»Når Camille ligger på legetæppet, så træner mor«

Sanne Wiingreen har købt et »eksklusivt« efterfødselsforløb. To uger efter at have født sit andet barn, Camille, startede hun på programmet, der bl.a. byder på ti timers personlig træning.

Mommy -hold til efter fødslen Fold sammen
Læs mere

»Vi skal arbejde med den hængebug.«

Det kan lyde hårdt, men 32-årige Sanne Wiingreen har selv bedt om, at hendes personlige træner, Ann Sofie Bækgaard, får hende i form efter fødslen.

Sanne Wiingreen har købt et »eksklusivt« efterfødselsforløb til 16.000 kroner hos centret SofieB, der udbyder træning til nybagte mødre.

»Målet er, at min krop skal fungere optimalt igen,« siger Sanne Wiingreen, der er dyrlæge til daglig.

To uger efter at have født sit andet barn, Camille, startede hun på programmet, der bl.a. byder på ti timers personlig træning, 24 holdtræninger og selvtræning med videomateriale derhjemme.

På gulvet ligger Camille og gumler på sin sut, mens mor laver squats, semi-planke og åndedrætsøvelser.

Moderen skal følge sit barns motoriske udvikling i det her træningskoncept, fortæller Ann Sofie Bækgaard.

»Øvelserne er inspireret af, hvor din baby er i udviklingen. Jeg kalder det Baby Fit Flow, som er fire perioder inddelt efter babyens første leveår. Sanne er lige nu i perioden nul-tre måneder, hvor barnet bl.a. løfter hovedet og bruger ryggen. Derfor skal mor også træne sin ryg og styrke den,« siger hun.

Det handler også om at få skabt nogle gode vaner sammen med sin baby i hverdagen, og her skal bevægelse spille en stor rolle, lyder det fra Ann Sofie Bækgaard.

»Så når hun ligger på legetæppet, så træner mor. For de her øvelser er i princippet det samme, som din datter er i gang med. Og så kan I ligge der og kigge på hinanden,« lyder det fra den personlige træner til sin »mom« under dagens session.

Flere fagfolk advarer imod, at man som nybagt mor kommer for hurtigt i gang med træningen. Det har også fanget Sanne Wiingreens opmærksomhed.

»Det er ikke en sygdom, skal man huske på. Der er mange ting, man bliver nødt til i dagligdagen som f.eks. at bære unger og indkøbsposer,« siger hun og fortsætter:

»Det er meget svært at efterleve Sundhedsstyrelsens anbefalinger under en graviditet, når man allerede har et barn og f.eks. kun må løfte op til fem kilo.«

Sanne Wiingreen vil prioritere sin træning lige så højt som rengøring og tøjvask under sin barsel. Barnet er selvfølgelig øverst på listen.