Når en perker dømmes, dømmes alle perkere

For Valieed er fodbold ikke bare fodbold. Han er vokset op i Mjølnerparken, og når han spiller, så spiller han sig ud af den skygge som han og hans generation af unge andengenerationsindvandrere vokser op i. Han er bare 15 år, men godt klar over, hvad han er oppe i mod, for som han siger: »Når en perker dømmes, dømmes alle perkere.«

Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kunne dårligt være mere vinterdepressivt. Der står februar på ryggen af denne klamme aften, luften flimrer støvregnsmættet i skæret fra Lyngbyvejens gule motorvejslys, og når man løber, klasker sålerne mod det våde fortov. Men den 15-årige Valieed med de pakistanske rødder løber alt, hvad hans 188 centimeter ranglede krop kan holde til.

For ham er fodbold mere end fodbold. Han løber her ikke bare med de andre drenge for at bevare sin faste plads som midterforsvarer på B1903s bedste juniorhold, men også fordi han ved, at de skridt, han tager denne aften, er en del af et langt løb ud af den skygge, som hviler på ham og hans generation af unge andengenerationsindvandrere.

For det er dem, der gør os andre bange. Når formanden for beboerforeningen i Mjølnerparken, Mohammed Aslam, siger »at det kan gå frygteligt galt,« så er det de unge, der vokser op uden rollemodeller, han tænker på.

Når politikerne taler om tikkende bomber, så er det denne rodløse generation af kulturforvirrede, nederlagsramte, vrede unge mænd, der iført Scott-jakker, Nike-sko, billige guldkæder og strittende fuckfingre, er på hævntogt mod alt og alle, de taler om. Og når forældre, der har opdraget deres børn til at bedømme mennesker på deres handlinger og ikke på deres hudfarve, begynder at sige, »nu er det nok«, fordi nogen har stjålet deres søns mobiltelefon eller råbt luder efter deres datter, så er det de unge drenge, de taler om.

Det er denne skygge, Valieed og hans generation lever i, og det er den, han løber for at komme ud af.

»Fodbold betyder meget. Rigtig meget. Hvis jeg kommer væk fra fodbolden, risikerer jeg at komme til at lave noget forkert. Min far vil hellere have, at jeg koncentrerer mig om skolen, og nogle har sagt til mig, at jeg er for tynd til at spille. Men vi har det godt os herude. Mit humør er godt, når jeg spiller. Alt kommer ud gennem fodbolden. Mit temperament, mine kræfter, og bagefter er jeg glad. Også selv om vi har tabt.«

Gruppepres
Valieed er født og opvokset i Mjølnerparken. Det ligner en opvækst i skyggesiden af tilværelsens gade, men sådan ser han det ikke selv. Han nærer dybe følelser for sin far og mor og sine fire søskende, og Mjølnerparken er efter hans opfattelse bedre end sit rygte.

»Jeg har boet her, siden jeg blev født og har altid haft det fint. Der er blevet talt så meget om al den kriminalitet og al den ballade, der er i Mjølnerparken. Det synes jeg faktisk ikke, der er.«

Alligevel lægger han ikke skjul på, at det som teenagedreng er meget let at komme i dårligt selskab, når man vokser op her.

»Vi er mange unge, og når man er mange, så skal man lige spille smart, og sige: 'Jeg er smart, jeg er sej, I skal have respekt for mig.' Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Sådan er det bare. Det er hjernen, der slår klik. Blandt dem på min alder er der rigtig mange, der er kriminelle.«

Har du selv lavet noget før i tiden?

»Ja, men jeg er aldrig blevet taget. Jeg gik sammen med de andre i den alder, men turde ikke rigtig selv. Jeg var heldig. Det kunne godt være gået galt.«

Hvorfor gjorde I det?

For at komme med i en gruppe.

Skal man lave noget for at komme med?

»Det er noget med, at man siger: 'Jeg lavede noget i går. Nu er det din tur! Jeg lavede noget i forgårs. Hvornår er det dig?' Hvis man er ny, så tænker man: 'Okay. Nu må jeg hellere lave noget.'

