Det er en kold og grå vinterdag i Elleslettens Børnehave i Trørød. En duft af æggemad og sildepostej slår os i møde, da vi træder gennem indgangsdøren. Det har lige været frokost, og en del børn sidder stadig og hygger med de sidste madder og mælk i glasset, mens de mest energiske allerede er på vej ned i flyverdragterne og ud på den store, velbevoksede legeplads. Det gælder om at være først til at kapre legevognen eller én af gyngerne eller en plads i pilehytten, hvor man kan gemme sig for de voksne.

Elleslettens Børnehave er en gammel institution. Både den og dens klientel har undergået betydelige forandringer i de 45 år, siden en kreds af forældre i lokalområdet tog initiativ til grundlæggelsen.

De dengang 20 halvdagspladser skulle først og fremmest aflaste det omkringliggende villakvarters unge hjemmegående mødre og være et socialt samlingssted for både mødre og børn.

Vel- og overstimulerede
I dag er mødrene for længst holdt op med at være hjemmegående. De fleste har solide uddannelser og gode jobs på fuldtid eller næsten fuldtid, og den lille halvdagsbørnehave er konverteret til en heldags integreret institution med plads til 52 børn.

Mødrene er også blevet væsentligt ældre, end de var dengang. Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende danske kvinder er siden 1963 steget med næsten seks år, og Rudersdal Kommune, hvor børnehaven ligger, har nogle af landets ældste mødre med en gennemsnitsalder på mere end 31 år ved første barns fødsel.

»De fleste af vore mødre er i 30erne eller 40erne – og en del af fædrene har også passeret de 50,« siger børnehaveleder Mette Thomsen. Hun har været ansat i børnehaven i mange år og kan godt mærke, at den voksende gennemsnitsalder har betydet en anden måde at være forældre på:

»På mange måder er det en god ting, at folk får børnene lidt senere i livet. Vi har bl.a. meget få delebørn og sammenbragte familier, og børnene er generelt meget velstimulerede – nogle af dem nærmest overstimulerede,« siger hun.

»Det, der gør ondt på mig, er når børnene bliver gjort til projekter. Næsten alle vores forældre har en højere uddannelse, og de har hele deres liv arbejdet ud fra en succes-tankegang. De skal være en succes på arbejdet – om ikke for andet, så fordi de ellers ikke har råd til at bo her i området – deres ægteskab og familieliv skal være en succes, og det skal deres børn også helst. Forældrene bruger mange kræfter på deres børn, de lægger planer for deres liv, og for hvordan det skal gå dem, og de får hurtigt dårlig samvittighed, hvis det ikke går børnene så godt, som de havde håbet.«

Fjerne forhindringer
Det, der især adskiller de modne forældre fra de helt unge, der også findes enkelte af i børnehaven, er at de tager alting meget alvorligt, mener Mette Thomsen:

»Men børn har altså også brug for at opleve, at man godt kan sige pyt – lykkedes det ikke i dag, så lykkes det nok i morgen,« siger hun.

Curlingbørn er et udtryk, der har vundet indpas i det danske sprog de seneste år. Det dækker over børn, hvis forældre gør alt for at rydde forhindringerne til side på deres vej, helst inden børnene overhovedet opdager, at de er der. Og dem ser man rigtig mange af blandt de mere modne forældre, konstaterer Susanne Hede, formand for Fagligt Fællesskab for Sundhedsplejersker:

»De udgør en stærk kontrast til de unge mødre, der synes, det er i orden, hvis børnene falder og slår sig lidt – så kan de lære at passe på. De ældre mødre skal ikke opleve, at børnene slår sig ret meget, før der må være noget galt med omgivelserne. De har et arsenal af sikkerhedsudstyr og skal have den helt rigtige sikkerhedssele og autostol, de læser undersøgelser på nettet og bliver helt frustrerede, hvis de finder modstridende oplysninger om, hvilken bæresele der er bedst. Her er det vores opgave som sundhedsplejersker at få dem lidt ned på jorden og fortælle, at man altså også godt kan bruge sin sunde fornuft.«

På Elleslettens legeplads kan man både falde ned og slå sig, blive snavset og blive væk – i hvert fald en lille smule, og det må forældrene lære at affinde sig med,« fastslår Mette Thomsen:

»Noget af det tungeste for børn i vore dage er det ekstreme fokus, der er på dem næsten konstant. Det er som et åg, der lægges på deres skuldre,« siger hun.

»Børn skal også have lov til bare at være børn. Men mange, især af de lidt ældre forældre, lægger et alt for stort ansvar over på børnene ved f.eks. hele tiden at spørge, hvad de har lyst til, om de vil have den gule eller den røde trøje på, pasta eller kartofler til aftensmad o.s.v. Jamen, børnene er jo så små, man kan ikke kræve af dem, at de skal kunne tage stilling, som om de var voksne.«

Aldrig mødt modstand
Forhandlingsforældre kalder børnepsykologen Margrethe Brun Hansen denne type forældre. Og hun ved godt, at de gør det i den bedste mening:

»De gør det jo, fordi de elsker deres børn og vil dem alt godt. Men i virkeligheden gør forældrene deres børn stor skade ved hele tiden at bøje af og ikke påtage sig den voksnes ansvar,« siger hun. »De børn får det utroligt svært, når de senere skal i børnehave og skole, hvor de ikke kan forvente, at alting drejer sig om dem. De er blevet forgudet alt for meget og har aldrig mødt modstand eller konflikt.«

Som børnehaveleder føler Mette Thomsen det som en af sine vigtigste opgaver at støtte forældrene i at påtage sig ansvaret som voksne og lade børnene være børn:

»Selvfølgelig skal vi ikke tilbage til den sorte skoles autoritære opdragelse,«
siger hun.
»Men mange forældre havner i den modsatte grøft og tror, at fordi vi er så demokratiske her i Danmark, skal man også være meget demokratisk over for sine børn, hvis man vil være en god forælder. Dermed lægger de i virkeligheden et langt større pres på børnene, end hvis de bare sagde: Nu tager du den røde trøje på, og så går vi hjem! Vi oplever tit, at børnene bliver frustrerede og irriterede, fordi de får lov til at vælge alt for meget. Og det er især de ældre forældre, der begår den fejl . De unge har langt mindre tålmodighed,« Mette Thomsen.