Mortens millioner

Morten Strunge 26 år, København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en regel. Når Morten og hans venner er ude at spise middag i byen, splitter de altid regningen ligeligt imellem dem. Krone for krone. De vil ikke skylde hinanden noget, lyder teksten i venskabets overenskomst. En ordlyd, de er blevet enige om ud fra et kodeks om respekt.

Morten respekterer vennernes penge. De respekterer hans.

»Det ville ikke være høfligt over for de andre, at jeg på den måde skulle signalere, at de ikke har råd til at betale. Det ville stritte imod mine egne holdninger, hvis jeg betalte hele regningen.«

Morten er et menneske med mange planer. En skaber, der skal sætte i gang.

For et år siden blev han mangemillionær. I en alder af 25 år fik han 120 millioner efter salget af sit eget værk, teleselskabet Onfone til TDC. Nu er han ansat direktør i selskabet, ejer af Agnes Cupcakes og gourmet-ølbrygger.

Den største plan af dem alle i det entreprenante sind handler ikke om kontant valuta. Den handler om Morten selv. Hans determination om at forblive den samme. En trodsig ide om, at millionerne nok kan ændre alt udenfor, men indeni er alt uforandret.

»Der behøver ikke nødvendigvis følge en særlig livsstil med millionerne. Det er et spørgsmål om, hvad man vil.«

Noget af rigmandstilbehøret har han erhvervet sig. En citylejlighed med Hornsleth-malerier, designermøbler og tagterrasse han købte den dag, han så den. En sort Aston Martin, der får ham til at smile. Gode flasker vin. Resten er bare Morten. Eller: Sådan ser han det.

»Mange tror, at det automatisk bringer lykke med sig at have mange penge. Det lyder måske som en tur med violinen, men min egen lykke er ikke afhængig af penge. Jeg har min hverdag, hvor jeg stadig går på arbejde. Jeg er gået fra at være selvstændig med en stor gæld og uden ferie til at være ansat med fem ugers ferie. Jeg er ikke længere bekymret over, om jeg kan betale mine regning. Men det giver ikke lykke i sig selv.«

Første gang Morten forstod værdien af penge var som seksårig. Han hjalp sin far med at bygge et hønseskur ude i haven. Som tak for hjælpen fik han stukket 250 kroner i hånden.

»Jeg gik til min storebror og spurgte, om han ikke vil tage med mig i Total i Birkerød for at købe to CDer for pengene. Jeg så meget op til ham, så hans mening talte. Han valgte så to CDer til mig med gymnastikmusik. Jeg glemmer ikke den skuffelse.«

I middelklassen kom pengene hverken i overflod eller i underskud. De kom midt imellem. Derfor drømte Morten heller ikke om dem. Han ville gerne have sit eget firma. Han slog græs for naboerne og oprettede en hjemmeservicetjeneste for ældre, da han gik i folkeskolen. I 2006 oprettede han Onfone, der først efter fire år blev etableret på mobiltelefonimarkedet. En stort anlagt reklamekampagne med Lars Bom og en strategi med pakketilbud trak danskerne til, og pludselig kunne Morten mærke de store teleselskaber røre på sig.

»I opstarten har jeg tænkt, at det ville være lettere, hvis jeg lige havde et par millioner. Onfone er jo gået op og ned, før vi ramte plet. Indtil da har vi brændt en frygtelig masse penge af på forskellige satsninger. Hvis Onfone ikke var blevet en succes, havde jeg være forgældet i en masse år frem og stået uden uddannelse. Til gengæld har jeg passet ekstremt meget på mine penge, fordi der har været så få af dem. Det kræver en vis portion ydmyghed at omgås penge.«

Lotto-millionærer får penge fra den ene dag til den anden. Morten har fået dem i en langstrakt proces. TDC og Onfone skiftevis flirtede og svinede hinanden til i pressen. Sådan er spillet i et salg. På dagen, hvor underskriften blev sat, havde Morten forhandlet i et intensivt døgn, hvor han bogstaveligt talt havde stirret sin modstander i øjnene. De første, der fik beskeden, var familien.

