Muldvarpe her og der og alle vegne

Muldvarpene er særdeles aktive i haverne lige nu - de er nemlig bange for at drukne.

Smeltevandet fra sneen løber ned i muldvarpenes gange. For at undgå at drukne, må de søge hen til højereliggende punkter, hvor der er tørt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er muldvarpe her og der og alle vegne i øjeblikket, også i naturen. Mens den menneskelige type muldvarp helst holder sig undercover hele året, skyder de andre netop nu løs i haver, på marker og enge og afleverer tydelige vidnesbyrd om deres færden.

Meget tyder på rekord i muldvarpeskud, for ekspempel i Jægersborg Dyrehave.

»Vi har aldrig nogensinde set så mange muldvarpeskud som i år. De er kommet til syne nu, hvor sneen er forsvundet,« siger naturvejleder, biolog Stella Blichfeldt, Skov- og Naturstyrelsen, Hovedstaden, der har udsigt til de ekstraordinært mange små jordbunker fra skovdistriktets kontor i Dyrehaven.

Årets muldvarpeskud skiller sig udover mængden også ud fra andre års ved deres variation.

»Der er mange små, som om muldvarpen har opgivet at skubbe jorden op gennem sneen. Men hvorfor de ser sådan ud, har vi ikke en forklaring på,« siger Stella Blichfeldt.

Vandskader i gangene

Men det har landets førende muldvarpeekspert, seniorrådgiver Jens Lodal, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Institut for Plantebeskyttelse og Skadedyr.

»Når der har været så store mængder sne, som vi har haft i denne vinter, og det sætter ind med pludselig tø, løber smeltevandet ned i muldvarpenes gange. For at undgå at drukne, må de søge hen til højereliggende punkter, hvor der er tørt,« forklarer Jens Lodal.

»Her er jordlaget ikke så tykt, derfor bliver muldvarpeskuddene små. Samtidig er parringssæsonen kommet i gang, og derfor er der større aktivitet og spredning. Men det får ikke muldvarpene til at søge op over jordoverfladen - hvis det gør det, er det om natten,« siger Jens Lodal, der ikke tror, fænomenet med de oversvømmede gange vil betyde noget for bestanden.

»Selvfølgelig vil enkelte gå til, men det vil regulere sig, når ungerne kommer til sommer,« slutter han.

Også skadedyrsbekæmper Jørgen Fischer, SOS-Skadedyr, har bemærket at der er ekstra mange muldvarpeskud i år.

»Vi har fået mange henvendelser fra folk, der siger, at de aldrig har haft muldvarpe i deres have før, men at det nu vrimler med skud,« siger Jørgen Fischer.

Haveejerne kan så glæde sig over, at der ikke er flere muldvarpe i år, selv om de er blevet mere synlige.