Mumien taler til os

I denne uge er det 25 år siden, at to tyske bjergvandrere gjorde et af alle tiders største forhistoriske fund i Europa. Højt oppe i Alperne, næsten direkte på grænsen mellem Østrig og Italien, stak liget af et menneske ud mellem en spalte i den smeltende is. Politiet blev alarmeret, men snart viste det sig, at det ikke var en sag for kriminalteknikere, men for arkæologer.

Ötzi var en efter datidens forhold ældre herre på 45-46 år. Han var slank og muskuløs, vejede omkring 50 kilo og var op mod 165 cm høj. Hans sidste måltid havde været af udmærket kvalitet, viste analyser af maveindholdet: kød fra ged og rådyr iblandet hvedekorn, rødder og frugt. AFP PHOTO / Andrea Solero Fold sammen
Læs mere

Nærmere undersøgelser afslørede, at der var tale om et cirka 5.300 år gammelt lig af en mand, som isen havde bevaret exceptionelt godt. Ismanden var Ötzi, kongen over alle europæiske mumier, og i dag er det en dybt fascinerende og tilmed stærkt dramatisk historie, som videnskaben har flettet sammen om den ensomme midaldrende mand.

Ötzi var en efter datidens forhold ældre herre på 45-46 år. Han var slank og muskuløs, vejede omkring 50 kilo og var op mod 165 cm høj. Hans sidste måltid havde været af udmærket kvalitet, viste analyser af maveindholdet: kød fra ged og rådyr iblandet hvedekorn, rødder og frugt.

Samtidig var han iført klæder, der ydede suveræn beskyttelse mod kulden og blæsten oppe i 3.200 meters højde: kappe og bukser af forstærket gedeskind, bjørneskindshue, forede skindsko. Det mest opsigtsvækkende var dog på mange måder hans omfattende overlevelsesudstyr, herunder flintdolk, flitsbue, barkdåse til ildtænding og transport af gløder, fangstnet til fugle, fibertæppe og muligvis en rygsæk. Hans mest værdifulde genstand – datidens svar på en iPhone – var en økse med kobberhoved.

I de første år efter fundet antog man, at Ötzi var død af kulde. I dag er man næsten overbevist om, at han blev myrdet. Måske var han på flugt fra en forbrydelse i en dal, måske blev han bare overrasket af en røver. Under alle omstændigheder afslørede detaljerede scanninger, at han var blevet ramt i den ene skulder af en pil, som må have gennemboret en pulsåre, så han blødte ihjel på få minutter. Forinden havde han formentlig været i kamp, for han havde et dybt sår på sin ene hånd.

Hans helbred var i øvrigt ikke helt i top. Han var åreforkalket, havde gigt i knæene, led af borrelia, og hans mave og tarme var inficeret af en parasitorm. Desuden var der høje koncentrationer af arsenik og kobber i hans celler – et tegn på, at han må have beskæftiget sig med kobbersmeltning. En del af smerterne har han efter alt at dømme søgt at lindre med anvendelse af akupunktur.

Endelig har forskere kunnet fastslå, at han havde brunt hår og brune øjne, voksede op i en dal cirka 60 kilometer mod øst, men levede sit voksenliv i en mere nærliggende dal. Samt at hans arvemasse bringer ham i slægt med visse nutidige mænd fra Korsika og Sardinien og langt tilbage i tiden med bønder fra Mellemøsten.

Alle disse detaljer om en personlighed, der levede for svimlende længe siden, er tilvejebragt med anvendelse af moderne teknologi som DNA-sekventering, CT-scanninger og såkaldte isotopanalyser. Og afdækningen af nye hemmeligheder fortsætter. Blandt andet har man med en kombination af scanninger og supercomputere netop fastslået, at han må have haft en dyb og raspende stemme – som en kæderyger.

Isen bliver ved med at smelte i Alperne og blotte overflader, som ikke har set dagens lys i tusinder af år, hvilket med tiden ventes at bringe nye og måske lignende opdagelser med sig. For få år siden fandt man eksempelvis en skindsko nær Ötzis hvilested, men cirka 500 år ældre.

Hvis man ønsker at tage den verdensberømte alpeboer i nærmere øjesyn, skal man drage til Sydtyrols museum for arkæologi i den norditalienske by Bolzano. Heldigvis har vi også et par lignende og næsten lige så ombejlede arkæologiske celebriteter herhjemme, nemlig Grauballemanden, der kan ses på Moesgaard Museum ved Aarhus, og Tollundmanden, som er udstillet på Museum Silkeborg.

De er knap så gamle, og man har ikke afsløret helt så mange detaljer om deres liv, selv om eksempelvis deres sidste måltider er nøje beskrevet. Til gengæld har moserne bevaret deres hud, hår og ansigtstræk i så forbløffende detaljer, at de næsten fremstår levende for én. Så levende, at den irske lyriker og Nobelpristager Seamus Heaney i 1995 skrev digtet »The Tollund Man« som hyldest til den oldgamle dansker fra den jyske offermose.

Lars Henrik Aagaard er Berlingskes videnskabsjournalist.