationerne – eksempelvis Folkekirkens Nødhjælp, IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke, der har fokus på den mere langsigtede indsats i u-landene. Disse organisationer vil naturligvis ikke stiltiende se på, mens finansieringen af deres arbejde udhules af forsøget på at bistå det højeste antal flygtninge i verden siden Anden Verdenskrig.

Var det en fodboldkamp, ville de sidstnævnte organisationer være bagud. For nok har bistandsorienterede NGOer ret i, at flygtninge­strømmen bare vil fortsætte og fortsætte, hvis der ikke sættes ind over for fattigdom, manglen på job og undertrykkelse i udviklingslandene. Ikke mindst i de kommende år, hvor klimaforandringerne bliver endnu en grund til, at folk i syd søger mod Europa.

Men denne argumentation er sværere at komme igennem med, når et påtrængende problem – 53 millioner flygtninge – har brug for akut hjælp. Man fokuserer ikke på brandforebyggelse, når huset står i flammer.

Og selv om nødhjælpsorganisationerne og bistands-NGOerne er enige om, at det allerbedste ville være at afsætte endnu flere penge til udviklingsbistand på finansloven, så ligger det ikke i kortene. Kagen, som organisationerne skal deles om, bliver ikke større – tværtimod.

Den nuværende regering vil ganske vist hæve bistanden fra de nuværende godt 0,8 procent af bruttonationalproduktet til en procent. Men det er og bliver en hensigtserklæring, og regeringen har også omlagt et rekordstort beløb fra langsigtet udviklingsbistand til nødhjælp. Hele 2,3 milliarder kroner sidste år. Dertil kommer to milliarder kroner til håndteringen af de flygtninge, der er i Danmark. Her ville regeringen egentlig have taget yderligere 1,5 milliard, men det blev forpurret af SF og Enhedslisten under finanslovsforhandlingerne sidste efterår.

Kommer Venstre til magten efter det forestående valg, vil den samlede bistandskage bliver 2,5 milliarder kroner mindre. Fremover skal Danmark bruge højst 0,7 procent af nationalindkomsten på udviklingsbistand – ikke 0,83 procent som i dag – hvis det står til blå blok. Læg dertil, at en borgerlig regering også vil tage flere milliarder af bistandskassen til flygtningeudgifter herhjemme, og at den også – ligesom den nuværende regering – vil omprioritere milliarder til nødhjælp og akut flygtningearbejde ude i verden.

Det betyder, at der fremover ikke bliver flere, snarere færre penge at lave langsigtet udviklingsarbejde for. Det forklarer, hvorfor bistandsorganisationerne protesterer, og hvorfor de skælder ud på de kolleger, der er specialiserede i nødhjælp og flygtninge.

Når krybben er tom, bides hestene.