Myten om den danske racisme

I årtier har vi gået og troet, at danskerne er særligt fremmedfjendske. Men det er en myte uden videnskabeligt belæg, siger to forskere nu. Kan det virkelig passe?

Den af Dansk Folkeparti støttede VK-regering blev ofte anklaget for at føre en fremmedfjendsk udlændingepolitik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jakob Dall
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kommer ikke bag på Erik Meier Carlsen, at to forskere i bogen »Er danskerne racister? Indvandrerforskningens problemer« netop er kommet frem til, at danskerne måske slet ikke er så racistiske, som rygtet tilsiger. Det har den politiske kommentator og tidligere chefredaktør på bl.a. BT sagt i årtier:

»Jeg har altid ment, at det var noget vrøvl, at danskerne skulle være særligt fremmedfjendske. Nogle har haft en politisk interesse i at sammenblande den bekymring, der var omkring indvandringen, med racistiske holdninger. Men internationale undersøgelser viser tværtimod, at danskerne ligger i toppen når det gælder tolerance.«

Og skal man tro f.eks. Eurobarometer er danskerne rigtignok nogle af de mest tolerante i Europa. Tolerancen er ifølge Den Europæiske Værdiundersøgelse endda steget svagt i de seneste årtier.

I samme periode har vi fået en af de mest hårde offentlige udlændingedebatter og er gået fra at have den mest liberale udlændigelovgivning i Europa til en af de mest restriktive.

Det ligner et paradoks, men er ifølge Erik Meier Carlsen præcis det modsatte:

»I 80erne kunne man registrere en enorm stor bekymring omkring indvandringens omfang, fordi ingen talte om det. Men dét, at man fik problemerne op at vende i 90erne, forøgede tolerancen. Det var en renselse. Det, at debatten har været hård, har gjort befolkningen mere mild,« siger han.

Politikere har pustet til fortællingen

Men hvordan skal vi så egentlig tolke de seneste 30 års kamp om udlændingepolitikken?

Var det historien om en tidligere marginaliseret, fremmedfjendsk tone, der gennem politikeres leflen for »den laveste fællesnævner« blev mainstream? Eller var det tværtimod en stille folkelig protest mod ureguleret udlændingepolitik, der omsider blev hørt og besvaret af politikerne?

»Jeg tror snarere, det er er et udtryk for, at politikerne har levet i en lille boble, hvor vi har gjort problemerne og fremmedhadet større, end det var for befolkningen,« siger Zenia Stampe, der er udlændingeordfører for de Radikale. Når den nye bog viser, at der ikke er dokumentation for et bredt dansk fremmedhad, viser det netop, at politikerne måske har overreageret.

Ja, måske har politikerne endda været med til at puste unødigt til fortællingen om danskerne som et særligt intolerant folkefærd, erkender Stampe:

»Jeg tror, at både højre- og venstrefløjen har lyttet for meget til de skingre stemmer i debatten. Jeg bliver jo selv stødt på nydanskernes vegne, når jeg møder ekstreme holdninger. Men vi som politikere skal selvfølgelig huske os selv på, at de skingre stemmer ikke må tegne flertallet, så det pludselig virker som om, at halvdelen af danskerne er racister.«

At tonen har været hård, mener Rune Engelbreth Larsen dog slet ikke, der kan herske tvivl om. Den tidligere stifter af Minoritetspartiet og klummeskribent på Politiken er en af de debattører, der i årevis har problematiseret indholdet og ordvalgene i den offentlige indvandrerdebat. Han medgiver, at danskerne ikke i sig selv er racistiske, men politikernes overfokusering på indvandrere gør sit til at omvende dem, mener han:

» De seneste 15 år har vi politisk, medie- og debatmæssigt trukket samfundet i en retning, der i stigende grad diskriminerer og proportionsforvrænger, og det smitter altså af i lovgivningen og debatten. Alt, der har med indvandrere at gøre, fremstilles i overdrevent omfang og gøres altid til et ’kultur-spørgsmål’, hvorimod ballade og kriminalitet, der har med pæredanske borgere at gøre, aldrig påhæftes en kulturel forklaring. Det er det problematiske dobbeltbogholderi.«

Når Mehmet Ümit Necef og Henning Bech i deres nye bog argumenterer for, at meget af det, forskere kategoriserer som racisme, i virkeligheden blot er udtryk for berettigede bekymringer baseret på statistisk viden om, hvad der karakteriserer indvandrergruppen, kalder Rune Engelbreth Larsen det direkte noget vrøvl.