Der bliver altid sagt, at der skal fokus på forældrene, og man får det indtryk, at forældrene bekymrer sig meget. Har I ingen respekt for jeres forældre?

»Det eneste udlændinge har er respekt for forældrene. I hvert fald er det sådan med halvdelen. De har ikke respekt for samfundet overhovedet. Så er der de andre, der har respekt for danske regler og det danske samfund og alt det. De har respekt for næsten alt. Det er ikke noget med: 'Nå, vi har ikke noget at lave. Lad os lige lave en bil! Lad os lige lave en knallert!' Det kan jeg godt lide. Det er derfor, jeg har valgt at gå med dem.«

Du er født og vokset op her. Alligevel sidder du og jeg og skelner mellem danskere og andengenerationsindvandrere. Hvad opfatter du dig selv som?

»Jeg opfatter mig som andengenerationsindvandrer. For det første på grund af mit hår og min hudfarve, og så på grund af, hvordan danskere opfatter os. Vi bliver ikke respekteret. Når man går på gaden, møder man nogen, der siger: 'Skrid hjem til dit eget land.' Hver eneste gang en udlænding laver et bankrøveri, så rammer det mig. Så er der en hel familie, der vender sig imod udlændinge. Hvis der har været børnevoldtægt af en dansker, så er det jo ikke sådan, at hele samfundet siger: Alle danskere voldtager børn. Det er ikke de samme regler. Når en perker dømmes, så bliver alle perkere dømt. Det er selvfølgelig ikke alle danskere, der gør det, og vores lærere gør for eksempel ikke forskel. Men lige så snart du er i en anden gård, og du siger, du kommer fra Mjølnerparken, så siger de: 'Du skal slet ikke være her. Det er privat område. Alene, fordi man kommer fra Mjølnerparken.'

Men det er, som om det er den undskyldning, I altid bruger. At det er synd for mig. At det er samfundets skyld, og at danskerne er racister?

»Det er måske rigtigt nok, at vi isolerer os, men det er også fordi, vi ikke bliver respekteret. Jeg ved, der er en stor del af det danske samfund, som accepterer os, men der er også en del, der ikke gør det. Det er ikke for at sige, det er synd for mig, men jeg synes, vi skal respekteres. For hvis vi ikke bliver respekteret, så vil vi lære vores børn, at de ikke skal respektere Danmark. Men sådan tror jeg ikke, det kommer til at gå. Jeg tror, at vores børn kommer til at føle sig 100 procent som danskere. Vi føler os kun 50 procent.«

Man taler meget om, at Mjølnerparken er et sted, hvor unge vokser op med en fornemmelse af, at penge er noget, man får på kommunen, og arbejde er noget andre har?

»Vi driller tit hinanden med at sige: 'Din araber. Du er bare en samfundstaber på bistandshjælp.' Men det er bare en joke. Alle er jo ikke på bistand. Jeg er født og opvokset med, at vi aldrig har fået hjælp af kommunen. Min mor går derhjemme, men hun har aldrig fået bistandshjælp, fordi min far ikke vil have hjælp af kommunen. Og min far er taxachauffør og har arbejdet i Irma og alle mulige andre steder. Når folk siger, at alle udlændinge er på kontanthjælp, så kan jeg sige, at det er min far ikke.«

Og det er du stolt af?

»Det er jeg meget stolt af.«

Når man går i Mjølnerparken, så får man det indtryk, at langt flere har arbejde end statistikkerne viser. Er sandheden om Mjølnerparken også, at mange arbejder sort?

