Moses var på stoffer

Moses var påvirket, da han hørte Gud sige »De Ti Bud«, hævder israelsk professor.

Moses var på stoffer, da han hørte Gud tale, hævder en israelsk professor I psykologi. På billedet ses skuespilleren Charlton Heston som Moses i filmen »De Ti Bud« fra 1956. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

»De Ti Bud« kan være kommet til Moses, mens han var på stoffer.

Det hævder en israelsk professor I psykologi, som har studeret Det Gamle Testamente.

Professoren, Benny Shannon fra Jerusalems Hebræiske Universitet, påstår, at mødet med Gud ikke var en overnaturlig begivenhed, men at det er meget sandsynligt, at det fandt sted under påvirkning af stoffer.

Professor selv på stoffer
Benny Shannons studie er blevet offentliggjort i martsudgaven af det britiske tidsskrift Time and Mind, hvor han på 24 sider forklarer sine teorier.

Han fik idéen til at studere fænomenet, efter han i 1991 prøvede et kraftfuldt plantebaseret narkotikum kaldet ayahuasca ved en stammeceremoni i Amazon-regnskoven.

Ifølge Shannon brugte de gamle israelitter ofte lignede stoffer i deres religiøse ceremonier, og han hævder, at Moses' følgesvende også var påvirkede på Sinaibjerget.

Det forklarer - ifølge Shannon - hvorfor de oplevede torden, lyn, lyden af en trompet og at bjerget røg.

»Det virker logisk«
Professoren tror også, at Moses var påvirket af ørkenplanten, da han fik besked på at lede israelerne ud af Egypten og ind I ørkenen.

Han tror, at stofferne forvrængede Moses’ tidsfornemmelse, hvilket kan forklare, hvorfor han så tornebusken brænde men ikke så, at ilden ødelagde den.

Benny Shannon erkender, at han ikke har et direkte bevis for sine teorier. Men han skriver, at »det virker logisk, at noget var galt med deres bevidsthed.«