Men hvorfor egentlig? Samtlige officielle statistikker viser jo, at de ikke-vestlige indvandrere som gruppe betragtet har en mærkbart lavere erhvervsfrekvens, er dårligere uddannede, og at nogle grupper tilmed har en gennemsnitligt højere kriminalitetsrate.

Det er alt sammen ubestrideligt.

»Men det bortforklarer ikke urimeligheden af forskelsbehandling og diskrimination. Prøv at overføre de to forfatteres tankegang til USA: Det kan godt være, at alt statistik peger på, at sorte amerikanere er mere kriminelle og mindre kvalificerede end hvide. Ud fra den tankegang ville det være rationelt at udelukke dem fra forskellige fora og statistisk i orden at tale nedsættende om dem. Men det gør det jo ikke mindre fremmedfjendsk. Det gør dem bare mere marginaliserede og øger så »den berettigede bekymring« endnu mere,« siger han.,« siger han.

Ikke udtryk for ringeagt

Det er netop folk som Rune Engelbreth Larsen, de to forfattere går op imod. De mener, at der i forskningsverdenen og den offentlige debat har været en tendens til, at man vil fortolke udsagn og adfærd som fremmedfjendsked.

»Det er, som om forskerne på forhånd har besluttet, at interviewpersonernes udsagn skal læses som racisme. Men der kan være alle mulige andre forklaringer, bekymringer eller rationaler, som forskerne slet ikke spørger ind til eller overvejer,« siger Mehmet Ümit Necef, lektor på SDU.

Ifølge forfatterne er det f.eks. ikke som en forskergruppe ellers argumenter udtryk for ringeagt eller racisme, når nogle danskere svarer »enig« til spørgsmålet »Vi må nu engang se i øjnene, at nogle folkeslag er mere intelligente end andre.«

»Det kan være, at svarpersonerne har tænkt på den simple omstændighed, at nogle landes indvandrere generelt er mindre uddannede eller ofte er analfabeter,« anfører Mehmet Ümit Necef.

Det er heller ikke nødvendigvis udtryk for racisme, hvis en forælder er skeptisk ved tanken om, at datteren skal giftes med en muslim, en politiker udtaler, at »somaliere er analfabeter og omskærer deres piger«, eller en arbejdsgiver frasorterer kandidater fra nogle lande på baggrund af deres etniske tilhørsforhold:

»En persons tilhørsforhold til en etnisk gruppe kan være indikator for personens kvalifikationer, og det kan gøre det rationelt for arbejdsgiveren ikke at tage alle ind til samtale. Dermed ikke sagt, at det er i orden eller lovligt. Men fra arbejdsgiverens synsvinkel er det ikke racisme, men god fornuft,« siger Henning Bech, professor på KU.

Men er der så overhovedet noget, der er racisme med så vide rammer for, hvad der er velbegrundede bekymringer og statistisk berettigede ry?

»Vi ved godt, at der er mange velmenende mennesker, der ville sige, at når man siger sådan nogle ting, som vi siger, som må man selv være racist, men vi har faktisk gjort en indsats i bogen for at forklare, hvorfor vi ikke mener, at det er entydigt racistisk i tilfældet med ægteskabet mener vi f.eks., at det er rimeligt velbegrundet at være bekymret. Vil du benægte det? Vil du benægte, at det er rimeligt at være bekymret for, at en muslimsk mand vil hylde nogle andre kønsnormer?«