»Jeg tog hjem klokken fem om morgenen og sov en times tid. Så var jeg på med pressen hele dagen. Jeg var forholdsvis træt, men vi fyrede den af med medarbejderne om aftenen. Vi gav middag, drak en masse champagne og tog på cocktailbaren Fidels, hvor jeg gav ’fri bar’ hele natten. Jeg brugte 50.000 alene på det. Den nat var vi alle bankelamme.«

Derfra har verden haft travlt med at se Morten på en bestemt måde. En særlig succes. En forgyldt ungfugl, der lige om lidt svæver væk i en boblende rus. Jetset-livet har kaldt på ham bag døren til de dyre klubber. Morten har indtil videre reageret med tavshed.

»Måske er det på grund af min alder, men der er forventninger til, at jeg skejer ud på diskoteker og køber ti flasker dyr champagne. Jeg vil hellere tage på en snoldet bar i Kødbyen sammen vennerne og drikke bajer til 15 kroner. Jeg har stadig de samme venner som før, og vi laver de samme ting.«

Før havde Morten ikke noget Dankort. Han havde udnyttet kassekreditten på 80.000 helt. Onfone havde også en stor gæld. Nu er kontoen i plus. Før var det Morten, der bad potentielle investorer om penge. Nu får han dagligt henvendelser fra folk med gode forretningsidéer, der fremsender budgetter og prospekt. Og så er der sket noget på Facebook.

»Jeg har aldrig fået så mange venneanmodninger, som jeg får nu. Men jeg svarer ikke på mange af dem. Folk må sidestille penge med succes og tro, at hvis de bliver venner med mig, så smitter noget af den succes af. At deres ego bliver plejet af det.«

På netbank er millionerne små cifre på skærmen. Rundet af sin tid troede Morten ikke på, at de rent faktisk var hans, før han så dem stå og blinke på computeren. Bankrådgiveren ringede, da de var gået ind.

»Så måtte jeg lige ind og tjekke. Rent psykisk blev jeg først sikker, da jeg kunne se tallene. Det var en surreel oplevelse. Jeg nåede ikke at tænke over betydningen af pengene i det øjeblik. For der var knald på. Hele kundedatabasen skulle flyttes, og det var et kæmpe projekt. Jeg ville tage en lang ferie, men det blev kun til 14 dage flere måneder efter.«

Morten taler efter korte pauser. Hans sætninger begynder først, når han har gennemtænkt, hvad der skal ud. Samme metode bruger han også med formuen. I hans selvopfattelse er Morten dog ikke en kedelig millionær.

»Jeg har ikke tænkt mig at blive siddende på en kiste med millionerne. Jeg skal leve livet. Min kæreste og jeg tager på forlængede weekender i udlandet, og min største post er nok restaurantbesøg. På nogle områder er niveauet blevet hævet. Men jeg er meget opmærksom på ikke at miste jordforbindelsen og stadig være mig selv. Jeg håber, det er muligt at holde fast. Det skal jeg tro på. Damgaard-brødrene fik også penge, og de reagerede jo på forskellig vis.«

Penge er som små børn. De skal plejes, så de kan vokse sig større. Morten er begyndt at interessere sig for aktier og obligationer. Hvis han forstår mekanismerne, kan han fordoble sine aktiver et par gange inden pensionsalderen. Han tænker dog ikke ofte på formuen. Pengene er blevet hverdag, siger han.

»Jeg har et godt job i dag og er privilegeret på den måde, at hvis jeg en dag vågner op og ikke er glad om morgenen, er jeg ikke afhængig af det job i forhold til mine jævnaldrende. Jeg kan også sige min mening på en anden måde i virksomheden, for jeg skal ikke pleje nogle personlige interesser. Det giver en anden ærlighed i min motivation.«

Mortens far havde en ejerandel i Onfone. Nu er forældrene gået tidligt på pension og nyder deres otium i Spanien med egne vinmarker. Broderen, Kristian, er ansat i gourmet-ølbryggeriet, og Mortens kæreste er flyttet fra en lejlighed på Nørrebro ind til citylejligheden hos ham.

Alt er blevet vendt op og ned. Undtagen Morten. Mennesket, der holder fast i den største plan af dem alle.

»Du skal hvile i dig selv. Hvis du ikke er afklaret med din egen identitet og ved, hvem du er, kan du meget hurtigt komme til at tillægge dig selv en uærligt selvbillede, som er hægtet op på millionerne.«