Morten Østergaard er enig i Allerslevs beslutning: »Selv om der har været meget røg, så går der sjældent røg, uden at der er brand«

Anna Mee Allerslev har truffet den rigtige beslutning ved at trække sig som borgmester, mener de Radikales partileder, Morten Østergaard. Det siger han i et interview med Berlingske.

Morten Østergaard er enig med Anna Mee Allerslev i, at det var den rigtige beslutning at trække sig som borgmester og fra københavnsk politik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Hvad siger du til Anna Mees beslutning?
»Jeg synes, at hun har truffet den rigtige beslutning. Tillid er nu engang det mest afgørende i froholdet mellem politkere og deres vælgere, og det er jo de politiske resultatter og visioner, som skal skabe dwen tillid. Og jeg er enig med hende i, at alle de her sager forhindrede hende i at skabe og geskabe den tilldi hos københavnernet alle de her sager forhindrede hende i, at skabe og genskabe den tillid blandt københavnerne.«

Er det selvforskyldt?
»Ja, det er det da for en vis dels vedkommende, og det har Anna Mee Allerslev også erkendt. Jeg har talt med hende undervejs og bakket op, når hun har sagt, at hun erkender sine fejl og er blevet klogere, men jeg er også enig med hende i, at det tilsyneladende ikke var nok, og derfor har hun truffet den rigtige beslutning i dag.«

Hvordan har du ageret undervejs, når BT har oprullet de her sager én for én?
»Jeg har forsøgt at agere, som jeg ville ønske, at andre ville gøre for mig, hvis jeg var i stormvejr. Nemlig ved både at være en person, man kunne spare med, men også ved at bruge min position til at forsøge at bakke op. Det gjorde jeg i begyndelsen, måske lidt kækt, og det gjorde jeg også, da Anna Mee Allerslev i sidste uge erkendte, at meget skulle være gjort anderledes, og at hun var blevet klogere. Jeg har også bakket op i dag.«

Var du for kæk, da du skrev, at BT kunne rende og hoppe?
»Ja«

Har du presset på for at få Anna Mee Allerslev til at træffe den beslutning?
»Nej, jeg har både i dag og tidligere i forløbet stået til rådighed for hende og forsøgt at bakke hende op i de beslutninger, hun har truffet. Derfor var det også naturligt, at det var mit råd, hun søgte i morges, da hun var i de her overvejelser.«

Men rådede du hende til, at nu var det tid til at sige farvel?
»Jeg bakkede hende op i hendes analyse af, at hun ville få svært ved at føre radikal valgkamp på det her grundlag. Den var rigtig.«

Burde du have grebet ind noget tidligere?
»To ting vil jeg sige om det. For det første er det Radikale Venstre både politisk og organisatorisk et decentralt parti. Jeg er ikke en, der griber ind over for vores lokale valgte. Det hverken kan eller mener jeg, at jeg bør. I stedet har jeg forsøgt at gøre det, jeg ville ønske, andre ville gøre for mig, hvis jeg var i stormvejr. Bakke op, hjælpe til, udvise tillid, men også være der, når svære beslutninger skal træffes og give mit perspektiv på det. Alle ville have ønsket, at vi ikke var kommet hertil, og at når vi alligevel skulle komme hertil, at det så var blevet noget før. Men jeg kan se mig selv i spejlet med den måde, jeg har forsøgt at hjælpe Anna Mee Allerslev og København.«

Synes du, at det er retfærdigt, at det er endt, som det er endt?
»Jeg synes ikke altid, at livet er retfærdigt. Anna Mee Allerslev er en myreflittig politiker, og jeg har aldrig kendt hende som en, der gjorde noget for egen vindings skyld. Men jeg synes også, at hun har ret, når hun har erkendt, at hun har begået mange fejl, og jeg ved, at der ikke er nogen, som mere end hende ønsker, at historien kunne skrives om. Derfor må jeg sige, at selv om der har været meget røg, så går der sjældent røg, uden at der er brand.«

Hvilke konsekvenser får det for de Radikale i kommunalvalget i KBH?
»Jeg mener, at Anna med sin beslutning i dag har givet de Radiale i København de, efter omstændighederne, bedst mulige forudsætninger for at nå at vinde og genvinde københavnernes tillid til de Radikales visioner for København. Havde Anna Mee Allerslev ikke truffet sin beslutning i dag, så ville det med sikkerhed have kostet os. Nu behøver det ikke at gøre det.«

Spår du hende en fremtid i Radikale Venstre nu?
»Det spår jeg ikke noget som helst om, men jeg vil sige, at hun har et talent. Om vi kommer til at se mere af det i politik, ved jeg ikke, men ellers er jeg sikker på, at det talent vil finde andre veje.«