En mand fra Aarhus manipulerede med både streamingtjenester og ophavsret og snød for 4,3 millioner kroner.

Sådan lyder anklagen mod den 53-årige mand ved Retten i Aarhus.

Torsdag afgiver to musikere forklaring i den usædvanlige sag, der betegnes som den første af sin art ved en dansk domstol.

Andreas Tophøj fra folkemusikbandet "Basco" forklarer om chokket, da gruppen blev klar over, at deres musik var genudgivet under et andet navn.

- Jeg kan huske, at vi sad og øvede os, da en kollega ringede til os og spurgte, om vi var klar over, at vores musik var udgivet på streaming under et andet navn og titel, forklarer han i retten.

Et af gruppens numre afspilles i retten i to versioner. Specialanklager Amir Amirian beder retten lægge mærke til tempoet.

Originalversionen er 3,38 minutter, mens kopinummeret er 3,14 minutter.

- Tempoet er skruet op, men det gør det jo ikke til ny musik. Det er stadig vores nummer, og vi har ikke givet tilladelse eller overdraget retten til andre, siger Andreas Tophøj.

Tobias Nielsen, der spiller ukulele i duoen "Elof & Wamberg", beretter sig også udsat for svindel.

Et af duoens numre afspilles i retten i to versioner på henholdsvis 3,47 minutter og 3,35 minutter.

Dommeren og de to domsmænd lytter og noterer undervejs.

- Der er justeret på tempo og på pitch, siger musikeren og forklarer, at pitch er nummerets toneleje.

Streaming er ifølge de to musikere ikke nogen guldgrube. Det udløser som regel nogle få øre per afspilning.

Alligevel føler de sig taget grundigt ved næsen af den mand, der anklages for at have misbrugt deres musik.

Den 53-årige har forklaret, at han ved en "filhåndteringsfejl" har registreret sig som rettighedshaver af 37 ophavsretsbeskyttede numre.

Det er sket under arbejdet med at håndtere op mod 20.000 musiknumre for forskellige pladeselskaber, hævder han.

Manden har dog ikke nogen forklaring på, hvordan numrene er blevet bearbejdet og forkortet.

Rettighedsalliancen, der repræsenterer 100.000 danske rettighedshavere inden for film- og musikbranchen, kræver erstatning på vegne af de krænkede kunstnere.

Anklagemyndigheden kræver 4,2 millioner kroner konfiskeret hos den tiltalte.

Tredje og sidste retsdag er berammet til 27. februar.

/ritzau/