Når det bare er alt for vildt at række hånden op

I 1903 udkom en bog, som introducerede et nyt og sprængfarligt pædagogisk princip på de danske gymnasier: Håndsoprækning.

I både folkeskolen og gymnasiet tog man i forrige århundrede håndsoprækning til sig. Men det var kontroversielt i starten. Arkivfoto: Elever på Ellekilde Skole i Lyngby, årgang 1951. (Foto: Aage Sørensen/Scanpix 2014) Fold sammen
Læs mere
Foto: Aage Sørensen

I dag er lærerne taknemmelige, hvis deres elever vil gøre sig den ulejlighed først at række fingeren op, når de føler for at sige noget i timen. Men i begyndelsen af forrige århundrede var håndsoprækning i skolerne yderst kontroversielt. Ja, det blev faktisk betragtet som noget langhåret hokuspokus, der ville føre de opvoksende generationer ud i uvidenhed.

Håndsoprækning i gymnasiet afløste nemlig overhøring af eleverne, hvor læreren på skift udvalgte elever til at memorere dagens lektie, mens resten sad og slumrede hen. For 100 år siden var overhøring det kendte, trygge og velordnede – i hvert fald for læreren.

»Man var vant til, at der var et fast pensum, der skulle læres, og til det pensum hørte nogle bestemte bøger, som eleverne skulle tilegne sig ved at lære dem udenad. Læreren overhørte eleverne for at sikre sig, at de kunne huske, hvad der stod i bogen,« fortæller Harry Haue, der er professor emeritus fra Syddansk Universitet.
Han er i Magasinet Gymnasieforskning dykket ned i lærernes pædagogiske »værktøjs-kasse« omkring år 1900. Overhøring foregik med lukket bog, og i hver time kunne læreren overhøre fem elever, som fik en karakter for deres præstation.


Men i 1903 udkom bogen »Den daglige Undervisnings Form«, hvori den senere rektor for Ordrup Gymnasium og skoleborgmester i København, Ernst Kaper, argumenterede lidenskabeligt for en skole, hvor de daglige overhøringer blev erstattet af klasseunder-visning og håndsoprækning. Under sine to års studier på svenske gymnasier havde han således konstateret, at denne undervisningsform i langt højere grad aktiverede og inddrog (næsten) alle klassens elever.
Bogen blev den helt store åbenbaring, og klasseundervisning blev indført i læseplanen for pædagogikum i 1908. Inddragelsen af hele klassen var en voldsom forandring af undervisningens struktur.


»Nu var alle pludselig på og ikke bare én elev ad gangen. Men der var også mange, der mente, at det var det rene anarki. Lærerne kunne ikke styre undervisningen som før, fordi eleverne med deres svar fremprovokerede en ny diskurs i klassen, der kunne afspore indlæringen af pensum. Folk sad og snakkede i munden på hinanden, og der var ikke samme
system med, hvem der blev hørt, så det var svært at give eleverne karakterer efter hver time,« forklarer Harry Haue.
De nye undervisningsformer fik dog langsomt tag i lærerne. Langsomt.


»Det var et paradigmeskifte, og den slags tager tid. Jeg gik i gymnasiet i 1960erne, og dengang blev vi stadig overhørt,« fortæller Harry Haue.
Moderne undervisningsformer eller ej, det var i mange, mange år stadig ikke meningen, at eleverne skulle mene noget om det, de lærte. Helt så langhåret blev det først i 1960erne.