»Når det handler om menneskerettigheder, skal man passe på ikke at blive for diplomatisk«

Institut for Menneskerettigheder fyrede en mangeårig medarbejder efter klager fra Syrien og Egypten. Nu advarer Bjørn Elmquist, der spillede en central rolle i instituttets tilblivelse, mod at gå for meget på listefødder i forsøget på at holde sig gode venner med alle.

B. Elmquist
Forsvarsadvokat Bjørn Elmquist ankommer til Højesteret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/Arkiv

Fredag kunne Weekendavisen fortælle, at Hanna Ziadeh, der gennem 12 år har været tilknyttet Institut for Menneskerettigheder, er blevet fyret.

Årsagen er tilsyneladende en konference i Beirut i oktober, hvor Ziadeh blandt andet smilede til en repræsentant fra Syrien, mens han talte om tortur. Dertil bemærkede Hanna Ziadeh over for en egypter, at hans land for nylig kidnappede og torturerede den kvindelige blogger og menneskerettighedsaktivist, Esraa Abdel Fattah, der i 2011 var nomineret til Nobels fredspris.

Efterfølgende klagede Syrien, Egypten og FN-organet ESCWA, der afholdt konferencen og som havde inviteret Ziadeh til at tale, til Institut for Menneskerettigheder.

I e-mailen, hvor Hanna Ziadeh får besked om sin fyring, står der blandt andet, at Ziadeh er blevet oplevet som »provokerende«.

»Du foretrækker at sige tingene, som du ser dem. Det er også besnærende, men når vi er på arbejde, må vi lægge bånd på os selv og opføre os ordentligt,« skriver Hanna Ziadehs chef, Elsebeth Krogh, i e-mailen ifølge Weekendavisen.

Her anklager hun også Ziadeh for ikke at være loyal over for instituttets arbejde. Selv mener Ziadeh, at han er blevet fyret, fordi han er uenig i den pragmatiske linje, instituttet har fulgt siden 2014. En linje, der er blevet kritiseret fra flere kanter.

Behøver ikke at råbe det ud, men ...

Men hvor meget bør Institut for Menneskerettigheder egentlig bøje sig for regimer, diktatorer og andre, der ikke har samme syn på menneskerettigheder som den vestlige verden?

Ifølge advokat Bjørn Elmquist er det vigtigt at stå fast, når det handler om menneskerettigheder.

Han var i sin tid med til at fremsætte det beslutningsforslag, der gjorde det selvejende, men statsligt finansierede institut, til virkelighed. Siden var han i otte år formand for rådet i det, der dengang hed Center for Menneskerettigheder.

»Man skal være klar over, at formålet selvfølgelig er at få resultater – men ikke ethvert resultat for enhver pris,« siger Bjørn Elmquist. Han har selv skullet gå den diplomatiske balancegang.

»Det er ikke nødvendigvis sådan, at man behøver at stå og råbe det ud til alle fire verdenshjørner, men man gør de mennesker, lande og principper, som man prøver at hjælpe og fremme, en meget dårlig tjeneste, hvis man bøjer af,« siger Bjørn Elmquist.

Til Weekendavisen fortæller Jonas Christoffersen, direktør ved Institut for Menneskerettigheder, at der kan være tilfælde, hvor hans medarbejdere ikke skal påtale det, hvis diktaturer taler usandt om overgreb. Men ifølge Bjørn Elmquist løber man en risiko, hvis man er for opportunistisk, for pragmatisk.

»Det er en fælde, man kan risikere at falde i. Men når det handler om menneskerettigheder, skal man passe på ikke at blive for diplomatisk. Pakker man tingene ind, kan de blive misforstået og fortolket.«

Har mødt kritik

I starten af året blev den pragmatiske tilgang til menneskerettighederne kraftigt debateret på blandt andet netmediet Altinget.

»Den pragmatiske opfattelse, som Jonas Christoffersen advokerer for, er efter min opfattelse både juridisk uprofessionel og i strid med den opgave, som en national menneskerettighedsinstitution skal varetage,« skrev Morten Kjærum i et debatindlæg. Han var fra 1991 til 2008 leder for Institut for Menneskerettigheder, og er i dag direktør ved Raoul Wallenberg Institute i Sverige.

Det skete efter, at Jonas Christoffersen i et interview med Altinget blandt andet havde sagt:

»Jeg blev ansat, fordi bestyrelsen ønskede at anlægge en helt anden linje end tidligere. Nogle synes givetvis, at vi skulle fortsætte med at råbe op, men vi mener ikke, at man bare kan sige til folk, at de bare skal makke ret, fordi »jeg har ret«.«

Selv siger Hannah Ziadeh til Weekendavisen:

»Det, mine chefer går op i, er ikke at lave ballade og støde partnere, så vores projekter kommer i fare. Vi skal have dem til at danse med os. Så vi laver alibi-menneskeretsarbejde.«