»Det er rigtigt, at mange arbejder sort. Men det er der vel også mange danskere, der gør. Indvandrere har også det problem, at de tænker meget på familien. Det er ikke sådan, at når de bliver gamle, så skal de på plejehjem. Det er mere sådan, at de bor hos os. Ligesom for 200 år siden i Danmark. Sådan har vi det stadig, og det koster jo. De er nødt til at arbejde sort ved siden af kontanthjælpen, for de kan ikke få noget ordentligt arbejde. De kom jo hertil, da de var 16 år og fik aldrig en uddannelse. Og så får de jo heller ikke den bedste løn. Det er noget med 35 kroner i timen sort.«

Den gode far
Valieed har det som de fleste andre muslimske drenge på hans alder. Hans farbillede er meget stort. Men hvor billedet for mange andre krakelerer, så synes der at være en del substans i Valieeds farbillede. Han har stor respekt for ham. Blandt andet har hans far aldrig løftet en hånd mod ham. Irettesættelse, ja. Men altid med ord.

»Min far vil gerne have, at jeg kan blive til noget mere end til taxachauffør eller pizzaejer. Han vil gerne have, at familiens navn bliver større, og at man tænker på det med respekt. Det betyder meget for mig. Han vil gerne have, at jeg bliver læge, men jeg tror, jeg vil være jurist, og det vil også være fint for ham. Jeg vil ofre alt, for at hans forventninger skal gå i opfyldelse. Mine fars ønske er mit ønske.«

Flere steder i Mjølnerparken hænger der opslag, hvor unge opfordres til at komme til møder hos den ekstremistiske organisation, Hizb ut-Tahrir, der foragter demokratiet og alt hvad det danske samfund står for. Ifølge Valieed har de stor indflydelse på det ydre Nørrebro.

»Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men måske er det, fordi de er spændende og fordi de tilbyder noget, man kan være fælles om. Det tiltrækker mange, som føler sig uden for i det danske samfund.«

De har også spurgt ham, om han ville være med, men han har sagt 'nej tak'.

»Hvis jeg skal dele de tre omgangskredse op, jeg har haft, så var den første dårlig for min fremtid. Den anden gik i opløsning, fordi nogen blev kriminelle, og andre gik til Hizb ut-Tahrir. Nu har jeg fået en ny omgangskreds, og vi spiller fodbold sammen.«

Fodboldens løfte
Den legendariske forboldmanager fra Liverpool, Bill Shankley, har engang sagt, at »fodbold er større end livet.« Hvilket er endnu et bevis på, at de fleste fodboldspillere er bedre til at spille fodbold end til at være filosoffer.

For selvfølgelig betyder Valieeds opdragelse i en ordentlig familie mere end fodbold. Selvfølgelig betyder det mere, at han aldrig har fået bank. Og selvfølgelig betyder det mere, at hans far opmuntrer ham, til at han skal blive til noget, og at hans gennemsnit på 8,8 fortæller, at der er overenstemmelse mellem drømme og muligheder. Alt det er vigtigere end fodbold.

Men lige nu har fodbolden en stor plads i livet. Den holder ham væk fra det dårlige selskab, og den får de gode sider frem i ham. Hans venner taler om en klog kammerat, og træneren Peter, taler om en »god dreng,« der har stort humør, smittende kampgejst og et flammende temperament, der dog hurtigt flammer af igen og ikke er af den onde slags.

Sidste år blev B1903s ynglingehold smidt ud af rækken, fordi de lavede for mange svinestreger og ikke accepterede dommerens afgørelser. På Valieeds hold er det forbudt at svine dommeren og medspillerne til. Gør man det, så ryger man ud. Foreløbig har holdet spillet fire træningskampe uden at få en advarsel, og som Valieed siger.

»Jeg har meget stor respekt for min træner. Hans ord er lov.«

Det lyder ikke, som om han siger det, fordi han ved, at det vil gøre hans omgivelser glade. Det lyder som om, han mener det. Som om han trods sine kun 15 år er helt klar over, hvad der kræves af ham, for at han skal kunne løbe ud af den skygge, der hviler på ham og hans generation.

Der står februar på ryggen af denne klamme aften, Lyngbyvejens gule motorvejslys skinner tåget gennem den regnmættede luft, og var man billedmager, ville det være det perfekte optagelsessted til en grå film om vinterdepressioner og sort ungdom.

Men drengenes såler klasker mod det våde fortov, formen er på vej til at blive god, om to måneder er græsset grønt, og Valieed ligner en dreng, der er på vej til at få en god sæson.