Multiarenaer kvæler hinanden

Der drømmes om store multihaller overalt i Danmark. Eksperterne er skeptiske og spår sammenbrud for de fleste projekter, når de første haller er bygget.

De fleste af de mange store multihalprojekter landet over vil falde fra hinanden, når først der er blevet bygget en eller to haller. Det vurderer Idrættens Analyseinstitut, der i en ny bog løfter pegefingeren.

- Det gælder om at komme først. For når første projekt står færdigt, så bliver de andre mindre rentable. Og så hiver de formentlig stikket ud, siger bogens hovedforfatter, analytiker Ulrik Almlund, til Ritzau.

Andre eksperter er enige i, at der højst er plads til en eller to multihaller i Danmark med en kapacitet på over 15.000 tilskuere. Alligevel er der planer i mindst syv danske byer om at opføre store multiarenaer, og adskillige andre drømmer om multihaller i lidt mindre målestok.

/ritzau/