Når havet æder landet

Danske kyster er under stadig forvandling. Havet trækker fra og lægger til, og klinterne smider skred ned på strandene, som vaskes ud af vandet. Det gælder også Dovns Klint på Langeland.

Foto: Morten Juhl
Læs mere
Fold sammen

»Den gulhvide, næsten lodrette og svagt buede mur står frækt ud mod det bestandigt truende hav. Det ser bogstaveligt ud, som om Langeland her har knappet ned og viser sin bare popo ud mod Østersøen i en indbydende gebærde (...) Der er megen galgenhumor i bankens gestus ud mod havet, omtrent som hvis en dødsdømt rækker næse mod det skafot, der snart skal besørge ham ind i evigheden. Thi om blot 100 år vil Dovns Klint sandsynligvis være forsvundet i bølgerne, og det er jo kun et par øjeblikke i forhold til dens alder.«

Sådan skrev Achton Friis om Langelands sydspids i 1921. Men bare rolig: klinten står der endnu, selv om der jævnligt skrider ler fra dens side ned på stranden, der er dækket af et tykt lag sten, heraf mange rullesten.

Vel er Dovns Klint ikke betagende og imponerende som Møns eller Stevns Klint, og der er bakker også på Langeland, der er meget højere end dens 16 meter. Men den står her, næsten ved verdens ende, som et eksempel på, hvordan Danmarks kyster er under stadig forandring.

»Dovns Klint er ligesom den nærliggende Gulstav Klint oprindeligt en af de over 1.000 såkaldte hatbakker, der ligger som store muldvarpeskud på op til 47,5 meter over havets overflade som en helt speciel landskabstype for Langeland,« fortæller naturvejleder Jesper Vagn Christensen, Skov- og Naturstyrelsen.

Han har selv optalt de mange rundpuldede bakker.

»Efterhånden som havet har ædt sig ind på landet, er bakken blevet til en klint. Hatbakkerne blev dannet i slutningen af den sidste istid for 15.000 år siden, under det såkaldte ungbaltiske fremstød, hvor der lå en gletsjer, hvor Langeland ligger i dag. Søerne i gletsjeren opsamlede materiale, der gik til bunds og lå tilbage som bakker, da isen smeltede,« siger Jesper Vagn Christensen.

Minder fra oldtiden
Bakke hedder bølle på langelandsk, hvilket tydeligt afspejler sig i stednavne som Tullebølle, Emmerbølle, Fuglsbølle og Lejbølle.

Fra hatbakken Fakkebjerg, der er 37 meter høj, er der en flot udsigt til Lolland, Ærø, Als og den nordtyske kyst, og denne strategiske beliggenhed har vore forfædre sat pris på. I hvert fald er der flere store oldtidsminder på Sydlangeland, bl.a. Kong Humbles Grav, en 55 meter lang og ni meter bred langdysse fra 3.500 før vor tidsregning, og den jævnaldrende Hulbjerg Jættestue.

»Her har man fundet et halvt hundrede skeletter af både børn og voksne. På et af kranierne kan man se, at personen har levet videre efter at være blevet opereret i hjernen der er foretaget en såkaldt trepanering og en anden har fået boret en tand ud og har levet så længe med det, at der nåede at dannes tandsten i hullet,« siger Jesper Vagn Christensen.

I vor egen tid er den strategiske placering blevet brugt til at anlægge Langelandsfortet i 1953 under Den Kolde Krig. Det er nu museum.

Flokke af vildheste
I Dovns Klints bagland springer nogle højst nutidige små brune føl rundt. Deres mødre holder skarp justits med de andre hopper. Kommer en af dem for nær et føl, sparker moderen ud og bider efter den formastelige, og de voksne heste begynder at skubbe rundt med hinanden. Førerhoppen har selv et føl, og hvor hun går følger alle de andre hopper og føl efter, mens hingsten danner bagtrop og holder øje med, at flokken er samlet eller stiller sig mellem flokken og eventuelle farer.

De 25 heste er den største af de to flokke af vildheste, som Skov- og Naturstyrelsen har ansat som naturplejere på Sydlangeland. De er vilde, for de havde gået og passet sig selv på den lille Tærø mellem Sydsjælland og Møn, siden forskere midt i 1960erne hentede en flok Exmoor-ponyer fra øde egne i Storbritannien for at prøve at genskabe den oprindelige vildhest, som vi kender fra hulemalerier i Sydeuropa, og som Exmoor-ponyen ligner meget.

»Her får de også lov til at passe sig selv. De går ude hele året og har deres egen hierarki. Det sker, at en af dem bliver mobbet, ja, ligefrem udstødt af flokken, men som regel bliver de taget til nåde igen. Flokken her holder overdrevet på Dovns Klint, så det ikke springer i skov, og blev flyttet hertil sidste år fra Klise Nor ved Bagenkop, hvor vildhestene oprindeligt blev sat ud i 2003. Vi hentede en ny hingst til den i Tyskland, mens den gamle hingst er blevet tilbage på Klise Nord med en halv snes hopper. Vi regner med, at den store flok vil dele sig i mindre flokke, efterhånden som de unge hingste bliver kønsmodne og samler deres egne hopper,« forklarer Jesper Vagn Christensen.

Klise Nor er en strandeng, og her har vildhestene allerede skabt mere varieret natur, bl.a. ved at æde løs af tagrørene, så der er blevet plads til ynglende vildgæs, vadefugle og ænder.

Fantastisk fuglested
Sydlangeland er et fantastisk fuglested. Om efteråret trækker mange rovfugle, f.eks. fiskeørn, rød glente, spurvehøg, hvepsehøg, musvåge, rørhøg og tårnfalk tæt forbi Dovns Klint, og om foråret er der et meget stort træk af edderfugl.

Om sommeren er der et rigt fugleliv i den nærliggende Gulstav Mose, som er et reservat med adgang forbudt, men med fin udsigt fra fugletårnet nord for mosen.

På begge sider af Dovns Klint er der skove, der har været drevet som stævningsskove i århundreder, og som Skov- og Naturstyrelsen bevarer som naturskove. Stævningsskove er typiske for Sydlangeland.

»Man stævner et træ ved at hugge sideskud fra træets rod, der sætter nye sideskud, der er modne til at blive fældet efter 20 år. På den måde får man træ, der egner sig til hegn, tømmer, redskaber og brænde. Teknikken har været brugt siden jægerstenalderen for over 7.000 år siden. Da man gravede ud til Storebæltsforbindelsen, fandt man fiskegærder, flettet af stævnet hassel 5.000 år før Kristi fødsel,« slutter Jesper Vagn Christensen.

Og dengang var Dovns Klint stadig en hatbakke inde i landet.