Muslimer anklages for at svigte homoseksuelle

Muslimernes Fællesråd kritiseres for ulden opbakning til udsatte homoseksuelle. Og for halvhjertet engagement i kampen mod hate crimes, som organisationen har fået penge til.

Foto: ANNETT BRUHN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Anerkender Muslimernes Fællesråd, at det er i orden at være homoseksuel? Spørgsmålet stillede Lars Aslan Rasmussen, medlem af Borgerrepræsentationen i København Kommune for Socialdemokraterne, for 16 dage siden i et brev til Muslimernes Fællesråd, der er Danmarks største muslimske organisation og repræsenterer op til 35.000 medlemmer. 14 dage senere svarede organisationens talsmand Mustafa Gezen, men uden at besvare spørgsmålet, mener Aslan Rasmussen.

Og det uddybende svar, som han modtog i går, rejser i hans øjne fortsat tvivl. Den uklare position er ifølge Lars Aslan Rasmussen uacceptabel, fordi hvert tredje offer for en såkaldt hate crime i København er homoseksuel. Og især fordi organisationen har fået del i en pulje fra kommunen på 300.000 kr., der er møntet på netop at bekæmpe hate crimes. »Når Muslimernes Fællesråd har fået penge fra Københavns Kommune til at bekæmpe hate crimes, må de som minimum tilslutte sig, at homoseksuelle har samme rettigheder som alle andre.

Ellers er det vanvittigt at samarbejde med de mennesker,« siger Lars Aslan Rasmussen. Han har selv kurdisk baggrund og mener, det er afgørende for indsatsen mod hate crimes, at Muslimernes Fællesråd klart og tydeligt anerkender ligestillingen mellem homoseksuelle og heteroseksuelle. Og at organisationen gør en indsats for at udbrede synspunktet. Mustafa Gezen skriver til sit forsvar i sit seneste svar til Lars Aslan Rasmussen, at »det er ethvert menneskes ret at vælge sin egen seksualitet. Så hvis dette er, hvad du betragter i ordet »i orden« er det klare svar ja!«

Men ifølge Aslan Rasmussen undgår han således at forholde sig til selve det følsomme spørgsmål om ligestilling. »Mustafa Gezen gør det meget klart, at Muslimernes Fællesråd ikke vil gøre noget for at fremme tolerance over for homoseksuelle. Organisationen er primært interesseret i at sætte sig selv i offerrollen. Selvom de ved, at også muslimer står bag hate crimes, og at det er ualmindelig svært at være muslim og homoseksuel,« siger Lars Aslan Rasmussen.

Intet reelt svar

Berlingske har de sidste to dage forsøgt at lade Muslimernes Fællesråd og Mustafa Gezen svare selv, men uden noget særligt held. Finn Rudaizky (DF), som er medlem af Borgerrådgiverudvalget i Københavns Kommune, hvorfra indsatsen mod hate crimes koordineres, er kritisk: »Muslimernes Fællesråd svigter de homoseksuelle, når de ledende personer ikke melder deres holdning klart ud over for egne medlemmer og omverdenen.

Det er forrykt, når de oven i købet er med i en kampagne, der går imod diskriminering.« Større tillid til Muslimernes Fællesråd har beskæftigelses- og integrationsborgmester Anne Mee Allerslev (R). »I vores samarbejde med Muslimernes Fællesråd har organisationen været aktiv i forhold til bekæmpelse af diskrimination af alle, også homoseksuelle. Som udgangspunkt er jeg ikke i tvivl om, at Muslimernes Fællesråd går ind for fuld ligestilling af homoseksuelle. Men vi tager det op på et møde, som vi har med organisationen i juni, og der forventer jeg bestemt ikke, at der er nogen slinger i valsen,« skriver hun i en mail.