Hvorfor lagde jernalderens danskere et kar med ler oven på en bunke hvide sten i en tørvemose i Vendsyssel?

Det og mange andre spørgsmål stiller forskere fra Nationalmuseet og Vendsyssel Historiske Museum i forbindelse med en udgravning i Svennum Mose ved Brønderslev. I mosen har de gjort flere omkring 2.000 år gamle offerfund, der hver for sig og til sammen vidner om danskernes tro i jernalderen.

Indtil videre er der dukket seks hovedskaller, hestekranier og knoglerester fra okse, hund og formentlig også ged samt mange hvide sten op i mosen, der blot er en af flere kultpladser herhjemme, hvor forskere har fundet spor af religiøse aktiviteter fra jernalderen.

Forskerne har dog langt flere spørgsmål, end de har svar. De ved ikke, hvorfor mennesker i sin tid lagde det mystiske kar fyldt med ler i mosen oven på en bunke sten. De ved ikke, hvorfor der blev smidt hvide sten i mosen. De ved ikke, hvorfor det tilsyneladende kun er hovedskallerne, der er endt i tørvemosen, ikke resten af kroppene, og de ved heller ikke, til hvad eller hvem ofrene er gjort.

Men hvert nyt fund gør dem klogere på de religiøse forestillinger i jernalderen, fortæller museumsinspektør Sidsel Wåhlin, Vendsyssel Historiske Museum, der deltager i udgravningerne i Svennum Mose. Hun vurderer, at ofrene er gjort i det, hun kalder »en hverdagskontekst«.

»Man har først gravet tørv i mosen, og i de huller, man har efterladt, har man lagt ofrene. Man har formentlig sagtens kunnet have et ritual i den ene ende af mosen, mens man 50 meter derfra har gravet tørv til at opvarmning,« siger hun.

Sidsel Wåhlin tør ikke sige, hvad meningen har været med lerkarret på de hvide sten. Men »der har været en grund til det«, akkurat som der også har været en mening med de andre offergaver, der ud over kranierne og knogleresterne tæller et lerkar med hør.

»Vi ved ikke, om de er udtryk for et eller flere ritualer,« siger hun og henviser til, at hør havde værdi, fordi det blev brugt til tøj, mens ler havde værdi, fordi det blev brugt til byggeri.

Ifølge Sidsel Wåhlin »ser det ud til«, at de seks kranier stammer fra unge mennesker, måske kvinder, og det ser hun som »udtryk for en udvælgelse«.

»Det kan være koblet op på en frugtbarhedskult. Det er de unge og reproduktive, ikke alder og klogskab, man ofrer,« siger hun og tilføjer, at det »kan være kvinder, der er døde i barselssengen«:

»Måske er de førstegangsfødende, måske er de ofret som et værn, så de næste kvinder ikke skal dø i barselssengen.«

Mens kranierne må være blevet ofret til højere magter, så kan de hvide sten være udtryk for en slags hverdagsovertro akkurat som syv-ni-tretten eller at undgå at gå under stiger er det i dag. Det fortæller forskningsprofessor Lars Jørgensen, Nationalmuseet, og tilføjer, at blanke eller lys sten er kendt fra andre tørvemoser end Svennum Mose.

»Måske er de hvide sten blev smidt i mosen og ledsaget af et ønske eller en besværgelse af en slags,« vurderer Lars Jørgensen, der er leder af det store forskningsprojekt »Førkristne kultpladser« om jernalderens og vikingetidens hedenske religion:»Vi kan se, at vand var vigtigt for dem, når de ofrede. De brød gennem vandspejlet til en anden verden.«

En ting er nogle sten og ønsker om held og lykke. Noget andet er menneskeofret. Skikken med at ofre mennesker i moser begyndte i slutningen af bronze­alderen omkring 600-700 f.Kr og varede til lige efter år nul, da de ifølge Lars Jørgensen »begynder at ebbe ud«. Ofrene er såkaldte civile moseofre og ikke at forveksle med de lidt senere våbenofre eller ofre af krigsfjender, som bl.a. er kendt fra Illerup Ådal.

»De civile moseofre dukker op igen lige før vikingetiden, og de tilhører en religion, som er ældre og af en anden karakter end den nordiske gudetro,« forklarer Lars Jørgensen.

