Muslimer i oprør over Islamisk Trossamfund

Islamisk Trossamfunds deltagelse i demonstration arrangeret af Hizb ut-Tahrir vækker forargelse i store dele af det muslimske samfund i Danmark.

Islamisk Trossamfunds deltagelse i demonstration arrangeret af Hizb ut-Tahrir vækker forargelse i store dele af det muslimske samfund i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Brasen

Efter den første Muhammed-krise var kritikken der også. Men i det små og forholdsvis spredt. Islamisk Trossamfund havde været uofficielle repræsentanter for muslimerne i Danmark, selv om trossamfundet højst rummer op til syv-otte procent af de danske muslimer.

Men efter at Islamisk Trossamfund igen er blevet gjort til talsmænd af både presse og politikere, siger en lang række organisationer nu højlydt fra.

Efter at talsmand Kassem Ahmad sidste fredag gik i spidsen for Hizb-ut-Tahrirs protestdemonstration mod genoptrykningen af tegneren Kurt Westergaards Muhammed-karikatur, er høfligheden over for den islamiske menighed forsvundet.

Afstandtagen
Næstformand for De Tyrkiske Muslimers Trossamfund i København, Erfan Kurtulos, mener, at imamerne fra Islamisk Trossamfund pisker en stemning op, gør mere skade end gavn og taler på alle muslimers vegne uden at have dækning for det.

»Vi har fælles religion, men de repræsenterer ikke os, og vi tager skarpt afstand fra fanatisme, og den måde imamerne fra Islamisk Trossamfund deltager i samfundsdebatten på. Fanatikerne kan ikke tage patent på islam og integrationsarbejdet i Danmark,« sagde Erfan Kurtulmos til Ritzaus Bureau.

Og i går valgte Danmarks suverænt største muslimske organisation, Muslimernes Fællesråd, der efter eget udsagn organiserer op mod hver femte danske muslim, at bakke kritikken op

»Muslimernes Fællesråd kan konstatere, at de seneste dages debat ikke har været med udgangspunkt i en repræsentativ dækning af de danske muslimer,« siger talsmanden for Muslimernes Fællesråd Zubair Butt Hussain.

Flere af de muslimer, Berlingske Tidende talte med i går støtter kritikken af Islamisk Trossamfund, men ønsker at henvise til deres paraplyorganisationen Muslimernes Fællesråd, når kritikken skal udtrykkes.

»Navnet Islamisk Trossamfund er i denne forbindelse en uheldig foreningsbetegnelse, da det ikke har samme berettigelse som eksempelvis Mosaisk Trossamfund, da de ikke taler på alle danske muslimers vegne. Muslimernes Fællesråd har med sine knap 40.000 medlemmer ikke været repræsenteret i den seneste debat. Vi opfordrer til et mere nuanceret billede af danske muslimer, så én enkelt gruppe ikke får lov til at tage patent på udmeldinger,« siger Zubair Butt Hussain.

Også den pakistanske imam Naimatullah Basharat I Nusrat Djahan-Moskeen i Hvidovre tager stærkt afstand fra, at en enkelt moske taler på alle muslimers vegne.

»Det er helt forkert« siger imamen«

Han har arbejdet som imam i Danmark i perioden 1985-1992 og senest fra 2005 i moskeen, der er den første moskè i Skandinavien og til dato den eneste eksisterende moske i Danmark, der er bygget som moske.

Det bosniske muslimer i Danmarks ønskede ikke i går at lægge navn til en udtalelse, men de ville gerne have viderebragt, at de også er kritiske overfor Islamisk Trossamfund. De bosniske muslimer har 14 foreninger rundt om i landet med omkring 10.000 medlemmer.

Det var ikke i går muligt at få en kommentar fra Islamisk Trossamfund.