Når brætspil møder tyngdekraften

I fremtiden skal børn og unge lære om matematik og fysik ved at spille brætspil. I hvert fald hvis man spørger to danske opfindere.

To danske opfindere har opfundet brætspillet Gravity Board Game, der blander klassiske spiltyper som Backgammon og Skak med matematik og fysik. Det er især møntet på undervisningsbrug. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I et hjørne af kontoret står prototyper stablet i en bunke. Nærmest som et udstillingstårn af de seneste tre års arbejde. Leif Engholm hiver en tyk og tydelig ufærdig version af spillet frem.

»I lang tid fiflede vi med en elektronisk udgave. Her var meningen, at spillet skulle registrere hvert enkelt brik og måle, hvor meget de vejede. Men det blev klart, at det ville blive for svært og dyrt at producere. Men vi leger stadig med tanken,« fortæller han og sætter spillet tilbage i bunken.

Det er et noget usædvanligt og anderledes brætspil, som de to Ole Opfinder-typer har begået. I stedet for at ligge fladt på bordet, vipper det frem og tilbage for et godt ord. Og det er hele meningen med spillet.

»Normalt vinder man ved at få flyttet alle sine brikker hjem eller sætte modstanderen skakmat. Her kan man også vinde på en anden måde – nemlig ved at få flyttet så mange brikker over på din halvdel, at man får en tilpas stor overvægt i forhold til modstanderen,« forklarer Leif Egholm, som er den ene del af makkerparret bag spillet.

»Det stiller nogle krav til, hvordan spilleren skal tænke. De skal overveje terningernes sandsynlighed, udfaldsrum og samtidig overveje, hvor de skal placere brikkerne i forhold til vægt og tyngdekraft. Det giver en helt ny dimension til spillet,« supplerer Michael Brommann, den anden del af makkerparret.

Spil som led i undervisningen

Spilserien Gravity Board Games, som tæller hele seks spil i varierende sværhedsgrad, er i høj grad tænkt som undervisningsmateriale og er udviklet i samarbejde med Syddansk Teknologisk Innovation, et udviklingsselskab under Syddansk Universitet. Samtidig har opfinderne haft et tæt samarbejde med Center for Undervisningsmidler. De seks spil er variationer af blandt andet Dam, Backgammon og Skak.

Spilserien har allerede mødt stor interesse og er blandt andet taget ind i sortimentet i Top-Toy, der står bag Toys R Us og Fætter BR samt boghandlerkæden Arnold Busck. Derudover har flere folkeskoler afgivet bestillinger på spillene, ligesom flere forhandlere og universiteter i udlandet har vist interesse for Gravity Board Games.

»Vores forventning er, at spillet vil favne bredt. Det er oplagt til undervisningsbrug, men vi regner også med at se det blandt studerende i fredagsbarer og i spilsamlingen hos børnefamilier,« siger Leif Egholm.

Danske spil hitter

De to hjerner bag spillet, Leif Egholm og Michael Brommann, har brugt tre år på at udvikle spillet. De er langtfra de eneste herhjemme, der tænker i brætspilsbaner, for de seneste år har noget nær en perlerække af danske brætspil haft stor succes herhjemme og i udlandet.

»Vi har set en klar opblomstring i brætspilskulturen herhjemme. Især de seneste fem-seks år har vi set en støt stigende interesse for brætspillene, hvor flere og flere spiller. Jeg tror klart, at det er det sociale i det, der trækker,« forklarer Kim Dorff.

Han er redaktør på magasinet Brikker & Bræt, der udkommer to gange årligt og følger markedet for brætspil tæt. Det er også magasinet, som hvert år kårer årets spil med prisen Guldbrikken. Ifølge ham er brætspillets renæssance blandt andet opstået i kølvandet på de mange danske brætspils succes.

»Man kan sige, at det startede med Bezzerwizzer i 2006, som viste, at man virkelig kan tjene penge på brætspil herhjemme og få succes i udlandet. Herhjemme ser vi nu mellem 200 og 300 nye danske brætspil om året,« forklarer han.

Mange af de nye danske spil kan sammen med et væld af udenlandske titler opleves på spilmessen Spiel i Essen i Tyskland, der løber af stablen fra den 24. til 27. oktober. Messen forventes at trække 250.000 besøgende. Gravity Board Games er netop kommet i handlen på det danske marked.