Han skønner, at troen i jernalderens Danmark har været knyttet til keltisk kultur og tradition i Tyskland og Frankrig, hvor døde kroppe spillede en stor rolle i de religiøse forestillinger. De blev hængt op, kranier blev muret inde, alskens ofre af mennesker er kendt fra keltiske kultpladser.

Forskningsprofessoren beskriver menneske­ofring som »det ultimative offer«. En sidste mulighed, hvis bønner, gerninger og andre ofre ikke hjalp; f.eks. hvis høsten mislykkedes, eller jagtlykken udeblev. Han henviser til, at der i den nordiske mytologi er fortællinger om, hvordan konger er blevet ofret, når det »gik ad hekkenfeld til«.

»Vi kender menneskeofringer fra det meste af verden. Der er nogle fælles, religiøse træk, nogle måder at reagere på i kriser, der går på tværs af kulturer. Et af de træk er menneskeofringer. Det er et stresssymptom, et tegn på en befolkning under pres,« forklarer han.

Lars Jørgensen tilføjer, at det måske var klimatiske forandringer, der stressede datidens danskere. Sidst i bronzealderen blev klimaet nemlig vådere og formentlig også koldere.

Hans kollega, museumsinspektør Morten Fischer Mortensen, har også deltaget i udgravningerne af Svennum Mose, der modsat så mange andre tørvemoser ikke blev udsat for tørvegravning under Anden Verdenskrig. Dermed kan det ifølge museumsinspektøren være muligt at datere, hvornår de forskellige ofre er lagt i mosen.

»Det er meget sjældent, det kan lade sig gøre,« siger han.

Dyreofre var som menneskeofre vigtige. Heste blev i oldtidens Nordeuropa tillagt særlig betydning. De var dyrebare og nødvendige, ikke mindst i krig, de var en slags statussymboler. Tyre var også vigtige, hvilket bl.a. en tyrefigur på bundpladen i det berømte Gundestrup Kar vidner om.

»Men der er ingen tvivl om, at heste også repræsenterede noget med frugtbarhed,« siger Lars Jørgensen og fortæller, at der flere steder er fundet nedgravede hestekranier under jernalderhuse, og at der herhjemme helt op til renæssancen blev gravet hestekranier ned under dørtærskler.

Traditionen med hestekranierne vidner ifølge forskerne om, at elementer fra førkristne religioner fandt vej til den senere folketro. Så sent som i 1900-tallet blev der i Baltikum ofret til hellige træer, og i dag lever denne tradition videre med de såkaldte suttetræer. Middelalderens mosekoner, åmænd og andre skabninger knyttet til vand havde formentlig også deres rødder i førkristne traditioner.

Men jernalderens gudenavne er glemt. Forskerne mangler overleveringer eller skriftlige vidnesbyrd. Der kan dog sagtens have været levn fra bronzealderens soldyrkelse, og der kan have været guder i såvel menneske- som dyreskikkelser. Ifølge Lars Jørgensen blev der »bygget videre på den eksisterende tro«, og danskerne fik inspiration fra Sydeuropa. F.eks. var gudinden Freja en kopi af romernes Venus, der blev født af havet.

I løbet af jernalderen blev det i højere grad våben og smykker end mennesker, der begyndte at finde vej til offermoserne, og »omkring 300 er det nordiske persongalleri af guder på plads«, fortæller Lars Jørgensen.

Forskerne ved, at troen har været knyttet til magten. Der er flere spor efter religiøse aktiviteter ved offerpladser ved storgårde end ved smågårde. Ifølge Lars Jørgensen »er fællesritualer af større omfang blevet forestået af stormænd«.

»Stormændene har siddet på magten, og derfor var det senere svært for kirken at få troen vredet ud af hænderne på dem. Det skete først i 1200-tallet, da sognedannelserne kom på plads,« fortæller han:

»Der har foregået en bred vifte af ritualer. Det har ikke været institutionaliseret som i kristendommen med en bestemt kultbygning. Der har været flere former for offerpladser, og ikke to af dem har været ens. De har ligget rundt omkring i landskabet på markante punkter. Religionen har været til stede over alt. Der har været guder, naturen har været besjælet, tro har præget hele deres forestillingsverden.«