Musical på Skagen reddet fra konkurs

Akut økonomisk nødhjælp har reddet musicalprojektet "Lyset over Skagen" fra konkurs. Efter et par uger i Skagen skal musicalen på landsturné til 30 byer.

Musicalen "Lyset over Skagen" blev torsdag reddet fra en konkurs efter en ekstraordinær økonomisk indsprøjtning på flere millioner kroner fra kommune, region, en fond og et pengeinstitut m. fl.

Det oplyser teaterleder og komponist Kim Sørensen, der står bag musicalprojektet med premiere i Skagen den 10. august.

- Vi har været tæt på konkurs, men projektet er nu reddet, siger Kim Sørensen.

Han oplyser, at der mangler at blive solgt over 8000 af de 18.000 billetter, som skulle sælges i Skagen.

- Vi må konstatere, at turisterne i Skagen har svigtet os. Måske har vi satset forkert ved at placere musicalen sent i august.

/ritzau/