Museum afviser Mårup kirke

Den nedstyrtningstruede Mårup Kirke er ikke velkommen i Frilandsmuseet, som det ellers har været foreslået.

Frilandsmuseet ved København siger nej til at blive nyt hjemsted for den nedstyrtningstruede Mårup Kirke - men kampen for at redde kirken fortsætter. Det oplyser P4 Nordjylland.

Den lokale provst, Lars-Erich Stephansen, har i flere uger undersøgt muligheden for, at Mårup Kirke, der kun er ni meter fra afgrunden, flyttes til Frilandsmuseet. Museumsfolkene har nu vurderet sagen og er kommet frem til, at det er for dyrt og besværligt at flytte kirken, ligesom den lokale modstand er for stor.

Lars Erich Stephansen har dog en plan B.

- Alternativet må være at flytte kirken nogle hundrede meter ind i landet. Nu vil jeg tygge lidt på det, siger provsten, der håber at få en god dialog med foreningen Mårup Kirkes Venner.

Lars-Erich Stephansen er i øvrigt blevet kontaktet af et ægtepar, der vil bidrage med 100.000 kroner til at flytte kirken. Han afviser ikke tanken om at lave en decideret landsindsamling til formålet.

Kilde: DR Nordjylland.