Når det er »no-go« at tage et barn på skødet

I nogle skolefritidsordninger hjælper pædagoger ikke børn, der har haft »et uheld« i bukserne. De er bange for at blive beskyldt for overgreb.

Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Børn løber og leger i skolegården. De springer. De klatrer. De falder. Men når uheldet er ude, og det gør rigtig ondt, så ondt at tårene flyder, hjælper det, at der er en lærer eller pædagog, som kan give et knus, tørre øjnene og sætte plaster på. Men for mandlige pædagoger er der de senere år kommet stadigt flere begrænsninger for deres fysiske kontakt med børnene i institutioner og skolefritidsordninger. Og som Berlingske skriver i onsdag, er nogle mandlige lærere også begyndt at være påpasselige i deres omgang med eleverne. De vil ikke risikere at blive beskyldt for at have været for nærgående over for børnene.

I de engelsksprogede lande har en del skoler sågar indført en no-touch policy med stærke begrænsninger på lærernes fysiske kontakt med skolebørnene. Så langt er vi slet ikke kommet herhjemme, siger forsker og ph.d.-stipendiat Else-Marie Buch Leander, der har forsket i pædofilianklager og -frygt i daginstitutioner og SFOer, men hun advarer mod at lægge selv mildere begrænsninger end no-touch policy på det mandlige personale.

»I folkeskolen er der ikke samme behov for fysisk kontakt, som der er i daginstitutioner, fordi børnene er ældre. Men en tiårig har brug for at komme hen til en lærer og få et knus, hvis barnet er faldet i skolegården, og det er betænkeligt, hvis mandlige lærere for eksempel ikke kan få lov at trøste et barn, der er kommet til skade,« siger Else-Marie Buch Leander fra Center for Sundhed, Menneske og Kultur på Aarhus Universitet.

Hun har undersøgt de retningslinjer, som daginstitutioner de senere år har indført for at undgå anklager om pædofili mod medarbejderne. Undersøgelsen, som blev offentliggjort i 2013, viste, at også skolefritidsordninger har indført regler, der pålægger medarbejdere at holde fysisk afstand til børn, der har brug for hjælp.

»Der er især en problematik omkring toilethjælp til børn, der har haft »et uheld« i bukserne. Nogle SFOer har indført, at pædagogerne må hjælpe verbalt, men de må ikke hjælpe børnene fysisk med for eksempel at skifte tøj. De står uden for toiletdøren og guider børnene til at klare situationen selv. Det er mange pædagoger kede af, fordi barnet er i en skrøbelig og sårbar situation, og det er pædagogen med til at understrege, når han står uden for døren og lægger fysisk afstand til barnet. Det virker ydmygende for barnet, som kommer til at stå inde på toilettet som den spedalske, der har snavset sit tøj til,« forklarer Else-Marie Buch Leander.

Else-Marie Buch Leander anbefaler ikke, at man indfører adfærdsregler for lærere, og navnlig ikke at man indfører særregler for mandlige lærere, der kan medvirke til en stigmatisering af manden.

»Det er meget vigtigt, at man ikke skelner mellem mænd og kvinder, for så bekræfter man, at der er noget galt med mænd. Mange af retningslinjerne i daginstitutionerne er til for at beskytte personalet mod falske anklager og er accepterede af personalet, men man gør mændene en bjørnetjeneste. For man fastholder mændene i en suspekt rolle, hvis de skal gøre noget særligt for at beskytte sig selv. Hvis man ikke må tage et barn på skødet, kan man komme til at signalere, at der er noget galt med én,« siger hun.

Som Berlingske skriver i dag, fraråder Danmarks Lærerforening sine medlemmer at give børn lov til at kravle op på skødet i skolen. Forskellige udgaver af »skød-forbud« var også en af de hyppigst forekommende restriktioner, som forskeren fra Aarhus Universitet stødte på i undersøgelsen af daginstitutionernes retningslinjer for at undgå anklager om overgreb.

»Nogle af de strømninger kommer fra de engelsksprogede lande. Vi har set det på daginstitutionsområdet, og der er en risiko for, at det kan brede sig til folkeskolen. Men det kan imødegås, hvis man skaber en dialog og bevidsthed om det, så forældre bliver klar over konsekvenserne af restriktionerne. I første omgang tænker de fleste, at vi hellere må gå med livrem og seler og have mange regler. Men når man så opdager, at det betyder, at ens barn ikke mere får et knus, hvis det er faldet og har slået sig, eller at pædagogisk personale ikke længere må være alene med ens barn, bliver man klar over, at det har nogle omkostninger. Men det skal man gøres bevidst om. Og så skal man holde reglernes omkostninger op mod den reelle og meget lave risiko for, at der bliver begået overgreb mod børn i skoler og daginstitutioner,« siger Else-Marie Buch Leander.