»Når det første, man gør, er at ryge en joint...«

At komme anonymt i behandling spillede en vigtig rolle for, at den ellers velfungerende Jacob til sidst valgte at gå i behandling for sit hashmisbrug.

ARKIVFOTO: Når man både starter og slutter dagen med at ryge en joint, ødelægger det livet, fortæller Jacob, som fik hjælp til at stoppe sit hashmisbrug af kommunens anonyme behandlings­tilbud til misbrugere i job ellerunder uddannelse, PAS. »Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke syntes, det var sjovt at leve længere,« tilføjer Jacob, som også er anonym. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jacob sender ikke længere jointen videre. Det er slut for hans vedkommende.

»Jeg vil sådan set ikke engang have den i min hånd længere,« siger den 29-årige mand og fastholder øjenkontakten:

»Som jeg ser på det i dag, er hash noget af det absolut værste«.

For efterhånden seks måneder siden skoddede Jacob definitivt et mere end ti år langt og til tider heftigt misbrug af hash. Med hjælp fra kommunens anonyme behandlingstilbud til stofmisbrugere i job eller under uddannelse, PAS, lykkedes det Jacob at lægge hashen på hylden. Selv beskriver han det som »en stærkt følelsesladet« rejse, der tvang ham til at kigge indad og konfrontere de personlige konflikter, som hashen havde dulmet og trængt i baggrunden gennem årene.

»Det gik hurtigt op for mig, at det ikke kun handlede om at stoppe med at ryge hash – selvfølgelig er det et vigtigt element – men det handler også om at finde ud af, hvorfor man røg hash,« forklarer Jacob og misser med øjnene i middagssolen.

Berlingske møder ham foran en af indgangene til Roskilde Festivals teltlejr, der paradoksalt nok må regnes for det sted i landet, hvor der i netop denne uge bliver røget allermest cannabis. Alligevel trækker det ikke i Jacob.

»Jeg har slet ikke lyst til det, og det har jeg ikke haft i meget lang tid. Herude på pladsen er man nødt til at acceptere, at det er her, men jeg går ikke ind i diskussioner eller gør et nummer ud af det. Det har fyldt så stor en del af mit liv, at jeg ikke gider bruge mere tid på det,« siger han.

Et uudnyttet potentiale

Med en fjern lyd af et growlende heavyband i baggrunden fortæller han sin historie – en historie om, hvordan en ellers velfungerende, intelligent og berejst ung mand med et stort socialt netværk kom så langt ud i sit misbrug, at han havde brug for hjælp til at stoppe.

»Når det første, man gør, når man står op, er at ryge en joint – og når det også er det sidste, man gør, før man går i seng – så ødelægger det livet. Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke syntes, det var sjovt at leve længere,« siger Jacob.

Han vejer ordene, før han fortsætter:

»Misbruget betød også, at jeg ikke fik udnyttet det potentiale, jeg mener at have, og jeg skammede mig over det.

Jeg havde til eksempel en idé om, at jeg skulle skrive en bog på et tidspunkt, og jeg kom også i gang og skrev noget. Men jeg kom aldrig videre med det, for det var en idé, jeg havde om, at jeg skulle lave noget spændende og være et spændende menneske for at veje op for alle de ting, jeg fuckede op i,« siger Jacob.

De seneste år har han passet sit humaniorastudie ved Københavns Universitet og har i en periode, før misbruget tog fart, lavet frivilligt arbejde ved siden af. Derudover fik hashrygningen Jacobs sociale liv til at krakelere.

»Jeg fik ikke set mine venner, jeg brød aftaler og fik ikke lavet de ting, jeg gerne ville. Jeg havde det virkeligt dårligt, hele tiden. Og fordi jeg i så lang tid har haft det dårligt, så var min barre for, hvordan det er normalt at have det, sænket markant,« siger han.

Den anonymes frihed

Jacob voksede op i en større by på Sjælland, kom i gymnasiet og flyttede kort tid efter til hovedstaden.

Han beskriver sig selv som en reflekteret og følsom mand. Og som han sidder dér i græsset foran festivalpladsen, ville de færreste tænke tanken, at et hashmisbrug bare seks måneder tidligere truede med at ødelægge Jacobs liv.

Derfor var det også vigtigt for ham, at behandlingen foregik anonymt, og at han med PAS-projektet ikke skulle have sit misbrug knyttet til sit cpr-nummer.

»Folk dømmer hinanden, om man vil det eller ej. Det gør jeg også selv. Og det kan i dag være svært at have overblik over, hvilke myndigheder der deler informationer med hinanden, og hvilke oplysninger der bliver knyttet til ens journal eller cpr-nummer,« siger han.

»At det var fuldstændigt anonymt, blev for mig også et billede på, at det her er ikke noget, som skal deles med andre. Sådan noget her er en enormt privat sag. Det gjorde det helt sikkert nemmere for mig at gå ind til det, at jeg kunne gøre det anonymt,« siger Jacob.

Var du gået i behandling, hvis det ikke var en mulighed at være anonym?

»Det er et godt spørgsmål. Og jeg har egentlig ikke tænkt over det, fordi jeg bare syntes, det var så rart, at det var anonymt.«

I dag bruger han sin tid på at dyrke sport, mindfulness og meditation i stedet for at lade dagene fortabe sig i hashtåger.

»Det, jeg har fundet ud af nu, er, at livet bare ikke altid er så megaspændende. Det er hamrende kedeligt det meste af tiden, men når jeg accepterer det, kan jeg nyde de små ting. Man behøver ikke skrive en bog, før det er sjovt. Man kan også tage i biografen eller dyrke noget sport. Det behøver ikke være stort og vildt, fordi sådan er livet ikke for langt de fleste,« siger Jacob og tilføjer:

»Det er en anden ting, det har givet mig at komme ud af mit misbrug. Jeg har lært at leve i nuet. At acceptere livets leverpostej«.

Jacob har ønsket at være anonym i artiklen og optræder derfor under et opdigtet navn og uden billede. Berlingske er bekendt med hans rigtige identitet.